Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Krigsbevidsthed. Nazismen og depressionen prægede hele Benjamins liv. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen. Klik på billedet for fuld størrelse.

Krigsbevidsthed. Nazismen og depressionen prægede hele Benjamins liv. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen. Klik på billedet for fuld størrelse.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Historien om Walter Benjamin: Hans liv var farvet af depressionen

Velkommen dansk oversættelse minder os om det evigt unge i den store tænkers værk.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For en måneds tid siden ventede jeg på et forsinket aftenfly i lufthavnen i Zürich. Lufthavne er enerverende. Trusselsniveauet er fortsat højt, som det hedder. Man ved aldrig, om hastværket ender i en brat død.

Så toner Cameron Diaz’ bedrøvede ansigt uventet frem på en fladskærm. Hun reklamerer for Swiss TAG Heuer Watches. I sin venstre hånd holder hun et af firmaets guldure frem for vores blik. Hun smiler sørgmodigt, har sorte rande om øjnene og er iført en kjole, der er så hvid som et ligklæde.

Ingen pragt overgår stjernernes. Men selv deres overjordiske glans blegner og forgår. Sammen med timeglasset og kraniet er uret den afmålte tids fortærskede sindbillede. End ikke silikone og Botox kan standse naturens nådesløse gang. Bonjour tristesse.

Tysklands sørgespil Om allegorier som den, Swiss TAG Heuer Watches ufrivilligt stiller til skue, har Walter Benjamin, den berømte tyske filosof og kritiker, skrevet en mættet bog. Det er Benjamins lære i dens første samlede udkast. Efter bare 89 års ventetid foreligger ’Det tyske sørgespils oprindelse’ nu i en grundig dansk oversættelse ved Sofie Kluge.

Vi taler om en bedrift. Selv på tysk får Benjamins disputats sprænglærde universitetsprofessorer til at fortvivle. Således også i 1925, da hele to af slagsen ikke ville antage den. I dag er den pligtstof på alverdens humanistiske fakulteter. Stadig uudgrundelig og egnet til tolkninger uden ende.

Men heldet er med dem, der vil vide mere. For samtidig med Kluges oversættelse udkommer de to amerikanske forskere Howard Eiland og Michael W. Jennings’ 750-siders tættrykte levnedsskildring af den uopslidelige, evigt unge Walter Benjamin. De følger den gådefulde tyske tænkers liv fra hans barndom i Berlin op til århundredeskiftet i 1900 og frem til hans død for egen hånd, 48 år, på flugt fra den nazistiske besættelsesmagt i Frankrig i 1940.

På overfladen handler Benjamins skrift om for længst glemte tragedier, som man i 1600-tallets barok plagede det tyske publikum med. Det chok, der bragte dem til live igen i 1925, var ikke Trediveårskrigen, sørgespillenes historiske baggrund. Det var Første Verdenskrig, Benjamins barbariske samtid. Den krig lagde illusioner, menneskeskæbner, imperier, traditioner og kulturer i grus og aske.

Kanonernes torden er aldrig fjern. Ganske vist var den unge Benjamin selv sluppet til Schweiz, inden man kunne indkalde ham. Men hans yngre bror, den senere læge og partitro kommunist Georg Benjamin, gjorde hele krigen med ved fronten. Titlens tyske sørgespil er også Tysklands sørgespil. Dets ende kom hverken Benjamin eller hans bror til at opleve.

Kludesamleren
En ulykke kan blive så stor, at den får karakter af skæbne. En sådan katastrofe var Første Verdenskrig. Tiden blev nulstillet på den allegoriske urskive. »Erfaringen er faldet i kurs og det i en generation, der fra 1914 til 1918 gjorde en af de mest uhyrlige erfaringer i verdenshistorien«, skriver Benjamin i 1932.

Fra dette nulpunkt må vi lære verden at kende på ny. Det sker på afgrundens rand: »Alt moralsk er bundet til livet i dets drastiske forstand, nemlig dér, hvor det tager bo i døden som farens åsted slet og ret«, skriver han i disputatsen. I dag ville man kalde denne moralske kraft »svimmelhedens styrke«.

