Claudio Magris burde sidde ved et cafébord af marmor i Wien, Paris – eller i Trieste, hvor han bor – elegant, som han er, med en espresso og en avis på stang, og lade sit intellektuelle, sørgmodige blik hvile på omgivelserne. I dag er kaffen på termokande, bordet stort nok til en hel konference, og neden for vinduet ligger Kultorvet åbent for blæsten. Men den italienske litterat, forfatter og kulturpersonlighed, som bærer tilnavnet ’Mr. Midteuropa’ efter sit store værk om Donau, elsker København, som han konsekvent kalder ’New Haven’. I det hele taget har Danmark og Norden en stor plads i hans hjerte. Først og fremmest på grund af den melankoli, som han ser overalt i landskabet og læser ud af vores forfattere. Og som han nu selv har skrevet en roman fuld af – en tragisk, kompleks roman om mennesker, der kommer på tværs af historien. Om alle de kampe, der bliver kæmpet og tabt for at skabe en bedre verden. Blodig historie Scenen er Europas blodige fortid i det 20. århundrede. Symbolikken er hentet fra det græske sagn om Jason, der med sine søhelte, argonauterne, drager ud for at skaffe det gyldne skind. Og hovedpersonen er en skizofren gammel mand, indlagt på et sindssygehus. Nej, lettilgængelig er ’I blinde’ ikke, medgiver Claudio Magris: »Den er lidt svær til at begynde med, ikke? Men jeg synes, at en forfatters forhold til sin læser er, som alle andre forhold i denne verden bør være – kærlighedsforhold, bekendtskaber, venskaber – nemlig ligeværdigt. Forfatteren skal ikke være en anstandsdame, som tage læseren i hånden og forklarer ham sit værk. Når historien er svær, må den fortælles svært uden falsk lethed. Selvfølgelig håber man som forfatter at blive forstået, ja accepteret – ligesom man gør i hvilket som helst møde mellem mennesker. Men man må være, som man er. Man skal ikke gøre sig dummere, end man er«. Og man skal kunne sin græske mytologi ... »Den er en vigtig del af vores kulturgrundlag, hvad var vi uden den?«. ’I blinde’ begynder i Trieste på et hospital for sindssyge, hvor en gammel mand, Salvatore Cippico, fortæller sin livshistorie til stedets overlæge på et bånd. Romanpersonen bygger på virkelighedens Salvatore Cippico fra Monfalco, italiensk kommunist, der med et par tusinde landsmænd skulle opbygge socialismen i Titos Jugoslavien, hvor de dog bliver ofre for partiets interne magtkampe og ender i Titos ’Gulag’ på den golde ø Goli Otok. Den danske fantast For at udholde sin skæbne har romanfiguren Salvatore skabt sig et alter ego, som han flygter over i, når minderne bliver for grusomme. Således hævder han at være en klon af en anden (historisk) person – den danske fantast Jorgen Jorgensen – der også forgæves kæmpede for en bedre verden. Sammen med de to sejler læseren gennem romanen fra Island i nord til Tasmanien i syd med centrale symboler fra den græske mytologi om bord. Jorgen Jorgensen – eller Jørgen Jürgensen som han stavede sig selv – var en historisk person født i København i slutningen af 1700-tallet. Hvordan fandt du frem til ham? »Uden Jorgen Jorgensen havde jeg ikke kunnet skrive bogen. Jeg var begyndt at skrive en lineær roman om Salvatore Cippico, men den fungerede ikke. Så en dag i Paris, hvor jeg var gået på ind på et marinebibliotek – jeg er meget fascineret af havet – faldt jeg over en bog om den danske flåde. Jeg læste den og fandt et kapitel om denne dansker, denne utrolige sømand, som grundlagde Hobart på Tasmanien og endte sit liv som straffefange i netop den by. Og som indimellem – i tre uger – var konge af Island! Jeg tog til København og læste alt om og af ham på Det Kongelige Bibliotek, og jeg tog til Tasmanien for at se farven på det hav, han så, og høre bølgerne, som han hørte dem. For at se de frygtelige klipper, som børnefangerne kastede sig ud fra, når de ikke kunne klare mere. Og som Melville sagde: »Virkeligheden er større end fiktionen« (’Moby-Dick’: »Reality outran apprehension«, red.). Jorgen Jorgensens liv var fantastisk«.

Hvorfor blande de to skæbner – en kontroversiel søhelt og en rabiat kommunist? »Jeg synes, det er vigtigt og fascinerende, at Jorgen Jorgensen nærmest opfandt sit liv som en anden Münchhausen. Det gjorde mig i stand til at blande hans historie med Salvatore Cippicos, som også havde et liv, der var ’for meget’... De er begge antihelte, kan man sige. Der er også fra min side en nostalgi over for store revolutionære skikkelser, som har kæmpet for en bedre menneskehed og ofret sig selv og deres kære«. Kærlighed til NordenDu researcher grundigt til dine bøger, det må koste tid og kræfter, men er altafgørende for troværdigheden? »Ja, det er meget vigtigt at have den korrekte baggrund. Når man så skriver, betyder det ikke så meget, om det og det skete på en mandag eller på en tirsdag. Men man ved, hvad der skete under hvilke forhold, og lærer sine personer at kende. Fra den platform kan man begynde sin fiktion. Siden 1988 har Salvatore Cippico været i mit hoved. Efter at have samlet en masse detaljer om ham og om Jorgen Jorgensen, som brikker til en mosaik, har jeg skrevet min historie«. Du slår mig som et meget europæisk menneske, hvor kommer din fascination af det nordiske fra – du taler indført om lyse nætter, nordlys, Nyhavn, Christiansborgs brand og om museet i Ringkøbing? »Min kærlighed til Norden er en gammel passion. Da jeg var 15 år, vandt jeg i skolen i Trieste en pris til en rejse. Og jeg valgte, at den skulle gå til Danmark og Sverige. Som lille havde jeg læst sagaerne. Oh, sagaerne! Edda og alle de andre. Senere lærte jeg Ibsen, I.P. Jacobsen og Bang at kende. Det nordiske tema – det nødvendige i at leve livet, selv om det er umuligt – giver fantastisk litteratur. Jeres melankoli er dyb både i landskabet og litteraturen. Også i Hamsun og Knud Rasmussen. Først ved at indse, hvor svært livet er, kan vi leve det, så det kommer lidt nærmere det, der er det ægte liv«. Håbet er det størstePå trods af tragedie og melankoli bevarer Salvatore/Jorgensen troen. På Gud, på mennesket, på livet. »Tak, fordi du kan se det. For jeg håber, at denne bog, der er en rejse gennem lidelse, også er en bog om udholdenhed og modstand. Alle ideologier og handlinger viser sig at være forkerte – ja, katastrofale – men håbet om, at man kan forbedre verden, består. Det ægte håb er håbet mod fortvivlelsen. Det håb, der gør, at man stadig kan forblive et menneske trods fornedrelse, tortur og lidelse. Håbet er livets største dyd, fordi det er så svært at tro på, at i morgen kan det hele blive bedre«. Troen på Gud er også vigtig i ’I blinde’. Hvilken rolle har kristendommen i det moderne Europa? »Man må skelne mellem adskillelsen af stat og kirke og kristendommen som tro og kultur. Sidstnævnte er vores fundament og burde – sammen med jødedommen på grund af Det Gamle Testamente – skrives ind i EU’s forfatning. Ligesom det ville være latterligt ikke at nævne den græske og latinske arv, når man skal nævne kulturel og spirituel kultur, hvorfor kan vi så ikke sige, at vi er kristne? Det er vores arv. Vi kan ikke være europæere uden de græske tragedier – og hvad ville vi være uden kristendommen og Johannesevangeliet?«. Salvatore ser kommunismen falde med Berlinmuren, og hans personlige rolle i kampen for arbejderklassen er en menneskelig fiasko. Hvad tænker du, når jeg siger kommunisme? »Jeg tænker: Utrolig vigtige spørgsmål, men næsten altid forkerte svar. Jeg tænker: Ironisk nok har kommunisterne vundet krigen, men tabt freden. Dog er der i alle de forfærdelige misforståelser et spor af storhed i forsøget på en løsning«. Vi famler i blindeCentralt i romanen løber myten om Jason og det gyldne skind. Som Salvatore og Jorgen er han eventyrer, antihelt og svigter den, han elsker (Medea). Hvad kan du sige om Jasons symbolske betydning i forhold til for eksempel kommunismen? »Jason er ikke helten, nej, han gemmer sig bag kvinder, som han oven i købet gør ondt. Derudover ser jeg også fortællingen om Jason som et billede på, hvordan vi mennesker famler rundt ’i blinde’. Og hvordan ulykkelige og blodige ting sker, fordi vi tager fejl eller ikke forudser, hvad der kan ske. Efter at have fejret deres venskab med dolionerne på vej til Kolchis sejler Jason og hans argonauter videre. Men i mørket og i blinde bliver de af strømmen ført tilbage til den bred, de lige har forladt, og er overbeviste om, at de er et nyt sted – kastet op på en fjendtlig kyst. Også øboerne tror, at de bliver overfaldet, mørkt som det er. Og de begynder at dræbe hinanden. Det sker også blandt revolutionære, i krige og i alle menneskelige forhold«. ’I blinde’ udkommer på flere sprog i disse måneder. Bagest i den danske udgave har oversætterne Hanne Jansen og Ole Jorn gjort rede for nogle af de sproglige valg, de har foretaget. Har ’I blinde’ været en svær bog at oversætte? »Jeg har stor respekt for litterære oversættere, det er et kreativt fag, og ofte har oversættere kunnet påpege noget over for mig. De ser en romans svagheder så vel som dens styrke. Denne bog er ikke kun min bog, det er i høj grad også Hanne og Oles. Jeg forsøger altid at hjælpe mine oversættere. For eksempel giver jeg dem kopier af de originale dokumenter, jeg har brugt. Og hvis jeg har brugt et citat af Proust, så giver jeg dem det på hans originalsprog også. De får mindst 40 sider kommentarer af mig, hvor jeg fortæller om mine kilder og overvejelser. Sådan begynder samarbejdet«.