Ulighed betyder Opdrift, og Opdrift betyder Fremskridt, naar den parres med Ejendomsretten«. Sådan skrev Aksel Møller som ung konservativ på vej frem i bogen ’Politik’ fra 1933. Det er et pudsigt sammentræf, at ’Brødrene Møller – Historien om et konservativt dynasti’ udkommer, samtidig med at Eva Kjer Hansen (V) bliver degraderet som socialminister for at gøre plads til den tidligere venstresocialist og tidligere socialdemokrat Karen Jespersen som ny venstreminister. Eva Kjers brøde var, at hun nævnte ulighed som en slags samfundsdynamo. Og hun viger pladsen for en politiker, der har taget hele turen rundt på det politiske kompas. Anderledes i 1933. Da var en borgerlig politiker et menneske, som mente noget. Og kopier noget, som blev lavet med gennemslagspapir og ekstra hårde tryk på skrivemaskinens taster. Ikke som i dag et bærende princip i borgerlig politik. Bogen fortæller historien om Aksel og Poul Møller, som var så konservative, at det gjorde noget. Og gjorde en forskel. Brødrene var begge i en periode ledende skikkelser i Det Konservative Folkeparti og havde stor indflydelse på partiets udvikling, før det blev liberalt halehæng til Venstre.
Pæn og poleret
Op gennem 30’erne kæmpede de to brødre mod kryptonazisterne i partiet, og de forsøgte begge med stor energi og veltalenhed at præge partiet i egen retning. Fri af Venstres skygge – for de var ikke liberale. De var konservative med social indignation, tro på ulighed og tro mod forsvarssagen. Og selvfølgelig med tro på Gud, konge og fædreland. De var også konservative, som havde mere tilfælles med dele af Socialdemokratiet end med Venstre. Interessant er det også at læse om, hvordan deres parti allerede dengang levede op til ATS’ betegnelse: Det var mere dolkeparti end folkeparti. Begge politikere betalte en høj pris for de mange kampe i partiet. Aksel døde i 1958 i en alder af 52 år som borgmester på Frederiksberg. Broren Poul, udenrigsminister Per Stig Møllers far, var aktiv i politik, til han i en alder af 52 år måtte gå af på grund af en lammelse fremkaldt af stress. Det er en mislykket biografi, for den er pæn og poleret som et familieportræt i en borgerstue. Men den giver en god indføring i den konservative partihistorie. Og er vand på forfatterens egen mølle – nemlig at Møllerfamilien repræsenterede en holdningspræget konservatisme, som partiet i dag svigter. Og når man læser de små brudstykker af fantastiske taler og tekster, som de to politikere leverede, må læseren dele nostalgien. Fra Brødrene Møller til nutidens partiformand Bendt Bendtsen – en verden til forskel fra intellektuelt vingefang og ærlige meninger til pragmatiske bortforklaringer og managementfloskler.
