Deres samarbejde stoppede 24. juli 1956. Det var en tirsdag nat, Dean Martin og Jerry Lewis spillede deres sidste tre show på Copacabana, en legendarisk natklub på Manhattan. Så gik de hver til sit omklædningsrum for ikke at tale sammen i adskillige årtier. Ti års samarbejde var slut, og det endte rigtig grimt. Dog ikke på selve scenen foran publikum, men i tiden op til og efter. De to showmen, som Amerika havde elsket og idoliseret i de år, de sammen var gået fra ingenting til hysterisk succes, endte med at hade hinanden. Siden blev de hver især næsten endnu mere berømte. Dean Martin som tv-showvært med en attitude som uforbederlig, men elegant drukkenbolt, sideordnet medlem af Frank Sinatras 'Rat Pack', sanger og skuespiller. Jerry Lewis som original entertainer, klovn og morsom mand på film, den oprindelige Skøre Professor. Han blev et idol i Frankrig, hvor man forstår at ophøje folkekunst til intellektuelle højder, og han gjorde et mørkt og nærmest diabolsk indtryk i en semiselvbiografisk rolle som berømt stand-up i Martin Scorseses 'King of Comedy'. Nu har Jerry Lewis skrevet en bog om forholdet til den gamle og nu afdøde partner Dean Martin. Det sker i samarbejde med journalisten James Kaplan, så det er ikke godt at vide, hvem æren tilfalder for denne interessante beretning. Fokus er på et venskab, der bygges op for så at løbe helt af sporet. Men trods gode observationer og tanker om det, er og bliver det et partsindlæg. Den interessante del af bogen handler om tiden og især om mafiaen. Frank Sinatra blev livet igennem - og langt ned i graven - beskyldt for at være i lommen på mafiaen. Det har optaget pressen ud over alle grænser, også rimelighedens. Men som man kan læse af Jerry Lewis' beretning om 1940'erne og 1950'erne, var mafiaen her og der og alle vegne i amerikansk showbusiness, når det drejede sig om natklubber, spillesteder og spillebyer som Atlantic City og Las Vegas. De var simpelt hen ikke til at komme uden om. Sagde de: Syng!, så sang man, også til bryllupper. Inviterede de på frokost eller middag, så kom man. Ville en af kanonerne spille golf, få timer efter at man som entertainer dødtræt var gået i seng ud på de små timer efter tre-fire show på en nat, så stod man op og vaklede ud på golfbanen. Man afbrød også spillet uden at mukke, hvis bossen var træt af sit eget dårlige spil, selv om man selv var flot i gang. Man drak de drinks, der blev stillet på bordet, trods det man skulle på arbejde få timer efter og dårligt kunne tåle det. Man føjede sig, hvis man ikke kunne undgå det. Men mest af alt forsøgte man at holde afstand. Man blev ikke bonkammerater. Sådan var det, lægger Lewis ikke skjul på. Han kan diske op med nogle beretninger, der er både dramatiske, blodige og morsomme (på den gysende måde) om de møder, han og Martin havde med diverse bosser og farligt stupide håndlangere. Hvilket ikke er det samme, som at han udtaler, at han var mafiamedlem. Men at man som sanger og entertainer måtte omgås forbrydere, var åbenbart helt uundgåeligt. Et bekendtskab med bossen i Chicago, Tony Accardo, bliver nyttigt, da Jerry Lewis opsøges i sit hus i Bel Air i Californien af en håndlanger for Julie Podell, ejeren af Copacabana Club. Denne vil ikke tage et nej for et nej og en afskedskoncert for en afskedskoncert. Hvis Lewis ikke kommer og optræder på Copa efter bruddet med Martin, vil der ske noget rigtig grimt med hans familie. En høflig, men bekymret opringning fra Lewis til Accardo i Chicago sætter en stopper for den trussel. Hvordan, får man ikke at vide. Men Lewis får kort tid efter en opringning fra en ven i Chicago 'med gode kontakter', som beroliger ham med, at »det lille problem i New York er løst«. Jerry Lewis var ikke engang 20 år og en lille fattig og aldeles ukendt stand-up-komiker, da han løb ind i den ti år ældre og langt bedre udseende sanger Dean Martin. Lewis beundrede Martin fra første sekund og var vildt imponeret af ham på alle måder. Han havde ikke noget imod at spille 'abe' til Martins mere elegante rolle som 'den voksne'. 'Jew', Jøde, var det navn, Frank Sinatra hele livet igennem kaldte Lewis. Lige op i hans åbne ansigt som var det hans navn. Hvilket Lewis ikke havde noget imod. Skriver han. Den italiensk-amerikanske Martin kaldte ham ofte 'drengen', mens Martin selv tit blev udsat for at blive tituleret 'spaghettien'. Dog ikke af Sinatra, som ifølge Lewis beundrede Martin ud over alle bredder. Tonen var åbenbart ret bramfri i de gode gamle dage, hvor hver dollar kunne være surt tjent, og manererne ikke var de mest sensitive. Men under beretningen om de to partneres venskab, der langsomt voksede frem, og som langt hurtigere faldt fra hinanden, ulmer en stor vrede. Dean Martin blev efterhånden gennemforbitret, fordi Lewis, 'drengen', der var klovnen i deres tomandsshow, fik al rosen i pressen, mens han blev kaldt tredjerangs. Dean blev mere tavs efterhånden, så mere tv, spillede mere golf. Trak sig. Lewis gik bersærk i sit forsøg på at komme tættere på vennen, som følgelig trak sig endnu mere. Til sidst holdt de helt op med at tale sammen. De sidste års samarbejde var et helvede for to mennesker, som lever af at være morsomme og lave spontant pingpong på scenen og være et muntert makkerpar på film. Ifølge Lewis var det et helvede, der blev skabt af Martin, sur og såret af pressen og opmuntret af sine omgivelser til at holde Lewis ude. Det skal man ikke nødvendigvis tro på. Ikke desto mindre er det ganske fascinerende at følge dennes partsindlæg om, hvordan ting gik skævt. Det er virkelig 'A Love Story', en kærlighedshistorie, skrevet af den overlevende, den, som sandsynligvis elskede mest, og hvis kærlighed man ikke ganske forstår. Trods alle kærlighedserklæringerne og rosende omtale om talent og gode menneskelige egenskaber fremstår Dean Martin som noget af en tom, kold og kynisk skid. Men en særdeles hårdtarbejdende sådan. Når man læser om den tids arbejdsforhold, især for berømtheder, der måtte gå på scenen nogle gange syv gange i døgnet, fatter man ikke, at de overlevede. Men det gjorde de selvfølgelig heller ikke alle sammen. helle.hellmann@pol.dk