Der blev sagt en del vittigheder i forbindelse med den genbegravelsesceremoni. Den blev udspillet sidste år, da kejserinde Dagmar blev hevet op fra sit hvilested i Roskilde Domkirke, transporteret til Rusland og her nedsat ved siden af sin mand, den næstsidste russiske tsar. Om det er denne historie, der har sat gang i Maria Helleberg, er ikke godt at vide, men hun har nu udgivet en bred roman om selv samme Dagmar. ‘Dagmar. Maria Feodorovna’ fortælles skiftevis i jegform – det er Dagmars tanker og følelser, erindringer og synspunkter, som kommer usminket frem – og i tredje person. Dagmars skæbne varpå mange måder grum. Hun blev som ganske ung forlovet med den russiske tronfølger, en ung mand, hun var forelsket i, men som døde, hvorefter hun blev overtaget af hans bror, ham, som skulle blive den næstsidste russiske tsar. Det er ham, der holdt så meget af at opholde sig på Fredensborg, fordi man/han her var fri for attentater. Det var man ikke i Rusland. Tsaren var vist et ganske flinkt familiemenneske, som tsar var han en katastrofe. Dagmar fik en hel lille børneflok, hvoraf hun interesserede sig en del for drengene, men næsten ikke for pigerne. Hjerteskærende scene Måske hang det sammen med, at man tog børnene fra hende, og en hjerteskærende scene – den bedste i bogen – er, da hun vågner en nat med spændte bryster og kan høre sit barn græde, men ikke kan komme ind til det. Dagmar var smuk, og hun forstod at klæde sig! Og hun holdt især af at smykke sig med de utrolige juveler, som tilhørte tsarfamilien. Det er juveler, hun tager med sig, da hun nærmest mirakuløst undslipper Sovjetstyret og kommer væk på et engelsk krigsskib. Hendes nærmeste familie, dvs. hendes søn og hans familie, blev likvideret; en realitet, hun altid benægtede, i alt fald ifølge kilderne, men her hos Maria Helleberg indser hun på et tidspunkt denne grumme realitet. Hos Helleberg fremstår hun som en selvbevidst kvinde, der ved bedre end alle andre, selv om hun ifølge kilderne var uvidende eller blev holdt uvidende om de faktiske vilkår, som Ruslands befolkning levede under. Dagmars liv bagfra Helleberg arbejder sig gennem Dagmars liv bagfra eller rettere næsten bagfra. Hun og hermed læseren begynder i 1916, da Dagmar er forjaget til Krim, og romanen ender i 1928 på ‘Hvidøre’ uden for København; et hus hun købte sammen med sin søster, dronning Alexandra af England. Dagmar tænker i store spring tilbage på sit liv, sin familie og på de rædsomme hændelser, hun oplevede, og læseren indvies i hendes ikke videre dybsindige refleksioner over begivenhederne. Man får på en del punkter ondt af denne kvinde, men hun er ikke kun et offer i Hellebergs udlægning. Hun fremstår som intrigant, hovmodig og utrolig uvidende. Hun erklærer således triumferende, at hun kommer fra et land, der har haft demokrati siden 1849, men da hun udsiger dette, har danske kvinder endnu ikke fået stemmeret, men det har Dagmar – eller måske Helleberg – overset. Og at Dagmar og den senere kong Frederik VIII skulle tale henført om Dostojevskij og Tjekhov er ikke overbevisende, ligesom Dagmars udtalelse om, at hendes bror hellere ville »diskutere Herman Bang med Edvard Brandes end at sidde og drikke te med damer som baronesse Tiesenhausen« heller ikke er synderlig troværdig, al den stund Brandes ikke brød sig det mindste om Bang. Helleberg tager det således ikke alt for tungt med det historisk korrekte. Dagmar ville næppe have iklædt sig noget pinkfarvet, som hun gør i romanen, al den stund at ‘pink’ på hendes tid betød en særlig skibstype og ikke en farve. Så man skal ikke være historisk tyndhudet, hvis man giver sig i kast med ‘Dagmar. Maria Feodorovna’. Helleberg forsvarerDagmar, samtidig med at hun overbevisende får afdækket hendes hovmod, forfængelighed og bedreviden, men historien om Dagmar forekommer alligevel ikke ganske troværdig endsige gribende, idet der er noget konstrueret over mange af tilbageblikkene, så derfor bliver Dagmar kun glimtvis til et ægte levende menneske.