Århus er mindreværdskomplekser og storhedsvanvid på én gang, når københavnske kunstnere afvises, hvis de nærmer sig byens bedste plads med en skulptur. Århus er en lille, jysk å, der hypes, som var den Seinen selv. Og Århus er et enormt stort kunstmuseum uden penge til enormt meget kunst. Men Århus er også et af landets ældste bykvarterer med ’byens absolutte midtpunkt’, domkirken. Århus er afslappet stemning, hvor man tager det ’lidt gelinde’ i forhold til andre større byer. Og Århus er for eksempel også en café, der ikke må tage kunstnernavnet Jorn og derefter pragmatisk indretter sig med navnet ’Café Jorden’ – for på århusiansk lyder det ens. Med bogen i hånden Digteren og århusianeren Peter Laugesen har skrevet en kærlighedserklæring på godt og ondt og med skarpsleben kant til den by, han er om ikke født i, så i hvert fald blevet voksen i. Sammen med kunstfotografen Poul Ib Henriksen har han vandret Århus tynd fra de ’gamle skove’ til de nye indvandrerkvarterer. Derpå har han sat sig hjem for at tampe i den gamle hånd-Olivetti, mens Poul Ib Henriksen har kælet for billederne. Det er der kommet en guide ud af. Måske. For Peter Laugesen ved ikke helt selv, om bogen ’Århus’ er endt med at blive en guide. »Den oprindelige idé om at lave en Århus-guide har vi både droppet og ikke droppet«, siger han med reference til, at man på den ene side som læser får flere personlige refleksioner og fortolkninger, end man får rejsetips – og på den anden side alligevel med bogen i hånden kan gå på byvandring, i hvert fald i udvalgte kvarterer.
Digteren inviterer på en rejse til sin erklærede yndlingsbygning, domkirken, »der ikke er overgået andre steder i byen« – og til den mest oversete baggård, hvor en riflet gummimåtte fra et længst hensvundet årti stadig ligger og byder velkommen til ’Kunst Galleriet’. At galleriet for naturalistisk kunst, som Peter Laugesen engang kom i, for længst har lukket og slukket og nu er blevet erstattet af moderne designvirksomheder, er bare endnu en metafor på Århus i dag, vurderer han. Storhed og mindreværd Egentlig er han fra landet, 65-årige Peter Laugesen. I hvert fald ikke bare fra provinsbyen Odder syd for Århus, men helt ude fra ’udkanten af Odder’. »Mine referencer er landlige«, som Peter Laugesen siger, »var jeg vokset op i byen, ville jeg have haft nogle helt andre inspirationer«. Og måske kræver det den udefrakommendes klarsyn at blotlægge det Århus, digteren ser. Et Århus, der bærer præg af både storhedsvanvid og mindreværdsfølelser – som så mange andre 2’er-byer i verden gør det. Med på én gang en lille distance og et kærligt skuldertræk gnægger digteren for eksempel over en by, der får tilbudt et kunstværk – alt betalt – af en hæderkronet kunstner til placering på byens fremmeste plads foran domkirken. Men som indkalder til stor- og protestmøde og takker nej ved tanken om, at der nu skal tromles noget københavnsk ind over. Det er Århus-historien om Hein Heinsens skulptur på Store Torv, Peter Laugesen genfortæller.
