0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jubilæumsværket om Københavns Universitet

Jubilæumsværket om Københavns Universitet skulle have ligget klar i tiden omkring jubilæet i 1979. Men det sidste af 14 bind udkommer først på tirsdag. Historien om værkets tilblivelse er også historien om professorvældets død. Og abonnenternes død. Og skribenternes død. Og aldeles uforenelige gemytter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
JENS DRESLING
Foto: JENS DRESLING
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forfatterne af de 14 bind om Københavns Universitets 500-årige historie skulle egentlig have haft penge for deres arbejde.

Det fik de fleste af dem ikke.Det forhindrede studenterne.

De 14 bind skulle også være udkommet tæt på universitetsjubilæet i 1979, da universitetet rundede de 500 år.

Det gjorde mange af bindene mildest talt ikke. Det sidste halvbind udkommer på tirsdag.

De overlevende
Fra starten var der omkring 300 abonnenter på værket. Tallet er i årenes løb skrumpet kraftigt ind. Abonnenterne er simpelt hen døde i ventetiden. I dag er der cirka 80 tilbage.

Fra starten var der otte hovedredaktører. Kun to er i live til at se værket blive fuldendt.

Og skribenter døde, netop som de havde taget fri for at færdiggøre et stort manuskript.

Møde med den moderne verden
Jo, der er rigtig mange gode - og lige så mange ikke så gode - grunde til, at det kolossale værk om Københavns Universitets historie fra starten frem til i dag er blevet forsinket i en grad, så universitetshistoriker Ejvind Slottved indimellem har spekuleret over, hvorvidt det nogensinde ville blive afsluttet.

»Jeg har i hvert fald i perioder tænkt, at hvis ikke jeg holdt fast i projektet, så ville det dø. Da Ove Nathan var rektor, sagde han, at vi jo var nødt til at få værket afsluttet, fordi det ellers ville være som at se på en tandrække, hvor der mangler en tand. Det eneste, man ville få øje på, ville være hullet, hvor tanden skulle have været«, siger Ejvind Slottved.

Som han ser det, er værket et langt stykke ad vejen også blevet en dansk videnskabshistorie, eftersom Københavns Universitet i de første fire århundreder var synonym med dansk videnskab.

På samme måde kan man sige, at hele tilblivelseshistorien af det store 14-binds jubilæumsværk også er blevet historien om universitetets møde med den nye, moderne verden efter det gamle professorvælde.

Vilkårlighedens princip
»Allerede omkring 1970 var man enige om, at værket skulle skrives. Man fik samlet en kreds af forfattere, og de enkelte fakulteter udpegede dem, der skulle skrive værket. Man fik skaffet penge og regnede også med et vist salg, så skribenterne fik tilbudt et normalt forlagshonorar«.

»Men det blev ikke til noget, og det er en del af værkets skæbne og en af årsagerne til, at det først er færdig i dag. Vi fik jo undervejs en ny styrelseslov, hvor vi fik et venstredrejet flertal af TAP'ere og studenter i konsistorium. Man var optaget af forskning for folket, og jubilæumsværket blev nok opfattet som et elitært foretagende«.

Det var det vel også?

»Ja, men ideen var jo, at man på et fagligt forsvarligt grundlag skulle skrive noget, som ville kunne læses af helt almindelige mennesker, der havde interesse for sagen. På den måde var det ikke elitært, men eftersom universiteter jo er eliteinstitutioner, er det jo elitært«.

»På den baggrund lykkedes det at få vedtaget, at personer i stillinger med forskningsret ikke skulle have honorar, og det gjaldt også folk ved andre universiteter og museer. Det betød, at en del sagde nej tak, mens andre sagde ja, men på den betingelse at de ville skrive, når de fik tid. Dér skred tidsplanen, kan man roligt sige«, forklarer Ejvind Slottved.

Alle uden undtagelse
Han har selv været tilknyttet værket siden 1972.

Han har derfor også set, hvordan de enkelte bind er kommet dryppende helt uden nogen som helst orden. Og at de enkelte fakulteter har grebet opgaven an, som de nu havde lyst til.

»Det betød eksempelvis, at professor Knud Brøchner-Mortensen fra Rigshospitalet henvendte sig til et meget stort antal læger, der simpelt hen fik besked på inden en bestemt dato at aflevere et manuskript af en bestemt størrelse med et vist antal illustrationer«.

»Og det gjorde de så, alle uden undtagelse, for i de år var Brøchner-Mortensen nærmest, hvad man kan kalde fakultetsejer. Det betød også, at dette bind var det eneste, der var færdigt, da universitetet havde jubilæum i 1979«, siger Ejvind Slottved.

Tyve år senere<