Langt, tyndt hår og kindskæg. Westernskjorte med tryklåse og mønster. Cowboybukser og sorte støvler. Et læderbælte med ovale sølvdekoreringer hele vejen rundt om den runde, 41-årige mave. Der mangler kun Levi Henriksens amerikanske pickup af mærket Chevrolet fra 1972 for at fuldende billede af en mand fra sydstaterne. Man kan næsten høre den bløde countrymusik inde fra førerkabinen. Ex-countrymusiker Men det er en illusion. Bilen holder hverken i Danmark eller i Austin, Texas. For Levi er fra Norge. Hans bil holder i indkørslen hjemme i den lille by Kongsvinger, der ligger op mod de store skove halvanden times kørsel mod nord fra Oslo og en halv times kørsel fra den svenske grænse. Og Levi Henriksen er ikke countrymusiker. Det har han været. I dag er han forfatter, og alle hans historier har de seneste år taget udgangspunkt i den lille flække Skogli, der er naboby til Kongsvinger. Lilleputsamfundet Skogli findes ikke, men alligevel har titusindvis af nordmænd et forhold til den. Fra Levi Henriksens bøger ved de, at fra man kører ind i Skogli, til man kører ud igen, kan man nå at høre to numre med The Ramones. To korte numre. For Levi Henriksen har beskrivelsen af lilleputsamfundet i Skogli sikret ham en plads i norsk samtidslitteratur, men at det var den retning, hans forfatterskab skulle tage, havde han aldrig selv drømt om. Drab i Bibelen »Da jeg begyndte at skrive, kunne jeg ikke få mine personer hurtigt nok ud af Norge. Det var først, da jeg begyndte at bruge mig selv fuldt ud, at det lykkedes for mig som forfatter«, fortæller Levi Henriksen under et besøg i Danmark. Og når han siger 'fuldt ud', så mener han dels, at han vedkender sig, at hans miljø er den norske provins, dels at han står ved sin baggrund i den norske pinsemission. »Min mor var lærer i den lokale søndagsskole, og fra jeg var tre, til jeg blev tretten, var jeg med hver søndag. Man lærer meget om historiefortælling ved at læse i Bibelen, der er alle historiers moder. Det første drab kommer jo allerede på side tre eller fire«, siger Levi Henriksen. Anmelderdarling Han er i Danmark for at fortælle om sin roman 'Sne vil falde på sne som faldt', der blev prisbelønnet bestseller i Norge og siden fik fremragende anmeldelser også i Danmark. Ifølge May Schack i Politiken beskriver bogen »en kold norsk udkant, så man kan mærke sneen isne gennem støvleskafterne«. Romanen handler om den 38-årige Dan Kaspersen, der efter to år i spjældet vender hjem til byen, hvor hans elskede bror Jakob måske, -måske ikke har taget sit eget liv. Men død er han. Dan må tage sig af husmandsstedet, brødrene overtog, da forældrene døde i en ulykke mange år tidligere. Netop som han ankommer til byen, bliver en mand overfaldet og kommer i overhængende livsfare. Ofret tilhører en familie, Kaspersen-familien har et udestående med. Dan er under mistanke. Kunsten at rejse sig igen Det lyder som en krimi, men det er langtfra tilfældet. Levi Henriksen er langt mere optaget af de emner, som noglen kunne finde på at kalde religiøse. Han har da også tidligere sagt, at han som forfatter er optaget af de historier, Bibelen er fuld af. Folk, der falder og rejser sig igen. Folk, der sætter alt på spil for kærligheden eller et øjebliks nydelse og betaler prisen. »Nogen har sagt, at jeg skriver om taberne, men det er jeg helt uenig i. Jeg skriver ofte om personer, som får et hug eller to, men derefter forsøger de at rejse sig igen. Det er den smukkeste evne, mennesker har. At de ikke opgiver håbet«, siger Levi Henriksen. I romanen har Dan Kaspersen fået to års fængsel, fordi han et øjeblik lod sig friste, men betyder det også, at han kommer tilbage som en mand, der har betalt sin gæld? »I mit første udkast til romanen hed bogen 'Synd'. Spørgsmålet er jo, om man nogensinde bliver færdig med at sone for de fejltagelser, man har begået. Han siger jo også selv, at de synder, man har begået, tager man med sig ned i kisten«, siger Levi Henriksen. Det religiøse Som forfatter føler han sig beslægtet med navne som Raymond Carver, Richard Ford og Tobias Wolfe fra USA, og han kan slet ikke se sig selv i sammenhæng med andre norske forfattere, som ifølge Levi Henriksen ofte kommer til at portrættere småbyernes beboere som en slags mistrøstige C-mennesker. Og skriver de om det religiøse, er det som regel noget, de lægger afstand til. »Enten er det kristen litteratur med forkyndelse og det rene halleluja, eller også er det stærkt karikeret, men der er de senere år kommet flere forfattere, som også har skrevet om det religiøse. Hanne Ørstavik fik eksempelvis udgivet sin roman 'Præsten' næsten samtidig med, at min bog kom ud. Der var også andre bøger, hvad nogen forsøgte at gøre til en tendens, men i virkeligheden var det nok mere et tilfælde«, siger