Der var engang en pige, der for en tid var udstyret med en færøsk kæreste, som en sen aften bed øret af hende, dvs. næsten: Øret hang stadig i en tynd brusktråd, da ambulancen hentede hende.

Og lige før den kom, havde færingen, som han altid gjorde, åbnet de franske døre i sin lejlighed midt i København C på vid gab. Med vanvid i blikket tog han her en dyb indånding og udråbte så sin længsel efter havet ud over den mørklagte gade: HAVET! Og blev ved.