Rubrikken over disse linjer behøver ikke minde læseren om Sven Holms 1980-roman ’Aja, hvor Skøn!’ – læs den endelig, for den er skøn.
Men dét er Aya fra Youpougon altså også, og hende handler det om her. Hun er 19 og bor hos sine forældre i arbejderkvarteret Youpougon i Abidjan, der er hovedstad i Elfenbenskysten. Selv om Aya fjaser en del sammen med veninderne, er hun nok en anelse mere tænksom og målbevidst med sit liv end Adjoua, der bliver gravid på en af de tomme diske på den åbne markedsplads, som de unge par om natten omdanner til ’De tusind stjerners hotel’. Værre er det næsten, at faderen åbenbart er Moussa, den lokale matadors uduelige søn – som Ayas far gerne vil have hende gift med, så han selv kan få et fedt job. Til overflod mener den tredje veninde Bintou at have førsteretten til Moussa, det drys! I de hede nætter er de unge tøser næsten mere ømme over deres udseende end deres fremtid, men det gælder da endnu mere mændene, fædre såvel som sønner. Historien er fortalt uden moraliseren eller melodrama, snarere med en forhåndsresignation over for skæbnens tilskikkelser – selv om de bl.a. omfatter promiskuitet, nepotisme, ulighed mellem køn og klasser plus seksuel dobbeltmoral. Fra Elfenbenskysten Men det skønneste ved ’Aya fra Youpougon’ er dog 38-årige Marguerite Abouets humor, der f.eks. giver hendes ’løse’ og erindringsbaserede fortælleform en overraskende slutpointe, og som den franske tegner tilpasser sig fint med sin ukunstlede, rask karikerende streg og stemningsmættede farveføring på enkelt rudeopdelte sider. Bonusmaterialet er en ivoriansk dêh-ordliste, påklædningstips og opskrifter, næsten som i et ungpigeblad. De hidtidige danske eksempler på graphic novels – og lad os nu droppe snakken om, hvorvidt betegnelsen er højrøvet eller ej, den står da for en særlig kategori af serieudgivelser – har haft en overvægt af selvbiografisk stof; lige fra ’Maus’ over ’Persepolis’ og franske David B’s grafisk storslåede ’Det store onde’ eller Guy Deslisles nok så jordnært tegnede nordkoreanske dagbog fra ’Pyongyang’ og frem til ’Aya’ her. Dét afsæt giver ikke nødvendigvis den strammeste fortællekunst, men åbner altså øjensynlig for scenerier og verdensbilleder, der er mindre eksotiske end den palombianske jungle eller Det Ydre Rum, men alligevel hidtil har været holdt uden for seriekunstens mainstreamindustri.
