Ja, at forblive i live efter Auschwitz er, tja ... en smule vulgært.
Jeg kunne også sige: det trænger til en forklaring«. Og: »Lad os respektere menneskets fejlbarlighed og uvidenhed; intet er så trist, som når man har ret ...«. De to citater stammer fra den ungarske nobelpristager Imre Kertész’ (f. 1929) ’Dossier K. – en selvbiografi for to stemmer’. Og de to udsagn stikker teltpæle i jorden for den tipi Kertész her drilsk slår op. Der er tale om en autofiktion, en fingeret ’selvbiografi’ baseret på timelange samtaler med Kertész’ ven, Zoltán Hafner (heraf de ’to stemmer’). Konkret foregik det sådan, at Kertész modtog de båndede samtaler med Hafner, lagde dem til side, og begyndte at skrive teksten helt selv. Langt fra samtalebogen Så i realiteten er det Kertész’ egen, suveræne på skift spøgefulde og alvorlige forhandling af det kerteszske værks arvelod og indebyrd, et forsøg på at lave et ’dossier’ om det – det sidste en bevidst tvetydig og ironisk hilsen til Kafka og til det totalitære, kommunistiske styre, som Kertész størstedelen af sit liv levede under.
