Det gør fandens ondt at blive moden og tiltage sig plads i sengen.
Seksuel identitet kommer sjældent uden skrammer på sjælen. De fleste af os har dem, også selv om de lykkeligvis dulmes af erfaring, som årene går og lagenøvelserne finder sin mere rolige rille. Det er længe siden, nogen har formået at overføre nybegyndernes kaotiske dannelsesdrama til roman med så smertefuld indlevelse, som David Læby præsterer i sit seneste udspil, ’Svans’, om provinsknøsen Søren, hvis vaklende færd mod accept af sin homoseksualitet er brolagt med ensomhed større, end noget menneske burde kunne bære. Romanens jegfortæller, en journalist, møder ud på de små timer den halvvoksne dreng Søren på en af Københavns bøssebarer. I journalistens genfortælling tager vi turen med knøsen tilbage til provinshullet, hvor han henslæber livet som enebarn i udpræget følelsesfattigdom mellem to forældre, der knap nok hilser på hinanden, når de tilfældigt ramler sammen. Samtale er ikke noget, man privilegerer hinanden med i det hus. Det skaber problemer. Søren har desperat brug for en dialog med nærværende voksne om de hemmeligheder og spekulationer, han tumler med. Han er ikke som andre. Det mærker han i tiltagende grad, særlig efter en fatal start på byens gymnasium, hvor han ikke formår at fortælle, hvad han hedder, fordi kæben går i baglås. En hændelse, der symbolsk understreger sårbarheden i den identitetssøgende færd, han er på. Ord er i det hele taget en tematik i Sørens liv. De er knappe. De er magtfulde, og så kan de skabe et menneske. For eksempel ’svans’. Spændt ud mellem heteronormativitetens stive regelsæt og egne stadig mere påtrængende homoseksuelle længsler nærmer sammenbruddet sig. Og i et sidste forsøg på at genvinde kontrollen over sit liv holder Søren op med at spise. Sørens helvedesår I modsætning til tendensen i tidens postmoderne romaner, hvor helt ydre persontegninger dominerer, går Læby kompromisløst til fadet med sine psykologiske skildringer af Sørens indre dæmoner. Det virker overvældende at mærke hvert eneste hjerteslag, mens amokløbet i Sørens ræsonnementer tager til. Sine steder faktisk anmassende, fordi man uvægerlig trækkes ind og gøres til parthaver i et klaustrofobisk helvede, man helst vil ud af hurtigst muligt.
