0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bruset fra historiens engel

Monumental og enestående flot oversættelse af Walter Benjamins ’Passageværket’, et af det 20. århundredes mest pragtfulde ruiner. Det er en rejse til historiens indre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Walter Benjamins ’Passageværket’ er et værk på samme måde, som man på tysk kan tale om ’Schuhwerk’, altså skotøj.

Det skal gås til, pudses i ny og næ og slides op, til siderne falder fra hinanden. Det skal ikke op på prydhylden.

Nu er så disse mere end ét tusind sider ved et fuldkomment mirakel oversat til dansk, en begivenhed af samme størrelsesorden som den nye Proust-oversættelse eller en klassisk oversættelse af Shakespeare.

Det er en begivenhed, som vi kan takke den sublime oversætter, fortolker og vejviser Henning Goldbæk for, og som han burde belønnes med Akademiets store pris for. Tak er også kun et fattigt ord til det modige Politisk Revys Forlag og Kunstrådets Litteraturudvalg, der har støttet udgivelsen.

For nu er det muligt for alle og enhver at læse en af det 20. århundredes mest interessante intellektuelle frembringelser. Man har villet gøre værket til noget fuldendt, men det er akkurat lige så ufuldendt som Pascals ’Tanker’. Det skal se sådan ud. »Var det endelige skibbrud sikkert, så lykkedes alt for ham undervejs som i en drøm«, skrev Benjamin om Kafka, og det passer også på ham selv.

Billedbog uden billeder
Benjamin begyndte på sit Passage-arbejde, som det vel snarere burde hedde, allerede i 1927, og han fik lagt kølen i sit eksil i Frankrig i årene op til sin selvvalgte død i 1940, da han omsider opgav at flygte fra nazisterne.

Han sad på Bibliothèque Nationale i Paris og pløjede sig for vores skyld igennem bjerge af litteratur om Paris i 1900-tallets første halvdel. Mens han sad der, skrev han: »Det malede løv i loftet af Bibliothèque Nationale. Når der blades nede, bruser det ovenover«.

I hans Passageværk løfter og bærer dette vældige brus os gennem et tæt vildnis med mangt et fristende pandekagehus. Værket består af tusinder af små notater, læsefrugter, Benjamin har hentet i den overflod af bøger, der handler om Paris, storbyen og jernkonstruktioner. Det er næsten med hans egne ord en billedbog uden billeder, og sådan kan den også læses af den, der ikke er skolet i hans tankegang: bare som et overflødighedshorn af skarpe iagttagelser, udvalgt af en sublim læser. Der er intet at være bange for.

Her møder du citater som disse:

»Hans knogler brugte mere tid til at rådne op, end hans navn behøvede for at blegne i folks bevidsthed« eller »De gispende hovedstæder åbnede sig for kameraet« eller »Der eksisterer kun gode reklamer for det overfladiske, for industrien eller for revolutionen« eller »Kirken … dette apotek, hvor ingen har ret til sove« eller »I 1839 var det elegant at have en skildpadde med sig, når man promenerede« eller »På nadverdage er søstrene i hospicet i Tour utilnærmelige, grusomme. De har spist Gud«.

Mennesket er ubundet
Det store værk er en slags harddisk til Benjamins øvrige skrifter, hvoraf de fleste er lige så ’uafsluttede’ som ’Passageværket’. De svæver som drabanter omkring denne megasol og øser af dets iagttagelser.

Værket er blevet til i en voldsom dialog mellem tre af hans venner, Benjamins jødiske samtalepartner Gershom Scholem, digteren Bertolt Brecht og hans ven og kassemester, sociologen Theodor W. Adorno. Sidstnævnte søgte at holde Benjamin fri fra de to andres indflydelse, der trak i henholdsvis religiøs og marxistisk retning. Adorno ville give den vilde benjaminske tanke fri flugt.

Det lykkedes, og det giver værket karakter af en flydende lavamasse, der skifter position undervejs. Begreberne forskubber sig lidt i forhold til hinanden. Benjamin så det selv og sammenlignede sit arbejde med atomspaltningen: Hans projekt er at frigøre historiens uhyre kræfter fra det klæge stræk af begivenheder, vi kalder historien.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce