0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mr. Midteuropa elsker nordisk melankoli

På et marinebibliotek i Paris fandt Claudio Magris beretningen om den danske eventyrer Jorgen Jorgensen, der var med til at grundlægge byen Hobart på Tasmanien og senere udråbte sig selv til konge af Island. Denne skæbne kloner Magris med sin hovedperson, kommunisten Salvatore Cippico. Det er der kommet en prisbelønnet og krævende roman ud af om mennesker, der kommer på tværs af historien.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Claudio Magris burde sidde ved et cafébord af marmor i Wien, Paris – eller i Trieste, hvor han bor – elegant, som han er, med en espresso og en avis på stang, og lade sit intellektuelle, sørgmodige blik hvile på omgivelserne.

I dag er kaffen på termokande, bordet stort nok til en hel konference, og neden for vinduet ligger Kultorvet åbent for blæsten. Men den italienske litterat, forfatter og kulturpersonlighed, som bærer tilnavnet ’Mr. Midteuropa’ efter sit store værk om Donau, elsker København, som han konsekvent kalder ’New Haven’.

I det hele taget har Danmark og Norden en stor plads i hans hjerte. Først og fremmest på grund af den melankoli, som han ser overalt i landskabet og læser ud af vores forfattere. Og som han nu selv har skrevet en roman fuld af – en tragisk, kompleks roman om mennesker, der kommer på tværs af historien. Om alle de kampe, der bliver kæmpet og tabt for at skabe en bedre verden.

Blodig historie
Scenen er Europas blodige fortid i det 20. århundrede. Symbolikken er hentet fra det græske sagn om Jason, der med sine søhelte, argonauterne, drager ud for at skaffe det gyldne skind. Og hovedpersonen er en skizofren gammel mand, indlagt på et sindssygehus. Nej, lettilgængelig er ’I blinde’ ikke, medgiver Claudio Magris:

»Den er lidt svær til at begynde med, ikke? Men jeg synes, at en forfatters forhold til sin læser er, som alle andre forhold i denne verden bør være – kærlighedsforhold, bekendtskaber, venskaber – nemlig ligeværdigt. Forfatteren skal ikke være en anstandsdame, som tage læseren i hånden og forklarer ham sit værk. Når historien er svær, må den fortælles svært uden falsk lethed. Selvfølgelig håber man som forfatter at blive forstået, ja accepteret – ligesom man gør i hvilket som helst møde mellem mennesker. Men man må være, som man er. Man skal ikke gøre sig dummere, end man er«.

Og man skal kunne sin græske mytologi ...

»Den er en vigtig del af vores kulturgrundlag, hvad var vi uden den?«.

’I blinde’ begynder i Trieste på et hospital for sindssyge, hvor en gammel mand, Salvatore Cippico, fortæller sin livshistorie til stedets overlæge på et bånd. Romanpersonen bygger på virkelighedens Salvatore Cippico fra Monfalco, italiensk kommunist, der med et par tusinde landsmænd skulle opbygge socialismen i Titos Jugoslavien, hvor de dog bliver ofre for partiets interne magtkampe og ender i Titos ’Gulag’ på den golde ø Goli Otok.

Den danske fantast
For at udholde sin skæbne har romanfiguren Salvatore skabt sig et alter ego, som han flygter over i, når minderne bliver for grusomme. Således hævder han at være en klon af en anden (historisk) person – den danske fantast Jorgen Jorgensen – der også forgæves kæmpede for en bedre verden. Sammen med de to sejler læseren gennem romanen fra Island i nord til Tasmanien i syd med centrale symboler fra den græske mytologi om bord.

Jorgen Jorgensen – eller Jørgen Jürgensen som han stavede sig selv – var en historisk person født i København i slutningen af 1700-tallet. Hvordan fandt du frem til ham?

»Uden Jorgen Jorgensen havde jeg ikke kunnet skrive bogen. Jeg var begyndt at skrive en lineær roman om Salvatore Cippico, men den fungerede ikke. Så en dag i Paris, hvor jeg var gået på ind på et marinebibliotek – jeg er meget fascineret af havet – faldt jeg over en bog om den danske flåde. Jeg læste den og fandt et kapitel om denne dansker, denne utrolige sømand, som grundlagde Hobart på Tasmanien og endte sit liv som straffefange i netop den by. Og som indimellem – i tre uger – var konge af Island! Jeg tog til København og læste alt om og af ham på Det Kongelige Bibliotek, og jeg tog til Tasmanien for at se farven på det hav, han så, og høre bølgerne, som han hørte dem. For at se de frygtelige klipper, som børnefangerne kastede sig ud fra, når de ikke kunne klare mere. Og som Melville sagde: »Virkeligheden er større end fiktionen« (’Moby-Dick’: »Reality outran apprehension«, red.). Jorgen Jorgensens liv var fantastisk«.

Hvorfor blande de to skæbner – en kontroversiel søhelt og en rabiat kommunist?

»Jeg synes, det er vigtigt og fascinerende, at Jor