En midaldrende dansk mand, journalist af profession, omplanter sig selv til fremmede himmelstrøg efter i årtier at have slidt og slæbt på de hjemlige marker. Resultatet er en professionel genopblomstring, et stormfuldt ægteskab med en yngre tyrkisk kvinde – tal om kulturkløft! – og notesbøger sprængfulde af farverige og dramatiske historier. I sin nye bog ’Med Gud i hælene’ gør Lasse Ellegaard status over det aldrig kedelige liv som korrespondent i Mellemøsten. Forfatteren tager os med på rundrejse i regionen, hvor oliekilder og historier springer op af jorden i ét væk. Om Ellegaard har tjent på det ’sorte guld’, er en sag mellem ham og hans bank, men han har i hvert fald kapitaliseret i stor stil af de righoldige journalistiske kilder, han finder i bl.a. Tyrkiet, hans opholdsland i adskillige år, Syrien, Libanon, Israel og Irak. Ellegaard har skrevet en sjældent fascinerende bog, og har man sat sine ben i byer som Beirut, Damaskus og Jerusalem, ved man, at dufte, synsindtryk og stemninger er truffet på kornet. Men bogen er ikke – og heldigvis for det – en gemytlig sag, der lægger sig kælent i læserens skød. Tværtimod, snart sagt hver anden side rejser børster og langer en sylespids klo ud efter dem, der ikke måtte dele forfatterens synspunkter på nogle af tidens centrale ’værdipolitiske’ spørgsmål. Man får nemt flænset sit skind, hvis man som undertegnede har en anden opfattelse end forfatteren af f.eks. Muhammedkrisen, krigen i Irak, den islamistiske terrorisme og demokratisering i de arabiske lande. Ellegaards bog er blottet for valne holdninger og blodfattig konsensus. Principløs magtanvendelse Jyllands-Postens famøse karikaturer anser han for puerile og unødvendige, mens invasionen af Saddams Husseins diktatur ses som et afgrundsdybt moralsk svigt i Vesten. Indrømmet, principløs magtanvendelse og krænkelser på menneskeretsområdet – Abu Ghraib, Guantánamo – er ikke en farbar vej til demokrati, men alligevel; hellere kæmpe for et ideal om politisk medbestemmelse end overgive sig til kulturrelativisme og traditionelle argumenter om magtbalancens nødvendighed. Ellegaard og med ham mange vestlige intellektuelle anlægger det kyniske – og, mener de selv, realistiske – perspektiv, at ’Vesten’ prøver at presse ’sine’ værdier ned over hovederne på andre kulturer og civilisationer. Javel, sådan ser det måske ud, men sat på spidsen: Var det ikke også, hvad kampen imod fascismen og nazismen drejede sig om for de samme ’progressive’ og ’antiautoritære’ kræfter, som Ellegaard er rundet af og selv identificerer sig med? De formørkede islamister, som vinder frem mange steder i den muslimske verden i disse år – man må antage, at titlen på Ellegaards bog refererer til just det – og de enevældige regimer er et slag i ansigtet ikke på de ’vestlige’, men derimod universelle tanker om menneskers lige ret til frihed og medbestemmelse, uanset hvor på kloden de befinder sig. Kald det bare naivt, men hellere det end en kold skulder til de millioner af mennesker, der undertrykkes i mere eller mindre totalitære systemer. Fint billede af religionernes spredning Hvor er samhørigheden med den arabiske verdens dissidenter, dens reformtænkere og liberale demokrater? Som helhed tegner Ellegaard dog et fint billede af religionernes spredning og styrkede betydning i de senere år. Den rejsevante forfatter, der undervejs introducerer til et omfattende persongalleri af både danske og internationale stemmer, er nærmest en slags antihelt i sin egen fremstilling, når han vel at mærke ikke giver den i rollen som konfrontationslysten skallesmækker. Jan Stage, den legendariske krigskorrespondent, og Lasse Ellegaard har umiddelbart en del til fælles, eksempelvis den gode pen og evnen til at trives i orkanens øje, men sidstnævnte er klædeligt fri for iscenesættelse og mytomani. Ellegaard er ikke bleg for at bringe sin person ind i historierne, men det føles hverken anmassende eller selvgratulerende. Er det en god bog? Ja, det ved Gud, også selv om den er provokerende som ind i Helvede.