Benjamin så kun ét forsvar, hvis vi skulle vriste os fri af den falske forestilling, at her var højere kræfter på spil end vores egne. Mennesket har skaffet sig sproget og dets tegn i sin kamp med natur og skæbne. Filosofisk og religiøs erkendelse er kun tilgængelig for os i sproget og dets billeder. Et af dem er netop allegorien. Som de lignelser, de er, kan allegorier blive vigtige trædesten.

For Benjamin, der var af jødisk afstamning, er skriften i sin oprindelse en åbenbaring. Men i Benjamins paradoksale tankeverden er oprindelsen i høj grad også målet. Det sande skal graves ud af ruindyngerne og sættes ind i nye oplysende konstellationer.

Det gamle må dekonstrueres, som det hedder på universitetssprog, før det kan indgå i en ny montage, et kunstnerisk udtryk, som Benjamin hentede fra filmen. Ethvert symbolsk udtryk, det være sig sprog, billeder eller musik, er rester, vragstykker, af noget, som engang har haft kultisk betydning. De var religiøse udtryk, og som sådan skal vi redde kerner af uforgængelig sandhed ud af glemmebogen. Det er Benjamins befrielsesteologi.

Hans vanskæbne var, at hans blomstringstid faldt i depressionens 1920’ere og nationalsocialismens 1930’ere. Han var dømt til at blive intellektuel klunser som den, han med selvdestruktiv fryd beskriver i en anmeldelse fra 1930:

»En kludesamler i det tidlige morgengry, som stikker talepjalter og sproglapper op på sin stok for mumlende og trodsigt, en smule fordrukkent, at smide dem i sin trækvogn, ikke uden af og til hånligt at lade en eller to af disse afblegede bomuldsstykker, ’menneskehed’, ’inderlighed’, ’fordybelse’, flagre for morgenvinden«.

En farlig forelskelse
Om denne tilværelse på eksistensens og afgrundens rand, først i Tyskland, siden mest i Frankrig, kan man læse alle detaljer i Eiland og Jennings’ store gennemgang af Benjamins kamp (’Walter Benjamin. A Critical Life’) for at holde sit åndedræt i bevægelse. Det er rædselsfuldt.

Benjamin måtte gå tiggergang hos sine forældre, hos forlæggere og redaktører for at få midler og plads til en tankeverden, der udvidede sig med universets hastighed. Han havde sat sig til rette som en lus mellem to negle.

På den ene side havde han den jødisk-religiøse verden, som hans nærmeste ven, Gershom Scholem, den senere israelske kabbala-forsker, fristede ham med. På den anden side kommunismen, dels i broderen Georgs militante udgave, dels i digtervennen Bertolt Brechts firkantede version. Benjamin tilbragte flere somre i 1930’ernes slutning sammen med Brecht i Svendborg.

Mægler mellem ekstremerne var Institut for Socialforskning, Benjamins primære indtægtskilde. Det blev i hans sidste leveår drevet i eksil i New York af Max Horkheimer og Benjamins ven og elev Theodor Wiesegrund Adorno. De placerede deres kritiske teori milevidt fra Brechts set med instituttets øjne »vulgære marxisme«.

Kabalen kunne måske være gået op alligevel, hvis ikke Benjamin havde ødelagt sit ægteskab med den tapre og trofaste Dora Kellner Pollak godt og grundigt ved en håbløs forelskelse i en Moskva-tro kommunist, Asja Lacis, som han traf på Capri i 1924.

Et af den amerikanske mammutbiografis menneskelige højdepunkter er gengivelsen af et fortvivlet brev, Dora sendte Gershom Scholem i Jerusalem. Her skildrer hun, i oprigtig kærlighed og venskab, de yderligheder, Lacis drev hendes alt for svage mand til.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det siger en del om Asja Lacis’ forstenede partitro, at hun i sine erindringer i 1971 med stolthed noterer: »Jeg kan rolig sige, at Walter Benjamin ikke rejste til Palæstina. Det opnåede jeg«. Hendes triumf kostede Benjamin livet. Men det blev den åbenbart ikke mindre af.

