Da Walter Benjamin tog sit eget liv på grænsen mellem Frankrig og Spanien 27. september 1940, var han kun kendt af en snæver kreds.

I dag er hans grav på den spanske kirkegård i Port Bou et valfartssted. Hans berømmelse vil ingen ende tage, og mange anser ham for en af det 20. århundredes største og mest gådefulde kritikere. I den forstand er hans liv blevet et spejlbillede af hans død. Som jøde måtte Benjamin flygte fra Nazityskland i 1933 og senere fra Frankrig, da tyskerne besatte landet i 1940. Han fik visum til USA og klatrede i september 1940 med en lille gruppe flygtninge over Pyrenæerne til den spanske grænseby Port Bou, hvor bommen gik ned. Benjamin gav op. Om aftenen 26. september indtog han en stor mængde morfin, og døende ringede han næste morgen til en af de andre flygtninge, fru Gurland, og bad hende komme. Hans død blev arrangeret som en hjerneblødning, ikke et selvmord. Fru Gurland købte 28. september et gravsted til ham for fem år på den lokale katolske kirkegård. Hans trækiste blev indsat i et af de små gravmæler, der var hugget ind i klippen. Nogle måneder senere lykkedes det Benjamins ven Hannah Arendt at slippe over grænsen. Hun og hendes mand besøgte kirkegården, der ligger på en skrænt ned mod Middelhavet. De fandt den ikke. Intetsteds stod hans navn, fortæller hun i et brev til Benjamins litterære eksekutor Gershom Sholem i Jerusalem. Men gravpladsen »er langt det mest fantastiske og skønne sted, jeg har set i mit liv«, slutter Arendt sit brev. Døden hyllet i hemmelighed Mange år senere, i 1975, slutter Sholem sine erindringer om Benjamin med at fortælle om nogle fotografier, man siden har vist ham af Benjamins gravmæle. Det er et falsum, lavet for at graverne kunne lokke drikkepenge af turisterne, fastslår Sholem: »Vist er stedet smukt; graven er uægte«. Den amerikanske antropolog Michael Taussig undersøger sagen nøjere i sin nye bog, der har navn efter det indledende essay ’Walter Benjamins grav’. Taussig, der er født samme år, som Benjamin døde, har dette forår forsket ved Det Amerikanske Akademi i Berlin. Hans familie stammer fra Prag, men måtte ligesom Benjamin flygte fra Hitlers besættelsestropper. I dag er han professor ved Columbia University i New York. I sit essay spørger Taussig, hvem man egentlig skal bebrejde den falske grav i Port Bou: kirkegårdsgraverne eller de besøgende, der ikke aner, hvilken kultur de her står over for? For der er intet mystisk ved det falske gravmæle og den forsvundne grav. Det fremgår af alle dokumenter i forbindelse med Benjamins død, at han for at få en grav lod fru Gurland ’kristne’ hans navn til Benjamin Walter. Det er også det navn, der stod på den grav, hun købte til ham på den katolske kirkegård. Da lejen efter fem år var udløbet, er hans jordiske rester, som skik er på stedet, lagt over i en fosa común, altså en fællesgrav. »Når vi tænker nøjere efter, hvorfor skal vi så tro, at nogen grav rummer, hvad den antages at gøre?«, skriver Taussig. »En af de vigtigste begivenheder i livet, nemlig døden, er så hyllet i hemmelighed og frygt, at de fleste af os aldrig ville vove at undersøge det«. Magiske ritualer »Da jeg skrev dette essay, var det vigtigt for mig at vende Benjamin om og bruge ham på ham selv og hans bortgang«, siger Taussig, da vi mødes på en solbeskinnet og fredelig plads foran Deutsches Theater i Berlin. »Det meste af, hvad der skrives om Benjamin, er endnu et forsøg på at fortolke hans forfatterskab. Der er geniale fortolkninger, nogle ubegribeligt indsigtsfulde, men de kan også være trættende. Der er tusindvis af den slags bøger nu. Jeg har altid opfattet mig selv som en, der bruger Benjamins ideer på den tredje verden eller situationer i det virkelige liv. På den måde forstår jeg hans tanker bedre, for de er notorisk vanskelige. Jeg tror, jeg kan berige dem ved at anvende dem på situationer, han aldrig overvejede eller havde tænkt på«. »F.eks. har en stor del af hans værk en mystisk eller religiøs eller magisk side. Der er en