I øjeblikket er et gigantisk kraftværksbyggeri med fem enorme dæmninger ved at blive færdiggjort på Kárahnjúkar i det nordøstlige Island. Hen over kløfter, floder, smågårde og sjældne dyrearter og fulgt af bekymrede islændinge og miljøorganisationer er kæmpen lagt i hjertet af et af de allersidste store stykker uspoleret natur i Europa. Tager man andre briller på, kan man sige, at Kárahnjúkar på landkortet fylder som ti brikker i et puslespil på flere hundrede, og at næppe mange mennesker vandrer rundt i området, hvor udsigten om vinteren formentlig er ganske som en af personerne i ’Blodbjerget’ beskriver den: »Sten, grus og sand så kort øjet kunne se for mørke og sne«. Dette dilemma har optaget det islandske samfund i de seneste år, og nu tager Ævar Örn Jósepssons det op i sin miljøkrimi. Som et andet babelstårn Som et andet babelstårn, hvor menneskene piller ved Guds værk og bygger for stort, er anlægsarbejdet ved Kárahnjúkar hæmmet af sprogvanskeligheder. Den internationale arbejdsstyrke på over tusind mand tæller portugisere, italienere, tyskere, svenskere, kinesere og islændinge. Moralen er lav, det flyder med stoffer og sprut, og ludere fra Baltikum er installeret på de nærliggende gårde for at imødegå kedsomhed og konflikter. Jo, menneskeheden er kommet rejsende med lig i lasten – og entreprenøren for det hele har sammen med kantiner, køjeelementer og gravkøer stuvet en container fuld med 40-50 kister. Hvis nu der skulle ske noget. Og det gør der. En mystisk eksplosion dræber seks af byggeriets arbejdere i et stenskred. Det lokale politi i Eigilsstadir er for små til den slags udfordringer, og op til Kárahnjúkar sender man den lidt kiksede men gode nok Arní og hans politikolleger fra Reykjavik for at løse gåden: Hvem begik forbrydelsen – eller hvis man har miljøaktivistbrillerne på – hvem sprængte forbrydelsen i luften, den forbrydelse, man har opført på 64°55{minute} Nord 15°50{minute} Vest. Som Sjöwall og Wahlöö viser Ævar Örn Jósepsson, hvor glimrende den nordiske krimi kan spænde over store samfundsproblemer. Arnís kolleger deler sig, som islændingene gør i denne miljøsag, og har hver sin mening om – eller ligegyldighed over for – kraftværket, der med tiden skal fodre endnu flere store (aluminiums)fabrikker ved Islands østkyst. Også arbejdsforholdene på det ensomt beliggende Kárahnjúkar sætter Ævar Örn Jósepsson spørgsmålstegn ved, og indgangsbønnen på titelbladet tilskrives en portugisisk arbejder, der i 2004 mødte en journalist på besøg fra en udenlandsk tv-station med ordene: »Welcome to Alcatraz ...«. Som en revne i det islandske bjergmassiv Miljø- og arbejdsforholdsdiskussionen kryber som en revne i det islandske bjergmassiv under handlingen, vedvarende og foruroligende, men aldrig anmassende. Jósepsson prædiker ikke, han får en til at tænke. På det menneskelige plan står Arní og hans lille gruppe. Skærmydslerne mellem de forskellige typer på holdet er, som de skal være i en kollektivkrimi. Især forholdet mellem Arní og den brovtende Gudní er udmærket tegnet, lidt som en islandsk pendant til Martin Beck og Gunvald Larsson. I den første tredjedel af ’Blodbjerget’ skal læseren dog holde tungen lige i munden, for der er mange personer at holde rede på, og forfatteren krydsklipper en del mellem de forskellige scener. Men senere bliver man fanget ind af Kárahnjúkars unikke natur, af det isolerede multiinternationale samfund, der nu er placeret midt i den, og af tankerne om, hvorvidt det nu også var en god ide.