Hvad er nu ’jødiske elementer i dansk litteratur’ for en fisk? Er det jøder, der skriver? Jøder der skrives om? Jødiske temaer – eller temaer om det jødiske? I afdøde professor Mogens Brøndsteds (1918-2006) efterladte antologi er det snart sagt hele molevitten. Brøndsted foretager selv en litteraturhistorisk rejse gennem jødiske temaer i dansk litteratur med udgangspunkt i legenderne om Ahasverus og den såkaldt evigt vandrende jøde. Bagefter får en række flot udvalgte tekster fra slutningen af 1700-tallet til i dag lov at tale for sig selv, og det gør de om begreber som identitetsproblemer, tro, fædrelandsfølelse, racisme, set fra såvel jødisk som ikke-jødisk hold. Højspændte tekststykker Det er kun fire hundrede år siden, at Christian IV åbnede for, at jøder kunne slå sig ned i Danmark. Det er kun to hundrede år siden, at jøder derefter fik formel borgerlig ligeret her i landet (1814). Så liberalt var Norge først i 1851. Men både før og efter ligestillingen havde kendte og ukendte litterater kredset omkring jøders vilkår her i landet.

Brøndsted har samlet en lang række højspændte tekststykker fra Jens Baggesens ’Jødegaden’ (1792) over H.C. Andersens ’Jødepigen’, Henri Nathansens ’Sangen om Babylon’ til Janina Katz’ ’Afpresning’, Iboja Wandall-Holm ’De tre første dage i Auschwitz’ og Pia Tafdrups ’Horisont’ m.fl. B.S. Ingemann, Meir Aron Goldschmidt, Pontoppidan, Johannes Jørgensen, Johannes V. Jensen, Pinches Welner, Jess Ørnsbo og Otto Gelsted er også repræsenteret. Danske klassikere. I denne sammenhæng afspejler deres tekster en flere hundrede år gammel debat om optagelsen af jøder, jødisk kultur og jødisk tradition midt i danskheden.
Danskhed forudsætter kristendom kønt der stadig er en fremtrædende præst eller to, som vil hævde, at danskhed forudsætter kristendom, er det vel en almen opfattelse i dag, at kristen-jødisk kultur er den grundsten, vores kultur bygger på – og dét fællesskab, som nu vil være nødt til at åbne sig for bidragene fra en spirende muslimsk danskhed. »Er det muligt«, skrev Jens Baggesen i 1792, »at endnu i vort Aarhundrede – det attende efter Kundgiørelsen af Jesu Christi i almindelige, menneskebroderlige Kierkeligheds Lov – et heelt Folk i Generationers Generationer, med alle sine fødde og ufødde Individuer, kan ansees som uhenhørende til det menneskelige Selskab?«. Ja, måtte svaret lyde – der var endnu årtier til den formelle ligestilling og endnu længere til kulturel optagelse. Baggesen var forarget, andre blev det langt senere Det grundlæggende religiøse dilemma mellem jødisk og kristen tradition satte sit præg på de ’jødiske elementer i dansk litteratur’ – ligesom forestillinger om udfordringen fra det ukendte jødiske og tvivl om rummeligheden i det danske.
Valgt at være loyal Danmark fik sine egne store jødiske forfattere – Goldschmidt, Hertz, Nathansen, Brandes, langt senere Katz, Wandall-Holm og Tafdrup – hvoraf nogle – både tidligt og i dag – bygger eksplicit på jødisk tradition, mens andre har andet fokus.