Skal det nu være Helle Thorning-Schmidt i farve eller Niels Helveg Petersen i sort-hvid?
Ja, folket må helt selv vælge! To store og lidt uhåndterlige bøger er udkommet i forbindelse med Christiansborgs 100 år. Det er Gyldendal, der i bedste demokratiske ånd udgiver begge bøger: en billedbog om Christiansborg og en billedbog om Christiansborg. Det er jo et valg, der vil noget. Man kan vælge Birthe Rønn Hornbech i sort-hvid samtale med Folketingets formand, Christian Mejdahl. Eller man kan vælge Christian Mejdahl i farver – så farverigt, som det nu kan blive – i gang med enten at sætte sit slips foran et spejl eller sidde på sit kontor og læse i den lokale avis, Nordjyske. Han figurerer op til flere gange i begge bøger. Som om det var ham, der fyldte 100 år. Historiefortælling Den første bog hedder ’Borgen’ og har meget tekst og farvebilleder. Er man ikke fortrolig med Christiansborgs eller parlamentarismens historie, så er Thomas Larsens og Bjarne Steensbecks tekst slet ikke tosset: »Tre dage før politikerne skulle mødes til nok en holmgang i oktober 1884, skete det forfærdelige: Ild i en kamin fik slottet til at brænde. (…) I 22 år lå altså en ruinbunke med ukrudt midt i København, som en skamplet på det vaklende demokrati. I stedet sad de folkevalgte og regerede nede på hjørnet af Fredericiagade og Bredgade – det nuværende Østre Landsret«. Ren historiefortælling. Først i 1907 indledte man genopbygningen, og helt frem til begyndelsen af 1920’erne var man i gang med at indrette lejlighed til kong Christian X og dronning Alexandrine, som dog sagde fra i sidste øjeblik. Det er vores nuværende regent ret lykkelig for. Moderne udtryk I bogen, hvor der er et større interview med dronning Margrethe, udtaler hun, at det var en af historiens lykkelige beslutninger: »At det ikke blev til, at kongen kom til at bo på Christiansborg, var et stort held, politisk og menneskeligt. Dette at kongen ikke bor, hvor folk kan lave demonstrationer, som ikke behøver at have med kongen at gøre, er vigtigt«, jubler dronningen. Hørt, hørt, Deres Højhed! Det er noget fy føj sådan at have demonstranter til at løbe omkring neden og uden for sin lejlighed. Der stod nu ellers 95 fede rum klar til indflytning til Christian X, men det kan selv for en konge og en dronning blive et par fede rum for meget: »Jeg må sige, at det ville have været svært at skulle flytte ind i noget, der var så stylet, for nu at bruge et moderne udtryk«. Stylet? Så har vi hørt det med, Deres Højhed! Der er strålende farvefotografier af en stylet Margrethe, af Margrethes stylede biler, stylede chauffører, stylede tjenere og stylede gæster. Der er også et billede af en knap så stylet journalist; TV 2’s Kaare R. Skou. Et par gamle sten Den anden bog hedder ’Det danske folkestyre. Christiansborg’. Her er ikke så meget tekst (men også den er fornem), til gengæld er der kun sort-hvide fotografier. Dem står fotografen Marianne Grøndahl for, og det med – til forskel fra Bjarke Ørsteds farvefotos – et mere tilsigtet kunstnerisk touch: Sort-hvid gør sig ligesom bedre, eller hvad? Der leges med lyset, men desværre uden at give meget mere liv til folkestyrets familiealbum: Per Stig Møller med åben mund; Niels Helveg med lukkede øjne og et saligt smil; et par andre politikere, der ser ud, som om de for alvor sover, mens de taler i mobiltelefon. Mest vellykket er i virkeligheden det foto, der breder sig ud over to sider og peger på stedet, hvor historien om os selv ligger begravet: ruinerne af Absalons borg fra ca. 1170, beliggende under tårnet på Christiansborg Slot. Underligt, hvor meget mere ånd og udstråling der kan være over et par gamle sten ... til forskel fra nutidens politikere. Nå, men begge bøger skal såmænd nok blive solgt. Om ikke til andre, så til Folketingets ærede medlemmer og deres respektive familier.








