Forfatterne af de 14 bind om Københavns Universitets 500-årige historie skulle egentlig have haft penge for deres arbejde. Det fik de fleste af dem ikke.Det forhindrede studenterne. De 14 bind skulle også være udkommet tæt på universitetsjubilæet i 1979, da universitetet rundede de 500 år. Det gjorde mange af bindene mildest talt ikke. Det sidste halvbind udkommer på tirsdag. De overlevende Fra starten var der omkring 300 abonnenter på værket. Tallet er i årenes løb skrumpet kraftigt ind. Abonnenterne er simpelt hen døde i ventetiden. I dag er der cirka 80 tilbage. Fra starten var der otte hovedredaktører. Kun to er i live til at se værket blive fuldendt. Og skribenter døde, netop som de havde taget fri for at færdiggøre et stort manuskript. Møde med den moderne verden Jo, der er rigtig mange gode - og lige så mange ikke så gode - grunde til, at det kolossale værk om Københavns Universitets historie fra starten frem til i dag er blevet forsinket i en grad, så universitetshistoriker Ejvind Slottved indimellem har spekuleret over, hvorvidt det nogensinde ville blive afsluttet. »Jeg har i hvert fald i perioder tænkt, at hvis ikke jeg holdt fast i projektet, så ville det dø. Da Ove Nathan var rektor, sagde han, at vi jo var nødt til at få værket afsluttet, fordi det ellers ville være som at se på en tandrække, hvor der mangler en tand. Det eneste, man ville få øje på, ville være hullet, hvor tanden skulle have været«, siger Ejvind Slottved. Som han ser det, er værket et langt stykke ad vejen også blevet en dansk videnskabshistorie, eftersom Københavns Universitet i de første fire århundreder var synonym med dansk videnskab. På samme måde kan man sige, at hele tilblivelseshistorien af det store 14-binds jubilæumsværk også er blevet historien om universitetets møde med den nye, moderne verden efter det gamle professorvælde. Vilkårlighedens princip »Allerede omkring 1970 var man enige om, at værket skulle skrives. Man fik samlet en kreds af forfattere, og de enkelte fakulteter udpegede dem, der skulle skrive værket. Man fik skaffet penge og regnede også med et vist salg, så skribenterne fik tilbudt et normalt forlagshonorar«. »Men det blev ikke til noget, og det er en del af værkets skæbne og en af årsagerne til, at det først er færdig i dag. Vi fik jo undervejs en ny styrelseslov, hvor vi fik et venstredrejet flertal af TAP'ere og studenter i konsistorium. Man var optaget af forskning for folket, og jubilæumsværket blev nok opfattet som et elitært foretagende«. Det var det vel også? »Ja, men ideen var jo, at man på et fagligt forsvarligt grundlag skulle skrive noget, som ville kunne læses af helt almindelige mennesker, der havde interesse for sagen. På den måde var det ikke elitært, men eftersom universiteter jo er eliteinstitutioner, er det jo elitært«. »På den baggrund lykkedes det at få vedtaget, at personer i stillinger med forskningsret ikke skulle have honorar, og det gjaldt også folk ved andre universiteter og museer. Det betød, at en del sagde nej tak, mens andre sagde ja, men på den betingelse at de ville skrive, når de fik tid. Dér skred tidsplanen, kan man roligt sige«, forklarer Ejvind Slottved. Alle uden undtagelse Han har selv været tilknyttet værket siden 1972. Han har derfor også set, hvordan de enkelte bind er kommet dryppende helt uden nogen som helst orden. Og at de enkelte fakulteter har grebet opgaven an, som de nu havde lyst til. »Det betød eksempelvis, at professor Knud Brøchner-Mortensen fra Rigshospitalet henvendte sig til et meget stort antal læger, der simpelt hen fik besked på inden en bestemt dato at aflevere et manuskript af en bestemt størrelse med et