Hvor er det godt, at romankunstens udøvere ikke kun består af alvorstunge forfattere i statsmandsalderen, men også af skælmske orddriblere som engelske Zadie Smith.
Hun bragede igennem med ’Hvide Tænder’ (2000) om multikulturel kærlighed i Nordvestlondon, fulgte op med den utrolige beretning om ’Autografmanden’ og siger nu alle gode gange tre med den charmerende og sexede satire ’Om Skønhed’, der udspiller sig både i USA og England. Inspirationen er tydeligvis fra E.M. Forsters klassiker ’Howards End’, der også handler om to familiers sammenstød, men det miljø, Zadie Smith åbner, er ikke klassisk, for det er først blevet en historisk realitet for nylig: den sofistikerede sorte middelklasses verden. Så dér har vi kombattanterne. I det ene ringhjørne: Belseyerne, der bor i Massachusetts med deres kaotiske, venstresnoede og østkystamerikanske frisind. I det andet hjørne Kipps-klanen, hvis ultrakonservative overhoved, Monty Kipps, leder et felttog mod sædernes forfald fra residensen i London, den angelsaksiske kulturs moderby. To familier, den nye verden mod den gamle, trash mod højkultur, er der nogen vindere? I spærreilden fra andres våben og egne vådeskud og selvmål befinder stakkels Howard Belsey sig. Han er den eneste hvide mand i de to klaner, er kunsthistoriker og gift med frodige Kiki, der er sort som natten. Sammen har de Jerome, Levi og Zora, en trio af selvbevidste teenagere. Howard har været sin hustru utro og er blevet tilgivet, men det betyder ikke, at han slipper for de skærsildsniveauer, der indgår i moderne tilgivelse. Med rumpen bar Det er i det hele taget ikke nemt for Rembrandt-eksperten og fornuftsmennesket Howard at være til i en tid med så meget hip-hop, så mange fjollede hovedbeklædninger (baseball-kasket, kalot, hættetrøjehætte, duffelcoat med hætte), så mange folk på vild flugt fra rationaliteten som sådan, så mange radioværter, der driver landet til ekstremer – og så mange dejlige kvinder. Værst er dog, at Monty Kipps, hans ideologiske og karrieremæssige ærkefjende, også eksisterer. Og at det er lykkedes hans rival, der også er kunsthistoriker, at skrive en Rembrandt-bog, der er blevet en bestseller. Howard er end ikke kommet i gang med sin. Hvor kort et strå kan man egentlig trække i tilværelsen? Fordi Kipps-klanen bor på den anden side af Atlanterhavet, har Howard trods alt kunnet nøjes med at afstandshade ’fascisten’ Kipps. Men oh, skræk, Monty Kipps bliver inviteret til Massachusetts som gæsteforelæser på Howards universitet, og han tager hele familien med sig! Og Jerome, Howards ældste søn, forelsker sig i Kipps datter! Og Kiki bliver veninde med Kipps hustru Charlene!!! Og Montys ufatteligt smukke datter Victoria indfinder sig som elev i Howards klasse! De familiære forviklingers vekslen mellem tiltrækning og forveksling er ustyrlige. Det for læseren mest nervepirrende højdepunkt opstår, da Howard gatecrasher en fest hjemme hos Monty Kipps og havner i Victoria Kipps’ seng. Howard er faktisk ikke promiskuøs, han værdsætter faktisk sin kones »realistiske« undertøj, men alle forsvarsværker falder, da hans elev med rumpen bar tigger ham om at trykke sømmet i bund (undskyld det billeddannede sprog, det er ingenting i forhold til romanen). Rædselsregimente Læseren bør her leve sig ind i Howards eksistentielle drama. Han befinder sig uinviteret på første sal i sin rivals hus sammen med rivalens attraktive og ikke spor mindreårige datter. Skal han, en moden mand på 56, nu gennemføre et samleje, analt tilmed, med Montys stanglystne afkom – eller er det bare noget en dannet, mand, tilmed universitetslærer, men dog ramt af midtvejskrise, simpelthen ikke gør no matter what? Deres anmelder kunne ikke finde på at løfte sløret, men om Zadie Smith, der selv er 32, må man sige, at hun virkelig ved, hvornår hun skal holde tungen lige i munden, og hvornår hun skal lade den hænge langt ud af halsen. Bret Easton Ellis beskriver et saftigt homosamleje i ’Glamorama’, det blegner i forhold til sexy Zadie. Så hvad vil det sige at være dannet? Zadie Smith ser lige igennem den intellektuelle klasses (sprog)spil og den hulhed og udvendighed, som gennemsyrer det kompetitive universitetsmiljø. For sjette år i træk indleder Howard et nyt semester med det samme dictum: »Kunst er den vestlige myte, hvormed vi både trøster og skaber os selv«. Det lyder jo åh så rigtigt, men hans undervisning i kunst, eller hvad man nu skal kalde det, er et lidet trøstende og skabende rædselsregimente, der holder al dialog og spørgelyst nede. Lærd og legesyg Børnene betragter på afstand de voksnes forsøg på at holde sig oprejst. Jerome forelsker sig ikke bare i Monty Kipps datter, men i hele Kipps-familien, fordi den rummer et andet syn på verden, end det han er opflasket med. Hos Monty Kipps lærer han, at »litteratur for det meste er et skalkeskjul for dårligt gennemtænkte venstrefløjsideologier«. »Jeg er så fuld af venstreorienteret lort«, indser Jerome. Til sin moder stanger han den her ud: »Det er ligesom om, at en familie ikke duer mere, når alle i den har det dårligere, end de ville have det, hvis de var alene, ikke?«. På grund af sin opdragelse har Jerome stadig venstrefløjens følsomhed for andres smerte, men på det bevidste plan kan han simpelthen ikke rumme mere politisk korrekthed. ’Om Skønhed’ er fuld af humor, men alvoren fylder mest. Skildringen af den måde Howard og Kiki glider fra hinanden, Howards tunge besøg hjemme hos sin ensomme gamle far. Består vores liv af viljeshandlinger? Kan man i længden gardere sig mod den irrationelle drift mod kærlighed – og katastrofer? Passer det, at kvinder ikke spørger sig, hvad de har levet for, det er nemlig et spørgsmål for mænd, men hvem de har levet for? Det er vigtige ting Zadie Smith, på en gang lærd og legesyg, tumler med. ’Om Skønhed’ er en livsklog, morsom, velskreven, ja pragtfuld roman, om de kræfter, der driver os. Til kærlighed. Og vanvid. Både i vores såkaldt private liv og i det, vi omtaler som vores karriere.
