Min søn arbejder i New York. Han leder en restaurationsforretning«. Kokken i den indiske forfatter Kiran Desais roman ’Det tabte land’ er stolt som en pave. Ja, han har fået sin søn Biju til USA, og nu er Biju verdens lykkeligste mand. Kokken i det østlige Himalaya er helt sikker. Det står selv i brevene. Realiteten er, at Biju har sine få ejendele stuvet sammen med bunkevis af andre illegale indvandrere i et kælderlokale et sted i New York, eller også sover han på gulvet i et bageri, hvor rotterne om natten gnaver i hans hår, når de er blevet trætte af at rode rundt i melsækkene. Men det fortæller brevene hjem til faderen intet om. Verdens lykkeligste mand? At huske landet Nej, det er ikke lige den sædvanlige, krydderduftende indvandrerhistorie, den 35-årige forfatter har leveret. Ikke en historie, hvor det dufter eksotisk af karry, og hvor inderen i det nye land kæmper sig langsomt, men sikkert op i samfundet, hvor han får succes, samtidig med at han holder fast ved sin gamle kultur, som hans nye venner beundrer. »Det var sådan, jeg skrev i min første bog, ’Sære hændelser i guavalunden’«, fortæller Kiran Desai åbenhjertigt. Det var endda en bog, der sikrede hende en solid anerkendelse allerede fra debuten. »Men da jeg havde skrevet bogen, kunne jeg se, at den ikke handlede om, hvordan Indien var, men om, hvordan jeg ønskede at huske landet. Det opdager man først, når man er færdig. Min historie holdt ikke i forhold til realiteterne eller mine egne erfaringer. Selv om det ikke var rigtigt, var det både charmerende og pragtfuldt«, siger hun. Sin egen barndom tilbragte hun i Indien, men hun forlod som 14-årig landet sammen med sin mor, hvor de efter en kortere periode i Storbritannien rejste videre til USA, hvor de begge har boet siden. Historien for lille Kiran Desais nyeste bog er meget langt fra barndommens drømmebillede af et mildt og eksotisk Indien. Romanen ’Det tabte land’ er blevet den dobbelte beretning om både de udvandrede og dem, der blev tilbage. Romanen har haft så stor gennemslagskraft, at den sidste år sikrede Kiran Desai nogle fantastiske anmeldelser verden over og samtidig gjorde hende til den hidtil yngste modtager af den prestigefyldte Man Booker-pris i Storbritannien. Det var første gang, hun var nomineret til prisen. Hendes mor, den anerkendte forfatter Anita Desai – der også er udkommet på dansk – har været nomineret hele tre gange, men har aldrig vundet. Kiran Desai betragter selv ’Det tabte land’ som sin egentlige første bog. Hun mener, den ligger meget tættere på hende selv end debutbogen. »I begyndelsen troede jeg, at bogen skulle handle om min egen erfaring med at emigrere, men jeg opdagede, at den historie var alt for lille. Historien om folk, der forlader deres land, er jo meget, meget gammel. I Indien bliver man nærmest opdraget til, at man en dag skal forlade landet, og i dag står flere parat end nogensinde til at rejse «, siger hun. Fattigdommen flytter med I sin bog skriver hun små parallelhistorier om både folk, der emigrerer, og folk, der kommer tilbage til Indien efter f.eks. at have været en periode under uddannelse hos den gamle kolonimagt England. Og med sine mange spor har hun til hensigt at vise, at historierne ofte er de samme. At det er de samme mennesker, der er fattige, hvad enten de bor i Indien eller USA. Og at der på samme tid er folk, der klarer sig overdådigt, uanset om basen er Delhi eller Detroit. I hendes roman følger hun både underklassen i Indien og de illegale indvandrere i New Yorks kælderkøkkener. »Jeg kender selvfølgelig den indiske version af fattigdom. Her har middelklassefamilier kokke og tjenere, som er fattige. Det er en del af deres eksistens. Det er folk, som drømmer om at rejse væk. Og i New York møder man disse indvandrere nede på hjørnet hver dag. De kommer alle som en del af den store historie. De er taget til Dubai og måske herfra til Italien, hvorfra de er taget til Guatemala og herfra videre til Mexico, inden de er løbet over grænsen til USA«. Og her formodes de at være verdens lykkeligste mennesker? »Ja, og der eksisterer et enormt pres for at leve op til den historie på begge sider. Alle håber, det er sådan. Amerikanerne ser sig som et generøst land af emigranter«. Sådan ser det ikke ud i din bog? »Nej, for det holder ikke stik, når man undersøger det nærmere. Men man ønsker at fastholde historien. Sender breve hjem og lader, som om man ikke alene er succesrig på det materielle plan, men at man også er accepteret. At man ikke bliver ydmyget, for det er jo det værste, hvis ens liv er blevet en ydmygelse«. Tættere påVar du bevidst om, at du ikke ville tegne billedet af spicy Indien og fortælle, at indvandrerne kunne få det bedste af to verdener i det nye land? »Billedet af Amerika er jo sådan, at man kan blive amerikaner og stadig bevare sin kultur, mens alt bliver bedre generation for generation, men sådan kan man kun se det, hvis man betragter verden med totale skyklapper på«, siger Kiran Desai. Du forlod Indien som 14-årig, men har stadig dit indiske pas. Vil du tilbage? »Jo ældre man bliver, jo mere finder man ud af, at ens tilhørsforhold er mere kompliceret end som så. Arbejdet med denne roman har gjort, at jeg er blevet mere splittet, og i dagens USA er det jo blevet sådan, at man bliver delt op i, om man er med (regeringen, red.) eller imod. Men som indvandrer er man splittet, for man kommer ikke til at høre mere til, fordi man bor længere et sted. Det kan også gå den modsatte vej. Jeg føler mig mere og mere indisk, som tiden går. Det skyldes også, at min bror og min far stadig bor i Indien, og Indien føles i dag tættere på end for 20 år siden. Hvis man dengang forsøgte at ringe, stod man oftest tilbage med en tavs telefon, fordi ingenting virkede, og man mistede forbindelsen til familien«, siger Kiran Desai.