Den tykke, amerikanske jøde og over-kanoniker Harold Bloom har uden tøven og med vanlig bombast slået fast, at Samuel Johnson er den største litteraturkritiker nogensinde. Og det er der forbavsende meget om, men skulle man komme på modkandidater, er der efter min mening ingen tvivl om, at den argentinske overbibliotekar Jorge Luis Borges (1899-1986) må stå allerforrest i køen. Normalt er feltet nemlig skåret op ligesom store Claus og lille Claus’ marker. På den ene mark har vi den kritiske essayistik, der udfolder sig i små eksklusive tidsskrifter for forsvindende få læsere, og på den anden mark har vi døgnets små og store anmeldelser, der alle ryger ind i avislæsningens umættelige mejetærsker. Men så er der folk som Borges. Det, Borges helt uforligneligt kan, er at få os til fuldkommen at glemme markskellet mellem det eksklusive og det brede, mellem det langsomme og det hurtige, mellem dybde og overflade, mellem mainstream og margin. I stedet frembringer Borges en sær blanding mellem notater og essays, som er kriblende pedantiske, kølige og nøjagtige, men som samtidig spændt holder en gigantisk belæsthed og dirrende entusiasme på plads bag sin perlemorsgrå hinde. Borges veksler altid mellem at strejfe det uigennemtrængeligt gådefulde og placere det lysende klare foran os, sådan som han også gjorde det i sine metafysiske krimier og sine gnomiske noveller. En litterær tankevirksomhed Og det er kun Borges, der næsten en passant – og med en vild høflighed – kan citere fra den franske 1200-tals teolog Alain de Lille, for efter næste komma uden overgang at koble videre til G.K. Chesterton og Kafka; som går fra Schopenhauer og Leibniz direkte over til Oscar Wilde og Keats’ nattergal, som kækt sammenkobler Hume med Huckleberry Finn, og nonchalant går fra Saxo Grammaticus til T.E. Lawrence. Grundlaget under disse på samme tid forbavsende og forbavsende logiske spring (der dejligt pietetsløst og flabet ignorerer alle litteratur- og idéhistoriens etablerede afstande og slægtskaber), er Borges’ udfoldelse af en litterær tankevirksomhed, der er lige langt fra poesiens som fra filosofiens angiveligt rene domæner, og som samtidig har snablen dybt begravet i et exceptionelt vidende lærdomshistorisk skatkammer. De fundamentale spørgsmål om rum og tid, om selvmordet og frelsen, om kosmologi og om forholdet mellem navn og identitet, historie og tid, filtreres alle gennem disse små, ultrakorte tekster, der gerne som en sulten ørred ender med at slå et lille svirp med halen. ’Inkvisitioner’ lugter jo af katolsk standret og dogmatisk terror – men intet kunne være fjernere fra Borges’ virtuose undersøgelser. Til slut anfører han selv i sin epilog, at han har en tendens til at værdsætte religiøse og filosofiske ideer for deres æstetiske værdi, og anfører, typisk borgesk: »Måske er det et tegn på en basal skepsis«. Det er en rig gave til os Og han tilføjer, at alt forekommer ham at være ansamlinger af metaforer og fabler i endeligt antal (her lurer Nietzsche i baggrunden), men med uendelige variationer undervejs i historien, fordi de: »få inventioner kan være alt for alle, som for apostlen Paulus«. Peter Poulsen har udstyret oversættelsen med glimrende, kommenterede noter. Og sammen med Morten Søndergaard står han i stigende grad som en helt udi fordanskningen af Borges. Det er en rig gave til os, at vi ikke skal flintre rundt mellem engelske, amerikanske (!), tyske eller franske oversættelser, men kan mæske os med forbavsende gode danske gendigtninger. Måske skulle jeg frækt slutte med at bemærke, at Borges lige så vel kunne indtage Guds plads i den urgamle sætning, hvis skæbne han selv formfuldendt eftersporer – nemlig: »Borges er en uendelig sfære, hvis centrum er overalt, og hvis omkreds ingen steder er«.