En barneskildring fortalt med barnet som synsvinkel er en litterær udfordring for både forfatter og læser. Man skal omstille sit sprog, sin viden om sammenhænge og ikke mindst sin proportionssans. Ingen forfatter kan jo skrive en roman med en 5-årigs sprog – knap nok med en 5-årigs oplevelsesform. Den skal tolkes ind i et sprog, og det afgør romanens tone. At finde barnets tone, det er, hvad Marianne Larsen forsøger i romanen ’Den forelskede unge’. Den 5-årige pige bor i Bomhuset sammen med faderen, der er fyrpasser, moderen Rimor, storebroderen Verner (Venne) og den lille Lars (Lillas). Og hunden Hundse. Vi følger hende sammen med familien en sommerdag, hvor mange ting sker: morgenkaffe hos en slægtning, hvor hun møder en morbror fra USA, der er hjemme for at vise sin kone Gladys frem.
Knivskarpe enkeltsansninger Hun giver pigen en kjole med regnbuefarver. Pigen kan ikke finde ud af at sige tak for den. Senere er lillebroderen ved at drukne i åen, i hvert fald er han blevet væk, da hun er optaget af at skylle den ble, der som altid er fuld. Da er pigen på desperationens rand, vældig godt skildret. I den type spidsbelastninger oplever vi med knivskarpe enkeltsansninger. Det er også sådan, vi husker dem. Der er meget, der nås eller erindres den sommerdag, der kulminerer i en dilettantforestilling i forsamlingshuset og i pigens møde med en dreng, der er løbet hjemmefra og vil sove i deres garage. Han mestrer både barne- og voksenkommunikation, og sådan munder romanen ud i, at pigen erfarer, at der er to sprog i verden. Et til at overtale og skræmme børn med, et andet til at overbevise de voksne med. Alt er nyt og dramatisk Marianne Larsens greb er at give hver hændelse maksimal opmærksomhed uanset dens karakter. Hun skildrer øjeblikkets opslugthed og sansenærvær, som vi mener hører til det lille barns register. Alt er nyt og dramatisk, og ikke sjældent fulgt af angst. I hendes version føder barnet nye ord som ’dansehopper’, ’danseglider’ foruden ’suseord’, der har med angst at gøre. Det går langt hen godt, men brydes af de alt for vidtløftige kapitel-inddelings-udsagn, en slags overskrifter af typen som det indledende »Glimtene i andres øjne kaster sit første strålende slør ind over hende ved mødet med den amerikanske kvinde«. De strålende slør indgår i hvert kapitel som varieret indgangsformular. Stor hjertevarme Jeg synes, det bryder bogens tone voldsomt. Tilbage står en miljøtegning af en af 1950’ernes landlige udkanter oplevet fra barnehøjde. En skildring af en barndom fra en svunden tid, hvor et 5-årigt barn kunne blive sat til at se efter en lillebror, der lige har lært at gå. Alt for stort ansvar – og stor selvforvaltning. Et knapt miljø med das og badebalje i køkkenet – men stor hjertevarme.