Interview: Susanne Staun
E r den nye krimibølge med krimidronninger her og der en fornyelse eller en fornedrelse af litteraturen? »Den ’nye krimibølge’ er altså ikke særlig ny, i hvert fald udkom Sue Graftons ’A is for Alibi’ i 1984 og havde nogenlunde samme virkning på kvinders læsevaner i den engelsktalende verden, som vores ’krimidronninger’ har her i 2007, og det er under alle omstændigheder helt hen i vejret at bruge prædikater i retning af fornedrelse/-nyelse«. »Det nye er, at krimier er kommet ind i salonerne og ind på bestsellerlisterne her i landet, og at der er mange kvindelige forfattere imellem, som folk gider læse, nu når de ikke længere gider læse de gamle, udbrændte stoddere, der tror, de laver kunst. Folk, der tror, de laver kunst, kan kun være kedelige, og de skal få sig nogle nye briller eller en ny psykolog i stedet for at hakke på dem, der er der, hvor de gerne selv ville være«. Ro og uro i trussenDe såkaldte femikrimier bliver beskyldt for ikke at være litteratur, men ren underholdning med dårligt sprog og tynde plot – har man ikke altid hørt de beskyldninger, bare rettet mod krimigenren generelt? »Det er fuldstændig korrekt, at de nye femikrimier ikke er litteratur, hvis litteratur partout skal have et flot, svunget sprog og et mokkasinslangeagtigt plot. (Sidstnævnte har i øvrigt mig bekendt aldrig været et krav. De mest højtbesungne skønlitterære ’værker’ har intet plot). Og jo, de beskyldninger plejede man at høre om genren generelt – for meget, meget længe siden«. »Alligevel er det lykkedes for en stor del af m/k krimiforfattere inden for de sidste tyve år at bruge genren til andet og mere end at opklare et mord og i stedet bruge mordet som skelet til en rundfart i ’samfundet’ – den del af det, der nu interesserer forfatteren. Det er der kommet en del god litteratur ud af generelt. Femikrimien er en særlig afart, der tillader, at man følger med i ro og uro i trussen samtidig med mordets opklaring. Det har nordmænd og amerikanere klaret fint, uden at det er gået ud over hverken sprog eller plot«. Udgør femikrimiernes succes og den massive markedsføring af deres forfattere en reel trussel mod andre typer skønlitterære bøger og forfattere? »Så vidt vides, bliver succesen bare en del af en positiv læsespiral: Vi læser mere. Krimilæseren har altid været krimilæser, læseren af kvindelitteratur (spejling og bekræftelse) er ny som læser af femikrimilitteratur, og så er der lige nu en mellemgruppe af inkarnerede skønlit-læsere, der prøver femikrimien. Så nej, ingen trussel«. Menstruerende måneEr femikrimierne kommet for at blive, eller er de en trend, der måske topper nu og forsvinder? »Med mindre den danske og svenske femikrimi får en gevaldig ansigtsløftning, dør den trend en naturlig død – i salonerne i hvert fald. De skønlitterære læsere, der har stukket snuden forsøgsvis indenfor, er allerede på vej væk, men på den anden side er kernegruppen af tidl. og nuv. ’kvindelitteratur’-læsere (Bushnell, HVH (Hanne-Vibeke Holst, red.) Weisenberger, Garbers, Nynne-og-Lautrups-tænder m.v.) kæmpe stor og kæmpe sulten. So who knows? Hvis femikrimien bliver ved med at være lige så læse-let og lang i trusse- og tespyttet, så er Fay Weldons billige epigoner parret med klassisk ’Sjø-val’ måske gået i evigt kredsløb omkring en stedse menstruerende måne, vi ikke anede fandtes?«. Hvorfor ligger de øverst på bestsellerlisterne, tror du? »Selvindlysende, fordi de opfylder et behov hos en meget stor gruppe af især kvindelige læsere, der i genren finder et hole-in-one, en hotdog med det hele – bekræftelse for det kvindeliv, der leves, spejling i samme, aspiration – og så lidt ’spænding’ oven i hatten. Hvad mere kan man ønske sig?«. Vil de kvindelige krimiforfattere, der topper bestsellerlisterne nu, blive læst om tyve år? »Næppe. Men det vil vel mindre end en procent af al den litteratur, der udgives i dag. Her i landet«.
