Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Susanne Staun har en forførende drive og bissethed i sproget, men figurerne er for papagtige.
Foto: TINE HARDEN

Susanne Staun har en forførende drive og bissethed i sproget, men figurerne er for papagtige.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Susanne Staun er havnet i tegneserieunivers

Susanne Stauns krimisatire rammer tendenser i tiden, men underholder ikke Politikens anmelder.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da Thelma og Louise i 1991 kørte ud over afgrunden med Harvey Keitel på nakken, blev de rollemodeller for en ny type heltinder, der siden har slået sig løs i romaner og på filmlærredet:

Frøken Smilla, Lisbeth Salander, ’The Bride’ i Kill Bill og Manu og Nadine i Virginie Despentes ’Baise moi’, for at nævne et par.

Den danske krimiforfatter Susanne Staun vil gerne bilde os ind, at adfærdspsykologen Fanny Fiske har sin arvemasse parkeret i segmentet af kvindelige hævnere og grænse-outlaws.

Bluff
Men hun bluffer.

I sin fjerde Fanny Fiske-krimi, ’Mine piger’, rotter Fiske sig sammen med tre hårdkogte veninder om opklaringen af mordet på deres fælles ven Nina Lacoppidan, romanforfatter og klummeskribent, stærkt forkætret for sin hang til perfid afklapsning i diverse printmedier.

En række hadebreve har fået Ninas nerver på højkant, hvorfor hun efterspørger assistance fra den selvbestaltede indsatsstyrke.

Forførende drive
Men veninderne arriverer for sent. Nina er død, og hendes tøffelhelt af en ægtemand tuller omkring uden at gøre megen gavn i damernes opklaringsarbejde.

Først da forsendelser med sexet lingeri begynder at lande på adressen, kommer omfanget af Ninas chikanevirksomhed for en dag sammen med en masse udenomsægteskabelig snask og sandheden om hendes tunge familierelationer.

Oplysninger, der bringer damerne på sporet af morderen, så standretten omsider kan eksekveres.

Sprogligt er der knald på, når Staun ruller pennen ud.

Indimellem ret så kækt og på nippet til at årelade den mere indholdsmæssige side af sagen, men dog med et forførende drive og en bissethed, der konsekvent holder sig på det lettere febrile niveau.

Papagtige figurer
Holder sproget, virker figurerne til gengæld langt hen ad vejen ret irriterende på denne anmelder, fordi de antager mere og mere papagtig karakter.

I Ridley Scotts film forlenede desperationen under Thelma og Louises fandenivoldskhed figurerne med en troværdighed, der fuldstændig mangler hos Fanny Fiske og hende kvindelige elimineringssquad.

Men det er meningen, forstår man, når man endelig indser, at Staun har ændret præmissen og bevæget sig forbi krimien og langt ind i et tegneserieunivers – en slags ’crimecomic’.

Angreb på genren
Hendes kvindelige romanfigurer skal ramme karikaturen.

Med sin humoristiske distance er Staun, som jeg ser det, ude i et satirisk angreb på krimigenren som helhed, men femikrimierne i særdeleshed.

Hendes namedropping af de tøj-, taske- og kosmetikmærker, Fanny bruger, ja hele hendes satiriske fordobling af de mad- og æstetiseringstemaer, nogle af femikrimierne smører ud over de kvindelige detektiver for at troværdiggøre deres kønsidentitet under al den maskulint kodede adfærd, peger i hvert fald i den retning.

Grovkornet karakterparodi
Jeg forstår udmærket, hvor Staun vil hen.

Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal bruge det til, for jeg føler mig ikke underholdt.

Ligesom jeg heller ikke åbner flaben i ét eneste latteranfald, når DR 2’s satireprogram ’Piger på prøveløsladelse’ ruller over skærmen.

Satire, der ikke har noget som helst andet på hjerte end grovkornet karakterparodi, har nok kronede dage, men mig siger det ikke et hammerslag.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden