Preben Major Sørensen er en i alle henseender egenartet figur i nyere dansk litteratur. Den uhyre produktive og først sent anerkendte Major Sørensen barsler nu med et kulsort bind dødstekster, udgivet på det lille nordjyske forlag Anblik. ’De dødes vej. Fortegninger’ rummer 86 som oftest ultrakorte tekster – og disse tekster har både lange og dybe rødder tilbage i Preben Major Sørensens forudgående værk, samtidig med at de uhørt intenst og insisterende peger hen mod døden. Ophævelse af skillelinjer Titlen kan alene i sig selv læses som en hilsen til Henrik Pontoppidans ’De dødes rige’ (1912-16), men der ligger noget betydningsfuldt i, at Pontoppidans ’rige’ her er blevet udskiftet med en ’vej’. For ideen om ’riget’ implicerer strengt markerede grænser, hvor Major Sørensen tværtimod i dette værk iscenesætter et mellemfelt karakteriseret ved en ophævelse af skillelinjer – mellem drøm og vågen tilstand, mellem liv og død, mellem fantasi og realitet. Vejen går hele tiden begge veje, alt skvulper eller duver frem og tilbage på vejen, sådan at det aldrig er helt klart, om vi er inden for eller uden for dødens herredømme, om vi drømmer eller er i live, er spøgelser eller lyslevende. Verden er et smerteligt blændværk På denne uhyggeligt åbne vej er det da, at Major Sørensen iværksætter de tekster, der rent genremæssigt er spaltet mellem eventyr, groteske, fikserbillede, drømmetableau og fabel. Det ene øjeblik emmer teksten af Carl Ewald og H.C. Andersen, det næste øjeblik vrimler det med Poe, Hoffmann og Villy Sørensen. Bagtæppet er som oftest den velkendte Major Sørensenske aftapning af misantropen Schopenhauer – verden er et smerteligt blændværk befolket med vold og død, gennemtrukket af den objektiverede viljes indifferente kraft. Derfor er teksternes centrale problem som regel spørgsmålet om hjemmet, om intetsteds at have hjemme på en betryggende afgrænset lokalitet. I »underløbent sølv« skal tekstens jeg sættes ud, men slår resolut en kvinde ihjel, og teksten ender med, at der tilkaldes hjælp til at sætte den vrangvillige morder på porten. ’En spøgelseshistorie’ I ’En spøgelseshistorie’ møder fortælleren afdøde Uffe Harder, og hverken Harder eller jeget har rigtig et hjem: »at jeg jo i virkeligheden – hvad så virkeligheden er – ikke havde noget hjem eller i det mindste ikke vidste hvor det var. Jeg var flyttet ud af det hus jeg boede i, men havde jeg overhovedet fundet et nyt sted at bo?«. Denne bopælsbrist, kunne man kalde den, er dels konkret i tekstens rum, dels en art biologisk-eksistentielt kår, sådan at alle teksternes figurer vandrer forvildet og ofte voldeligt rundt på de dødes vejnet. Stemningen er tung af surrealisme og David Lynch – et sted møder jeget en lille blåt lysende trold, der med skingrende stemme siger hans navn, og det er det. Andre steder vrimler det med blege gespenster, og sådan går det over stok og mørke sten. Høj forekomst af kropslighed Men underneden det hele ligger nu også ofte en bister og forsoren humor, som i ’Pludselig hedder det sig’, der befatter sig med nyheden (den fejlagtige nyhed) om det, der må være Preben Major Sørensens egen død. Endelig ER mellemfeltet eller vejens diffuse og desorienterede karakter kontrasteret med en høj forekomst af kropslighed – kroppe, der slår hinanden, flår i hinanden, jagter hinanden, parret med talrige dyr og fabeldyr, der blander sig i teksternes kødelige zoo – alt et sted mellem intimidering og intimitet. Tilsammen er dette et højst interessant senværk af en egensindig digter, der ikke bare nærmer sig dødens gådefulde og uhåndgribelige erfaring, men litterært opfører badutspring og overfald, bizarre eventyr og dunkle grotesker på den vej mellem liv og død, hvor det ene misliebigt, barokt og pludseligt går over i det andet, sådan at vi ikke længere rigtig har hjemme nogetsteds og uroligt må flakse om i tusmørket.