Jeg kan ikke lide religionen./ Døden er skræmmende nok uden dén./ Og god nok uden frelse«.

Sådan lyder den kontante konklusion på et af digtene i Henrik Nordbrandts nye digtsamling ’Besøgstid’. Ordene står som afslutning på en serie sorthumoristiske kommentarer til den italienske renæssancemaler Andrea Mantegnas værk ’Nedstigningen til dødsriget’ (1492), der forestiller Jesus på vej ned i skærsilden for at frelse sjæle. At døden er både strid og blid nok i sig selv, uden religionens massive meningsopbud og fantasifulde forestillinger om dom og dødsriger, slår digtet fast. Udmeldingen er karakteristisk for den religionskritik, som er gennemgående for Nordbrandts nye digtsamling, og som den i øvrigt fører videre fra hans seneste essaysamling, ’Dumhedens løvefødder’ (2005). Som man kan høre, rammer kritikken også den religiøse kunst, især kristendommens: »Hvis man erstattede »komedie«/ i Dantes Guddommelige Komedie/ med »narrefisse«, ville det ikke gøre værket mindre dybt«, påstås det i samlingens sidste digt, der netop hedder ’Narrefisse’. Ikke blot Dantes, men alle digte fortjener denne betegnelse, for så vidt som de spiller op til det store knald, meningen eller moralen med det hele, der altid udebliver.
Kostelig kynisme Selve titlen, ’besøgstid’, er et udtryk, vi normalt bruger om det nøje afmålte tidsrum, hvor hospitalspatienter eller fængselsindsatte må modtage besøg af pårørende og udveksle bulletiner om, hvordan det står til. Hos Nordbrandt optræder det som en metafor for det, man ellers kalder livet: »Med ét blomstrer alt/ og enhver er alene/ i sin besøgstid«, forlyder det i et af samlingens haiku-digte. Besøgstid er det jo, uanset om man modtager besøg eller ej, og selv om tilværelsen skulle være en visitløs sag, er det kun i den, at samvær kan finde sted. Skulle det være trist, kan man finde trøst i et andet af samlingens digte, der gør opmærksom på, at man dog trods alt er i selskab med sit eget skrog: »Så længe mit skelet/ ikke går fra mig/ bliver jeg aldrig ensom«. Løjerne i Nordbrandts nye digtsamling – hans første i tre år – sigter således mod at pleje mere illusionsløs omgang med de vilkår, som religionen så gerne vil udlægge for os. At de samtidig slår hårdt ned på digtningens egne illusionsnumre, demonstrerer narrefisse-metaforen i samlingens sidste digt. Som en anden sprechstallmeister toner digteren frem i dette sidste og i samlingens første programmatiske digt og præsenterer, hvad han vil præsentere, samtidig med at han paraderer personlige tilbøjeligheder og idiosynkrasier nærmest om kap med Søren Ulrik Thomsens ’Det værste og det bedste’ (2002). Rammen introducerer en lidt let og kabaretagtigt stemning, som dog står i mærkelig kontrast til den vrængende tone, der findes i andre af samlingens digte. Kynismen er kostelig, men den kammer til tider over i almindelig bitterhed. Det religionskritiske spor Det er altid med tårnhøje forventninger, at man læser en ny digtsamling af Nordbrandt, og i forhold til disse er ’Besøgstid’ lidt skuffende. Samlingen lever lidt for godt op til sit eget program.