Frede er en lille nervøs flodhest.
Alt ville være bedre ved den store flod i den dybeste del af den dybe jungle, hvis ikke Fredes tante altid skulle være efter ham. Nu har Frede lige lært at vælte træer. Men nej! Sådan noget gør flodheste ikke. De går heller ikke og prutter. I dag ved alle børn, at flodheste både vælter træer og prutter. Jan Mogensen fortæller, hvordan det gik til, og hvorledes de også kom til at smaske og gabe og meget andet. Det står i billedbogen ’En prut i junglen’, og det er alt sammen Fredes skyld. Jan Mogensen er uden konkurrence i sin ende af dyreverdenen. Hans figurer er som bamser, og de er anbragt på et myldrende, frodigt bagtæppe af stiliseret natur. Lag på lag bygger han dyrene op, så der kommer fylde og rundhed. Andre gange lader han underlagets grove mønster stå. Det er meget raffineret arbejde. Og det ser så enkelt ud. Når Jan Mogensen er bedst, fortæller han i et Scherfigsk billedsprog. Præcis som i denne bog. Frede er godheden selv, men efterhånden udvikler han en nervøs mave. Med sin ven den hvide fugl flygter Frede ud i junglens dybe dyb, men han kommer tilbage med råd fra en medicinmand i sin hytte og gaver til den vrisne tante. Det er kål og løg i spandevis. Herfra kan læseren nok selv gætte resten. Alle Jan Mogensens dyr strutter af rarhed. De ligner hinanden, selv om de er klædt som elefanter eller er en Frede. Tryghed og venlighed er nøgleordene til denne tegner, der har gjort det igen-igen.