Kunstværkets aura
Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933, måtte Benjamin flygte over hals og hoved. Han tog fast ophold i Frankrig. Efterhånden var fransk kultur, bl.a. gennem oversættelser af digterne Baudelaire og Proust, blevet ham lige så fortrolig som den tyske, han var rundet af.

Engelsk kunne han derimod ikke, så han var på godt og ondt bundet til Frankrig. Begge dele kan have medvirket til, at Benjamin afslog Doras tilbud om at dele eksil med hende og sønnen Stefan i London og tøvede for længe med at tage springet til New York, hvor hans sikreste arbejdsgiver havde indrettet sig.

For Horkheimer og Adornos institut forfattede eller planlagde Benjamin i 1930’erne to værker, der senere har slået hans verdensberømmelse fast. Begge foreligger i dansk oversættelse.

I 1936 udgav instituttet en fransk version af ’Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder’. Det er her, det lettere mystiske begreb ’aura’ diskuteres. Aura betegner et originalt kunstværks kultiske status. Den ophæves, når værket reproduceres teknisk og mister sin oprindelige magt – akkurat som ophavsretten i dag går endeligt tabt i det digitale univers.

Grundbetydningen af det græske ord ’aura’ er ’åndedrag’, ’livsluft’; ord, der allerede emmer af magi. Og som sådan indfører han begrebet allerede i disputatsen. Benjamin vil her med et billede vise, hvordan vi henter det originale frem af de lag, tiden har begravet det under, omtrent som en forvitret og overgroet græsk bronzestatue, der efter århundreder reddes op fra havbunden.

»Sejt begynder tænkningen bestandigt forfra, møjsommeligt går den tilbage til sagen selv. Dette uafladelige åndedrag er fordybelsens egentlige tilstandsform«, skriver han.

Passageværket

Fordybelsens allegori er den bevingede Melankolia, som vi kender fra Albrecht Dürers berømte stik fra 1514. Eller fra Benjamins elskede Klee-tegning, ’Angelus Novus’, fra 1920. Swiss TAG Heuer Watches’ version med Cameron Diaz når desværre ikke helt dette niveau.

Det, der skulle have været summen af hans tænkning, det vældige ’Passageværk’ om Paris’ glas- og jernoverdækkede indkøbspassager, forblev et fragment af udklip og metodiske kommentarer.

Efter Tysklands besættelse af Frankrig i maj 1940 nåede Benjamin som flygtning frem til den fransk-spanske grænse. De mange konvolutter med tekst og udklip havde en ven gemt på Nationalbiblioteket i Paris.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sammen med en gruppe andre mennesker på flugt krydsede Benjamin Pyrenæerne og kom frelst til den spanske by Port-Bou. Men her truede politiet, måske for at opnå bestikkelse, den lille flok med hjemsendelse til Frankrig og den visse død. Benjamin, der i mere end ti år havde gået i selvmordstanker, tog en overdosis morfin og døde 26. september 1940. De øvrige fik fri rejse gennem Spanien.

Biografien er en milepæl. Sammen med franskmanden Jean-Michel Palmiers endnu mere omfattende værkgennemgang har vi nu to store indførelser i et filosofisk og kritisk forfatterskab, der på sin egen måde er lige så rig på udfordringer som Franz Kafkas litterære.

Så må vi leve med, at de to amerikanske forfattere ikke altid kan enes. F.eks. får vi to årstal for, hvornår søsteren Dora døde (svaret er: 1946 i Schweiz), og et sted dør broderen Georg i KZ Sachsenhausen, et andet i KZ Mauthausen. Det var det sidste sted, og han »omkom« ikke, som de to skriver. Han blev brændt ihjel, da hans bødler jog ham ind i lejrens elektriske hegn.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden