0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rotter på loftet

En uhyggelig farmor stopfodrer sit barnebarn med vanvid, og Tjajkovskij går igen i Vígdis Grímsdóttirs ’Tavsheden’. Fortællingens plot er godt tænkt, men resultatet er krævende læsning.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vigdís Grímsdóttir har skrevet en mærkværdig roman, som man alt efter temperament kan lade sig fascinere eller irritere af.

Dragende og forstyrrende er den, lige meget med hvilke øjne man læser.

Pigen Linda vokser op i en villa i Reykjavik, hvor det ikke er den meget udearbejdende far eller den skuespilskrivende mor, der får lov at betyde noget i hendes liv. Det gør derimod husets to andre beboere.

Farfaren, der er forvist til et liv i kælderen, hvor han som en anden Emil fra Lønneberg snitter træfigurer, inden han for altid forsvinder under en rypejagt. Og farmoren, som hersker på villaens kvist, og som i denne forbindelse meget passende har rotter på loftet. Det er hende og Linda, denne psykologiske familiegyser handler om.

Pip på en uhyggelig måde
Farmoren har, forstår man hen ad vejen, frivilligt valgt at være stum, efter at en af hendes sønner døde som lille. Hun kommunikerer med resten af verden via først et skrivebræt og senere en computer. Kun med Linda taler farmor, men det må Linda ikke sige til nogen. Farmors og Lindas forhold er nært, for nært, og i stigende grad fortærende. Selv pigens identitet bliver spist, da farmor nægter at kalde hende andet end Tchaikovskaia efter den russiske komponist Tjajkovskij, som den stærke gamle dame er sygeligt besat af. Linda er ikke et navn efter farmors smag:

»Hedder du Linda? Det var da et frygtelig lurvet navn, og hvor er det dog sølle, at sådan et forfinet menneske som dig skal hedde Linda. Linda er sådan et navn, der får spyttet til at flyde så lindt og hurtigt, at der dannes luftbobler oppe ved ganen, og det koger og syder under tungen (...). Du ville nok få det lidt nemmere, hvis du hed Tchaikovskaia. (...). Hvad vil du da have, at jeg kalder dig, lille pus?«.

»Tchaikovskaia«, svarer barnet, som det jo må, og sådan bliver det. Linda bliver til Tchaikovskaia – formet og forvandlet af besiddertrangens uhyggelige bånd. Og i sin galskab skaber farmor et parallelt liv mellem sin Tchaikovskaia og den præcis et hundrede år ældre (også født 7. maj) Pyotr Ilyich Tjajkovskij.

Det er næsten ikke til at læse videre. Farmor er pip på en uhyggelig og ikke spor sjov måde, Linda efterhånden også – bare på en stakkels måde. Man har lyst til at ruske Lindas forældre og spørge dem, hvorfor de ikke ser, hvad der sker for næsen af dem. Måske har forældre bare for travlt?

Tungen lige i munden
Centrum for galskaben er tilbedelsen af ’Mesteren’, Tjajkovskij, som farmor og Linda fører lange passiarer med. Samtaler med afdøde personer er i øvrigt noget ganske centralt i islandsk litteratur. Altid synes døden at være nærværende, og fra gravene blander afdøde familiemedlemmer – og nu også russiske komponister – sig lystigt i, hvad de levende laver. Det fungerer som regel godt – det er fascinerende, som grænsen mellem de levende og de døde udviskes i et land, hvor slægtsbånd stadig er vigtige.

Men i ’Tavshed’ nåede denne anmelder at få nok af Tjajkovskij. Både som genganger og i form af hans musik – det er nu engang svært på papir at beskrive symfonier medrivende.

Farmor og hendes personlighedsspaltning Anastasia Posokhovas vanvid vokser. Linda bindes med løfter og løgne i en fantasiverden, der griber ind i den virkelige. Da hun er 11, lokker farmor hende til at stjæle et Jomfru Maria-ikon, som fiskehandler Jóhann har i baglokalet. Og da hun bliver ældre, betaler farmor for Linda og kæresten Finnurs ophold i New York, og som alt fra farmor er gaven et tveægget sværd – Linda skal belure andre mennesker og aflægge rapport hjem til Reykjavik.

Endelig dør farmor. Eller lever hun videre? For Linda overtager både den gamles natkjole og besættelse af Tjajkovskij, og Lindas sidste sætning i romanen skribler hun på farmors stumme skrivebræt i stedet for at sige den. Brrr. Og så skal det endda ikke røbes her, hvad der står i farmors efterladte brev, hvordan hendes spæde søn virkelig døde og hvorfor farfar Kalli forsvandt sporløst en dag.

Plottet er godt fundet på, men nemt glider Vígdis Grímsdóttirs fortælling ikke ned. Læseren må være indstillet på at holde tungen lige i munden og koncentrationen fanget for at få det bedste ud af ’Tavsheden’.

Tidligere er der på dansk af samme forfatter udkommet ’Jeg hedder Ísbjörg. Jeg er løve’ og ’Pigen i skoven’.