Frankofil petitjournalistik« er noget af det, som denne avis i en selvironisk reklamekampagne frister nye læsere med.
I tv-reklamen faldeudtrykket først som et skældsord til en telefonsælger fra den altid uforligneligt vrisne Niels Weyde, men det vendes om i reklamen og gøres til en selvbeskrivelse og et stående tilbud. Sekvensen siger ikke kun noget om de delte meninger, der hersker om Politiken, men udtrykker også frankofiliens kontroversielle status. Beskyldninger om snobberi ligger lige om hjørnet, når dette ord er i luften. Men hvad er der i grunden galt med at nære interesse eller ligefrem forkærlighed for Frankrig og fransk sprog og kultur? Dette spørgsmål bliver undersøgt i en ny bog af Hans Boll-Johansen, ’De danske og de franske’, som ser nærmere på både frankofili og frankofobi i Danmark igennem tiderne, hvor følelserne og forestillingerne om de franske og det franske har været talrige og vældige og svingende. Egentlig er det meget passende, at vi betegner sådanne forestillinger med et fransk ord – som ’klichéer’ – for få har som de franske formået at avle og give anledning til klichéer om deres egenart. Uden højtidelighed Bogen – der følger op på og er lige så læseværdig som Hans Boll-Johansens studie i fransk selvbevidsthed, ’De franske’, fra 1992 – skildrer de tre store indfaldsveje til danskernes beundring for Frankrig: den sensuelle, som knytter sig til alt det nydelsesfulde og livslystne ved fransk kultur; den intellektuelle, som finder oplysningstidens fornuft tiltalende; og endelig den politiske betagelse af Frankrig, der findes både i konservative og revolutionære versioner. Disse fascinationstyper belyser Boll-Johansen via et bredt og underholdende eksempelmateriale og med nedslag på frankofile pragteksemplarer som Paul V. Rubow, Thorkild Hansen og Henrik Stangerup, samtidig med at han tegner konjunkturerne for både franskfaget og den bredere fransk-interesse i det danske samfund. Det sidste er en trist historie – set fra et ikke-frankofobt synspunkt. »Måske har læseren glemt, hvor gloriøst et fag fransk var for ikke så mange år siden? Lad mig minde om, at det efter Anden Verdenskrig blev det fag, der havde flest timer i det danske gymnasium – og som følge heraf også det største humanistiske fag på universiteterne«, fortæller Boll-Johansen. Denne højkonjunktur endte brat i 1980’erne, og derefter er det stort set gået ned ad bakke – og i de sidste par år temmelig hastigt endda som følge af gymnasiereformen. Historisk set har germanofobien og frankofilien fulgtes ad og konjunkturerne derfor været modsatrettet for de to fag, men nu går det sørgeligt nok samme vej for dem begge i det danske uddannelsessystem: nedad. Minervas ugle er fløjet, og tiden er derfor inde til at fortælle historien om franskstudiet på de danske universiteter og om den gruppe af store romanister, som har befolket det: Kristoffer Nyrop, Knud Togeby, Viggo Brøndal, Andreas Blinkenberg, Poul Høybye, Svend Johansen, Ebbe Spang-Hanssen, Per Aage Brandt, Else-Marie Bukdahl, John Pedersen og Morten Nøjgaard. Den faghistorie får Boll-Johansen flettet ind i sin udredning og gengivet med en generøsitet, som er sjælden for universitetslærere. Det er et langt livs kærlighed til et fag, der ligger til grund for ’De danske og de franske’, og den gives videre i ren form med glæde og uden højtidelighed. Bogen er et fint fortalt stykke beundringshistorie, som det er en fornøjelse at læse.
