Det er ikke så let at elske insekter og edderkopper; og hvis man hører til de heldige, som skovflåterne undgår, er man taknemmelig for, at kærlighedens lunkenhed er gensidig.

Flåterne er det mest kendte eksempel på arter, der for tiden breder sig nordpå i takt med det varmere klima, men der er mange andre såsom den rødpelsede jordbi, der lægger æg i jorden og kan ses i vore parker. Som mange andre lidet kendte solitære biarter lever den ikke i samfund. Ellers er de samfundsdannende biarter ligesom humlebierne og myrerne de insekter, der alle dage har tiltrukket sig mest menneskelig interesse. Også hos hvepsene er der både solitære arter som træhvepsene og samfundsbyggere som de velkendte og frygtede rovdyr gedehamsene. Færre kender den ret sjældne art stor gedehams, en frygtindgydende kæmpe, der bygger bo i træhuller og udhuse – men vi kan trøste os med, at den har gedehams som sin livret, hvortil kommer, at den grundet sin autoritet hviler i sig selv og derfor er langt mindre aggressiv end den almindelige gedehams. Dagsommerfuglene er nok de insekter, som vi omfatter med de mest menneskelige følelser, og med alderen siges vi endda at foretrække sommerfuglekys. Men vi har mistet mange sommerfuglearter, fordi dræninger samt det ensrettede landbrug har fortrængt deres miljø og deres larvers ofte helt specifikke værtsplanter: For som larve lever hver art på udvalgte værtsplanter, og når landskabet fragmenteres, kan de enkelte isolerede bestande til sidst bukke under. Det er sket for den ’tropisk’ flotte svalehale, som tidligere var almindelig på enge og i moser. De voksne sommerfugle lever især af nektar, og i det tidlige forår spiller piletræerne her en stor rolle ligesom for de pollenspisende bier og humlebier. I april undrede jeg mig over i Sverige at se så mange af de sorte sørgekåber med gule vingerande på de blomstrende hanpiletræer, for nektar er jo et feminint fænomen. Men en fagmand kunne fortælle, at også mandlige piletræer producerer nektar, blot for at lokke sommerfuglene til og som tak få sendt deres pollen, til hvem dette måtte vedrøre. Sørgekåberne kan i øvrigt ligesom admiralerne komme i invasioner visse år. Dvs. et mere systematisk træk som hos admiralen består i, at en generation sydfra drager nordpå og lægger æg – hvorefter den nye generation så drager sydpå og lægger æg. Dobbelt dosis gør underværker Billerne er et univers for sig med et mylder af specialiserede arter af alle størrelser i svampe, i træer og i jorden. Men de store trælevende arter har altid fascineret samlere, og de ligner da også tit selv barokke og charmerende møbler. Desværre er vor største bille, eghjorten med de hvallignende kæbeproteser, for længst forsvundet fra Danmark. Det tager dens larve mange år at blive voksen. Klassikeren ’Insekter i farver’ har efter halvtreds år fået en værdig afløser med samme titel, hvori der tages højde for udviklingen gennem de mellemliggende halvtreds år. Bogen indledes med en almen beskrivelse af livscyklus og bygning samt en ’botanisk’ nøgle til indkredsning af arter. Her ses der bl.a. på antallet af ben: Edderkopper uden førtidspension har altid otte og regnes blandt fagfolk ikke blandt insekterne, der kun har seks ben. Her kan det fortælles, at vi herhjemme sågar har en vaskeægte fugleedderkop, der dog er lille og ufarlig. En ting, som en felthåndbog ikke fortæller, er nu også værd at vide. Hos de samfundsbyggende insekter som myrer og bier har dronningerne monopol på æglægning – og såvel de ufaglærte arbejdere som specialarbejderne er reelt at betragte som kastrerede hunner. Hannernes eneste, men forhåbentlig behagelige, opgave er det lille kostelige bidrag til formeringen. Men nu kommer det sære: Dronningerne lægger såvel befrugtede som ubefrugtede æg – og de befrugtede æg bliver til hunner, mens de ubefrugtede æg bliver hanner. Sært, for logisk set burde et ubefrugtet dronningeæg vel resultere i en indædt superfeminist og ikke i en han. Vi kan derfor slutte, at kønskarakteren således ikke kan bero på et specielt ’kønsgen’. Og sådan er det også: Kønnenes genetiske forskel er her alene den, at mens de befrugtede hun-æg indeholder to sæt kromosomer fra henholdsvis far og mor, så indeholder de ubefrugtede han-æg kun ét kromosomsæt. Dobbelt dosis af det samme kan således gøre underværker. Mange af Henning Anthons fornemme gamle plancher er genbrugt, men en mængde er ifølge sagens natur nye – også fordi man nu kender flere arter. Min private fagkonsulent garanterer for den faglige kvalitet og tilføjer, at de tider er forbi, hvor en enkelt person kunne begå en bog om hele dette krybende univers: Hele 15 forfattere står bag den lille bog. Hvad der så kunne kræves af værkets anmelder, er ikke godt at vide; men hvis de bedst egnede tillige fik alle de verdslige fordele, så ville livet først for alvor blive uretfærdigt – og selv de måske egnede biller skal jo også leve.