vist antal illustrationer«. »Og det gjorde de så, alle uden undtagelse, for i de år var Brøchner-Mortensen nærmest, hvad man kan kalde fakultetsejer. Det betød også, at dette bind var det eneste, der var færdigt, da universitetet havde jubilæum i 1979«, siger Ejvind Slottved. Tyve år senere Det noget kaotiske udgivelsesmønster har også betydet, at tekster er blevet skrevet og indleveret og på det nærmeste overhalet af virkeligheden, inden de nåede at blive trykt. »I 1980 havde afdelingsleder Preben Wolff fra Sociologisk Institut skrevet og afleveret sit bidrag om sociologi, og det trykker vi så tyve år senere på et tidspunkt, hvor instituttet har været lagt ned og er blevet rejst op igen«. »Vi kunne selvfølgelig have bedt Preben Wolff om at skrive om de seneste tyve års historie, men dels var han part i forløbet, dels var han siden gået på pension. Derfor lod vi det oprindelige bidrag stå, mens professor Peter Gundelach beskrev tiden på Sociologi fra 1980 og frem«, siger Ejvind Slottved. Tamm vs. Waaben Det er imidlertid ikke kun i 1970'erne og 1980'erne, universitære trakasserier har forsinket udgivelsen af de sidste bind. I forordet til det sidste bind, der udkommer på tirsdag, står indirekte historien om, hvordan det ikke er lykkedes at få mennesker til at samarbejde. Allerede i 1970 drøftede professor Knud Waaben - dengang en af værkets hovedredaktører - med Ditlev Tamm (siden juraprofessor), at de skulle skrive afsnittet om universitetets jurister. Bindet skulle udkomme op til jubilæet i 1979. Da det stadig ikke var udkommet i starten af 1990'erne, udgav Tamm en bearbejdet udgave af sine egne afsnit i bogen 'Retsvidenskaben i Danmark'. Men sidste bind manglede altså stadig. I 1994 bad daværende rektor Kjeld Møllgård Tamm om at påtage sig redaktionen af det sidste bind. På grund af omfanget blev det splittet op i to, og det ene halvbind udkom i 2001. Kun juristerne manglede i det bind, som man 30 år tidligere talte om skulle udarbejdes af Waaben og Tamm i fællesskab. Nye kræfter Som det fremgår af forordet til det afsluttende bind, trak Knud Waaben i 2003 et stort set færdigt og allerede indleveret manuskript tilbage og udgav det som en selvstændig bog i 2005. Ud mellem linjerne i det neutralt lydende forord runger ekkoet af et drama mellem to mænd, der aldrig i fællesskab ville have fået fortalt historien om juraen på Københavns Universitet. Om de så ventede til 600-års jubilæet. Nye kræfter måtte igen indkaldes, og professor dr.jur. Inger Dübeck og universitetshistoriker Ejvind Slottved bistod Ditlev Tamm med at binde den absolut sidste sløjfe i det 14-binds værk, der i realiteten er vokset til 15. Professorernes værk »Med værket har vi fået en beskrivelse af, hvordan videnskaben har udviklet sig fra middelalderen og op til moderne tid. Man kan diskutere, om der på grund af tidsånden overhovedet ville være interesse for at gå i gang med sådan et værk i dag, men jeg synes bestemt, det har været umagen værd. Andre universiteter har valgt nemmere løsninger med tobindsværker, som er nemmere at få til at hænge sammen, hvor vi går mere i dybden og fortæller alle fags historie«. »Personligt kunne jeg have ønsket mig, at man i sin tid havde hyret en gruppe af unge historikere og udstyret dem med nogle faglige redaktionskomiteer. Så havde man fået nogen, der var sultne, og som med et brag af et værk kunne løfte deres karriere. Man kunne have fået en sammenhæng i værket, der kunne være skrevet på tre, fire eller fem år«, siger Ejvind Slottved. Men sådan blev det ikke. Værket blev i høj grad professorernes værk. Og universitetet var blevet mere end 525 år, før værket var færdigt.