blanding af mystik og fornuft i hans måde at se tingene på. Jeg har længe været optaget af ritualer omkring magi og healing, især i Colombia i Latinamerika. Jeg har så arbejdet mig tilbage fra dette udgangspunkt til en måde at anskue Benjamin på og berige hans tankeverden ud fra den viden, man får, når man studerer magiske ritualer«. »I mit essay om hans død ville jeg skrive, hvordan en benjaminsk forståelse af hans egen død ville se ud. Det gælder alle de tilfældige omstændigheder omkring hans grav, misforståelserne og hele den polemik, der er opstået. Det er ikke tænkt som en beskrivelse af hans død, dem er der adskillige af. Port Bou er en ikon, en legende. Essayet er et forsøg på at arbejde sig gennem, hvad han selv skriver om døden, og bruge det på hans egen død«. Marxister som troende Ligesom Arendt opfatter Taussig Benjamins sidste hvilested, gravpladsen, bjergene og havet som en verdslig åbenbaring. Her tuder vinden. Den israelske kunstner Dani Karavan har uden for kirkegården opstillet en skulptur i form af en trappe, den besøgende kan gå ind i og se ned på havet eller op i himlen i hver sin ende. »Kirkegården er mystisk i en kristen forstand med et lille kapel øverst oppe og trapper, der går opad, så det ser ud, som om man går op i himlen. Det bidrager havet nedenunder også til. Dani Karavan bruger snarere naturlige elementer, havet og himlen og den snævre trappe, der er dunkel på grund af det mørke jern på begge sider. Hans skulptur har den samme struktur som kirkegården ved siden af. Men med Benjamins ord bruger han en »profan illumination«, altså en verdslig åbenbaring, mens der på kirkegården er tale om en religiøs illumination«. I sine allersidste historiefilosofiske teser, som han skrev kort før sin død, taler han ofte om Messias. Hvad kan Benjamin have ment med det ord? »Jeg har altid opfattet det, som om han beskriver en myte. Jeg tror ikke, at han et eneste øjeblik tror bogstaveligt på det. Han viser også marxisterne, at de tror på noget lignende, de sætter det bare på en slags verdsligt sprog. Men hvis man ryster deres teorier lidt, ser man, hvor let de kan oversættes til teologi. Hvis vi ser på DDR eller Sovjetunionen, kan man også betragte dem som en kirke, de har også deres guder og ånder«. Vinden som monument »Han fortæller læsere af revolutionære tekster og tanker: I tror, at det er oplysning, men rent faktisk er Gud eller Messias på spil. Den tyske filosof Hegel erstatter Gud med fornuften. Men er det muligt? Mange doktriner om Gud tilpasser sig fornuften. De er ikke nødvendigvis i vild opposition, eller overhovedet i opposition til fornuften. Så den eneste måde, hvorpå jeg kan læse disse tekster, er, at han fortæller en ’som om’-historie. Han foregiver noget for at gøre budskabet klart«. »Men Benjamin siger ikke: Lad os antage eller foregive. Han taler med stor tillid om muligheden af Messias. Det er mig, der siger, at det skal forstås i overført betydning. Jeg ville være forsigtig med at opfatte det bogstaveligt. Det ville være at gå imod, hvad Benjamin virkelig ønsker at gøre. Man skubber ham for langt over i den religiøse lejr, og det var, hvad Sholem ønskede«. »Benjamin søgte med sit magisk-religiøse instinkt efter det, han kaldte en verdslig åbenbaring. Han havde en religiøs vinkel på det, men han holdt også Gud, ånden og magien i armslængde fra sig. Han leder efter en verdslig illumination, en oplysning, der lyder mystisk, men som kommer til syne gennem materielt liv«. Kan vi kalde den vind, der forår og efterår hyler over gravpladsen her ved foden af Pyrenæerne og gør folk tossede, altså la transmontana, for et sådant monument, spørger Taussig i sit essay. Og så citerer han som eksempel på, hvad vi her taler om, nogle linjer om en fisker, Benjamin mødte på Ibiza i 1932: »Og når han i dag tænder sin cigaret, bruger han flint og lunte som alle andre. »I en båd«, siger han, »er det den bedste måde. Vinden blæser tændstikker ud, men jo stærkere vinden blæser, jo mere gløder lunten«.