Erkendelse. De overdækkede  passager kan ses som et billede på vor tids forsøg på at tæmme naturen, lukke den inde, lægge et jernkorset om verden, betvinge den. Her Choiseul-passagen fra Paris’ andet arrondissement.  Foto: Roger-Viollet/Polfoto

Erkendelse. De overdækkede passager kan ses som et billede på vor tids forsøg på at tæmme naturen, lukke den inde, lægge et jernkorset om verden, betvinge den. Her Choiseul-passagen fra Paris’ andet arrondissement. Foto: Roger-Viollet/Polfoto

Bøger

Bruset fra historiens engel

Monumental og enestående flot oversættelse af Walter Benjamins ’Passageværket’, et af det 20. århundredes mest pragtfulde ruiner. Det er en rejse til historiens indre.

Bøger

Walter Benjamins ’Passageværket’ er et værk på samme måde, som man på tysk kan tale om ’Schuhwerk’, altså skotøj.

Det skal gås til, pudses i ny og næ og slides op, til siderne falder fra hinanden. Det skal ikke op på prydhylden.

Nu er så disse mere end ét tusind sider ved et fuldkomment mirakel oversat til dansk, en begivenhed af samme størrelsesorden som den nye Proust-oversættelse eller en klassisk oversættelse af Shakespeare.

Det er en begivenhed, som vi kan takke den sublime oversætter, fortolker og vejviser Henning Goldbæk for, og som han burde belønnes med Akademiets store pris for. Tak er også kun et fattigt ord til det modige Politisk Revys Forlag og Kunstrådets Litteraturudvalg, der har støttet udgivelsen.

For nu er det muligt for alle og enhver at læse en af det 20. århundredes mest interessante intellektuelle frembringelser. Man har villet gøre værket til noget fuldendt, men det er akkurat lige så ufuldendt som Pascals ’Tanker’. Det skal se sådan ud. »Var det endelige skibbrud sikkert, så lykkedes alt for ham undervejs som i en drøm«, skrev Benjamin om Kafka, og det passer også på ham selv.

Billedbog uden billeder
Benjamin begyndte på sit Passage-arbejde, som det vel snarere burde hedde, allerede i 1927, og han fik lagt kølen i sit eksil i Frankrig i årene op til sin selvvalgte død i 1940, da han omsider opgav at flygte fra nazisterne.

Han sad på Bibliothèque Nationale i Paris og pløjede sig for vores skyld igennem bjerge af litteratur om Paris i 1900-tallets første halvdel. Mens han sad der, skrev han: »Det malede løv i loftet af Bibliothèque Nationale. Når der blades nede, bruser det ovenover«.

I hans Passageværk løfter og bærer dette vældige brus os gennem et tæt vildnis med mangt et fristende pandekagehus. Værket består af tusinder af små notater, læsefrugter, Benjamin har hentet i den overflod af bøger, der handler om Paris, storbyen og jernkonstruktioner. Det er næsten med hans egne ord en billedbog uden billeder, og sådan kan den også læses af den, der ikke er skolet i hans tankegang: bare som et overflødighedshorn af skarpe iagttagelser, udvalgt af en sublim læser. Der er intet at være bange for.

Her møder du citater som disse:

»Hans knogler brugte mere tid til at rådne op, end hans navn behøvede for at blegne i folks bevidsthed« eller »De gispende hovedstæder åbnede sig for kameraet« eller »Der eksisterer kun gode reklamer for det overfladiske, for industrien eller for revolutionen« eller »Kirken … dette apotek, hvor ingen har ret til sove« eller »I 1839 var det elegant at have en skildpadde med sig, når man promenerede« eller »På nadverdage er søstrene i hospicet i Tour utilnærmelige, grusomme. De har spist Gud«.

Mennesket er ubundet
Det store værk er en slags harddisk til Benjamins øvrige skrifter, hvoraf de fleste er lige så ’uafsluttede’ som ’Passageværket’. De svæver som drabanter omkring denne megasol og øser af dets iagttagelser.

Værket er blevet til i en voldsom dialog mellem tre af hans venner, Benjamins jødiske samtalepartner Gershom Scholem, digteren Bertolt Brecht og hans ven og kassemester, sociologen Theodor W. Adorno. Sidstnævnte søgte at holde Benjamin fri fra de to andres indflydelse, der trak i henholdsvis religiøs og marxistisk retning. Adorno ville give den vilde benjaminske tanke fri flugt.

Det lykkedes, og det giver værket karakter af en flydende lavamasse, der skifter position undervejs. Begreberne forskubber sig lidt i forhold til hinanden. Benjamin så det selv og sammenlignede sit arbejde med atomspaltningen: Hans projekt er at frigøre historiens uhyre kræfter fra det klæge stræk af begivenheder, vi kalder historien.

Når bomben sprænges, lyser en fortidig tanke op som et lynglimt og i et billede, og siden kommer så formuleringen af det, man så, som en langthenrullende torden.

Passagearbejdet er en blotlæggelse af Benjamins radikale historiesyn, som han kaldte materialistisk, ikke at forveksle med marxismens historiske materialisme, som han anså for vulgær. Benjamins materialisme bestod i at fastholde et billede af fortiden, der kan berige vores årvågenhed i dag og vise os, at alternativer findes. Mennesket er ubundet.

Historiens engel
Man kan anlægge mange synsvinkler på bogens tema, de parisiske passager i 1800-tallets begyndelse. I dem sprang asfaltkilderne. De var overgangspassager til den moderne verden, de var de første magasiner, hvor varerne antog, hvad Marx hånende betegnede som ’fetich-karakter’, fordi han måtte sande, at verden fra nu af var ustyrlig. De enkelte mennesker bestemmer nu selv tingenes værdi.

Men de overdækkede passager er også vor tids forsøg på at tæmme naturen, lukke den inde, lægge et jernkorset om verden, måle den op, betvinge den. Og hundrede år senere, på Benjamins tid, bliver deres ruiner huler for det skrammel, det såkaldte fremskridt efterlader sig.

Udviklingen og fremskridtet findes ikke, historisk set, det er en politisk illusion. Benjamin ser det som sin opgave at bryde historiens kontinuum, at aktualisere det enestående, der engang er sket, og pålægge os et ansvar for at iagttage og skabe.

»Det evige er snarere en fold i tøjet end en idé«, siger han og sætter altså blikket, det materialistiske, over teori og ideologi. Hos Benjamin helliger målet ikke midlerne. Som ’historiens engel’ ser han ikke frem, men tilbage. Hans aktualitet, hans ’nutid’, er et krav om skaberkraft.

Hvilke øjne
Kunstens, erkendelsens og tankens verden kan ikke som teknikken forbedre sig bestandigt. Den skabende tanke er en stilstand, der bryder historiens forløb og tvang.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi kommer ikke uden om, at Benjamin hermed udfordrer sin tids marxisme med forestillinger, der for ham var religiøse, og det demonstrerer ’Passageværket’ også: »Universalhistoriens ægte begreb er messiansk«, skriver han.

Det afgørende sted i værket lyder således: »Min tænkning forholder sig til teologien som trækpapir til blæk. Den er helt gennemvædet af den. Men stod det til trækpapiret, så blev der ikke noget tilovers af det, der er skrevet«.

Derfor skrev han ’Passageværket’, som han gjorde: Kun sjældent satte han selv pennen til trækpapiret.

I stedet giver han os det, han så med sine egne øjne. Og hvilke øjne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce