Interview: Leif Davidsen
Er den nye krimibølge med krimidronninger her og der en fornyelse eller en fornedrelse af litteraturen? »Jeg har svært ved at udtale mig om de her bøgers kvalitet, for jeg har ikke læst dem. Men der er da ingen tvivl om, at de har ramt en masse læsere. Man sagde før i tiden, at det var mænd, der læste kriminalromaner, og det er det jo bestemt ikke længere. Så jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne være en fornedrelse af litteraturen, at der kommer en ny subgenre, hvis man kan kalde det det, inden for kriminallitteraturen. Det må da beskrives som en fornyelse, hvis det overhovedet kan beskrives«. »Man burde komme videre end at diskutere genrer og forfatterens køn«. De såkaldte femikrimier bliver beskyldt for ikke at være litteratur, men ren underholdning med dårligt sprog og tynde plot – har man ikke altid hørt de beskyldninger, bare rettet mod krimigenren generelt? »Uha jo, jeg har hørt dem masser af gange siden 1984!«. En trussel mod hvad? »Jeg ved i det hele taget ikke, hvad rigtig litteratur er. Det ved jeg simpelthen ikke. Genrer inden for litteraturen er ligesom en toneskala inden for musikken. De er værdineutrale. Inden for hver genre findes der kvalitet, og der findes møg. Det gælder både lyrik, krimier og almindelig litteratur. Og det der med, at der er noget, der er rigtigt, og noget, der er forkert – den køber jeg ikke«. »Der findes fremragende kriminalromaner og det argeste møg. På samme måde findes der fremragende såkaldt almindelige romaner og det argeste møg. Det har ikke noget med genrerne at gøre. Det har noget at gøre med den enkelte bog og den enkelte forfatter«. Udgør femikrimiernes succes og den massive markedsføring af deres forfattere en reel trussel mod andre typer skønlitterære bøger og forfattere? »Hvad skulle det være en trussel mod? Er Harry Potter en trussel mod børns lyst til at læse? Jo flere, der læser bøger, desto bedre. Det her er jo ikke et spørgsmål om enten eller, men om både og. Bøger kan, inden for hver genre, være gode eller dårlige eller bare ligegyldige«. »Med al respekt for Politiken så mener jeg, at det her en diskussion, I prøver at få til at passe ind i en dansk kontekst, Hvis man ser på de sidste fire-fem år, så har femikrimier altså ikke været vildt dominerende i dansk litteratur. Sidste år var jeg nummer et, og så var der Carsten Jensen. Desuden kunne jeg nævne Jakob Ejersbo, Morten Ramsdal og en Hanne-Vibeke Holst, der ikke skriver femikrimer. Så den her diskussion er et sommerfænomen, synes jeg«. Tidssvarende fænomenEr femikrimierne kommet for at blive, eller er de en trend, der måske topper nu og forsvinder? »Hvis du mener, om der vil være kvindelige forfattere, der vil skrive kriminalromaner eller andre romaner med kvinder som hovedpersoner, så er de kommet for at blive«. »Men det er jo en ny måde at gøre det på, som man ikke så for ti år siden, og den vil ganske givet udvikle sig i de næste ti år«. Vil de kvindelige krimiforfattere, der topper bestsellerlisterne nu, blive læst om tyve år? »Det er nu Stieg Larsson, der topper bestsellerlisten nu. Men der er ingen, der ved, hvad der bliver læst om tyve år. Det er ikke nødvendigvis det, vi synes, er det bedste, som andre generationer vil læse. Noget bliver læst, fordi de arme elever får det som pensum i skolen. Om femikrimierne kunne blive brugt sådan? Det kunne de måske. Om ikke andet kunne man jo godt bruge det som et tidssvarende fænomen for denne tid i undervisningen om tredive år«.