Levi Henriksen. De interessante bliver tilbage Noget tilfælde er det imidlertid ikke, at han skriver om provinsen. Om Skogli. »Jeg har altid boet i en bygd og skriver ikke om verden set fra Oslo. Min styrke og svaghed som forfatter er vel, at jeg bor midt iblandt dem, jeg skriver om. Jeg har også været journalist på en avis i Kongsvinger gennem mange år, og som jeg ser det, så er folk, der bor ude på landet, nogen, der mener noget med livet«. »Du skal være stærk for at være der. Ofte tager de smarteste til storbyen og tager en uddannelse og kommer aldrig tilbage. Men for mig er det de interessante mennesker, der bliver tilbage. Folk, der har nogle mål og nogle drømme om, hvad de vil nå her i livet«. Tag dig tidDu har sagt, at du ikke skriver historier om personer, men at du skriver om personer, der har nogle historier. En forfatter som Annie Proulx er meget optaget af stedet, og hun siger, at hvis man opholder sig tilstrækkelig længe på et sted, så kommer historierne af sig selv? »Jeg må skrive et brev til hende og spørge, om jeg kan bruge det på min gravsten. Det er netop sådan, det har været for mig. Tidligere var det sådan, at jeg måtte væk så hurtigt som muligt, men nu lader jeg stedet synke ind i mig og lader historierne komme til mig. Skogli har jo præget mine første tre bøger meget«. For dig er det ikke vigtigt, om det er stedet eller personerne, der spiller hovedrollen? »Nej. Noget af det vigtigste, jeg lærte som journalist, var, at man skal tage ud til folk og bruge tid med dem. Så kommer historierne. Jeg er aldrig holdt op med at være fascineret af, hvad man kan få at vide. Hvis man spørger til et billede på væggen, får man måske at vide, at det var faderen, der udvandrede til Amerika. Han skulle have sendt bud efter moderen, men han kom aldrig, fordi han fik en ny familie«, fortæller han. Lever drømmene ud »Den slags historier kommer. Jeg kan sagtens genkende det synspunkt, Annie Proulx har om stedets betydning. Da jeg skulle finde min måde at skrive på, var der to kvindelige forfattere, der betød meget. Annie Proulx var den ene, der viser landskabets betydning, og Flannery O'Connor bruger erfaringerne med at vokse op i bibelbæltet i Georgia«, siger han. Du taler om, at folk i bygderne har mål og drømme i livet. Hvad er dine drømme? »Det er vel dem, jeg lever ud. Ret enkelt. Jeg har to børn og en kone, og så skriver jeg, så godt jeg kan. Derudover har jeg ikke så mange ambitioner«, siger han. Lotteri Det passer nu ikke helt. I hvert fald har han haft dem. I flere år drømte han om at blive musiker og fik også udgivet en plade, men den drøm blev parkeret i 1991. Der var også en del, der tydede på, at han måtte opgive drøm nummer to. At blive forfatter. Selv mener han, at der nok er ankommet omkring 70 afslag i postkassen. »Jeg føler da også, at mange af de afviste ting sagtens kunne være udgivet, for det er lidt af et lotteri, når du skal prøve at ramme et enkelt menneskes smag på et forlag«, siger Levi Henriksen. Kom igen Selv sendte han eksempelvis manuskriptet til en novellesamling ind til Norsk Gyldendal, som sendte det hele tilbage med et pænt afslag. De kunne se meget godt i historierne, men syntes måske, der var en del sære begyndelser og slutninger. Da Levi Henriksen efter nogle uger fik styr på sin ærgrelse, læste han manuskriptet igen og opdagede, at der manglede 15-16 sider, som var blanke, selv om sidetallene så ud til at passe. Det var hans kone, der havde printet siderne ud, og da hun på telefon spurgte, om han ville tjekke manuskriptet, før hun sendte det af sted, sagde han for en sjælden gangs skyld nej. Da han fik sundet sig, henvendte han sig til forlaget igen, som efter et møde med forfatteren og en ny version lod ham debutere med novellesamlingen 'Feber'. »Men det er da lidt skræmmende, at de har læst en hel samling uden at opdage, der manglede en masse sider«, siger Levi Henriksen. Man kan ikke tage Skogli ud af folk Han medgiver dog, at det trods alt var bedre end et andet forlag, der hårdnakket benægtede, der havde manglet noget i det manuskript, de læste - selv om der var tale om fuldstændig de samme sider af novellerne i 'Feber'. Historierne i 'Feber' foregår også i Skogli, ligesom historien om Dan Kaspersen, og det bliver ikke det sidste, vi kommer til at høre fra hverken Dan, Levi eller Skogli i øvrigt. Romanen er på vej til at blive et filmmanuskript, og optagelserne starter formentlig næste år, om alt går vel. Desuden er Levi Henriksen ret langt i en helt ny roman, som også har Skogli som bagtæppe. Bare på en ny måde. »Historien foregår i et helt andet land end Norge, men personerne kommer fra Skogli. Jeg plejer også at sige, at man godt kan tage folk ud af Skogli, men man kan ikke tage Skogli ud af folk«.