Alene ordet får det til at løbe koldt ned ad ryggen på lønmodtagere, fagforeninger og politikere. Som en moderne pendant til ’bøhmanden’ er kapitalfonde blevet noget nær indbegrebet af kold storkapital. Når ordet dukker op, fremmanes billeder på den indre nethinde af unge mænd i mørke jakkesæt, der køber virksomheder for lånte penge, gældsætter dem til op over skorstenen og bevilger sig selv kæmpe honorarer, inden de sælger byttet videre med kæmpe fortjeneste. Uden at skattevæsenet får en krone, mens medarbejderne til gengæld betaler prisen i form af massefyringer. De senere års opkøb af store danske koncerner som TDC og ISS har lejret sig dybt i den folkelige bevidsthed. Mange danskere er helt elementært utrygge ved kapitalfondenes motiver. Og bange for deres enorme kapitalkræfter. I år står kapitalfonde for en fjerdedel af alle fusioner og opkøb i verden. Også herhjemme sætter de i stigende grad deres tunge fodaftryk på dansk erhvervsliv. Og har afstedkommet en til tider overophedet debat. Egentlige kalorier i form af fakta har det knebet gevaldigt med. Men nu forsøger to forfattere med hvert sit udgangspunkt at gå bag facaden på finansmarkedernes nye herremænd. Skal man tro Poul Nyrup Rasmussen er frygten for bøhmanden mere end velbegrundet. Fra sin plads i EU-parlamentet advarer den tidligere statsminister indtrængende imod fortsat at lade naiviteten råde, og i stedet sætte hårdt mod hårdt overfor kapitalfondenes grådighed, der - med hans ord - er en trussel mod vores velfærdsstater og sammenhængskraft. Bogen, som Nyrup selv har skrevet starten og slutningen af, er en endog særdeles ramsaltet gennemhegling af kapitalfondenes uvæsen. Med afsæt i opkøbet af TDC anklager Nyrup kapitalfondene for at se stort på al etik og moral, for i stedet at berige sig selv på statskassens bekostning. ’I grådighedens navn’ kan og skal bør læses som et unuanceret flammeskrift, hvor nuancerne bevidst er udeladt for ikke at ødelægge budskabet, nemlig at det haster med at få paraderne op - og skærpet lovgivningen - så kapitalfondene ikke længere uhindret kan køre solide virksomheder i sænk. Hvor Nyrup fremmaner et skræmmebillede, der er til at forstå for høj og lav, er bankmanden Robert Spliid ude i et noget andet ærinde. Han arbejder selv i højfinansen, og mener, at debatten om kapitalfonde i stor stil beror på myter og misforståelser. Problemet er dog til dels selvforskyldt, erkender han, og skyldes kapitalfondenes indgroede lukkethed. En lukkethed, de ifølge forfatteren selv har valgt for ikke at være for gennemsigtige for konkurrenter og potentielle købere i forbindelse med salgsstrategiske overvejelser. Hvor Nyryp har travlt med råbe ’Ulven kommer’, forsøger Robert Spliid mere stilfærdigt at komme ind bag kapitalfondenes facade. Med udgangspunkt i Danmark fortæller han, hvordan kapitalfondene dukkede op for små 30 år siden, og beskriver detaljeret, hvordan mændene bag tænker og agerer dengang og nu. Ud over den rent faglige gennemgang af fondenes opbygning og handlemåder rummer bogen en detaljeret gennemgang af syv af de største og mest omdiskuterede virksomhedsopkøb og -salg, som kapitalfonde har foretaget i Danmark. Blandt andet lykkes det Robert Spliid at føje nye facetter til den dramatiske historie om TDC og salget af ISS og Danske Trælast. Robert Spliidshovedærinde er ikke at levere et forsvarsskrift for de forkætrede kapitalfonde. Men han tager heller ikke del i hylekoret. Han peger således på, at kapitalfondene gør meget godt, især ved opkøb af gamle familieselskaber, datterselskaber af store koncerner og af virksomheder, hvor aktierne er gået i stå. Ifølge forfatteren er kapitalfondenes styrke deres hurtige adgang til kapital, der gør det muligt at arbejde med en mindre egenkapital i virksomhederne, et fokuseret ejerskab, som kan sikre en videreudvikling af virksomheden og beslutninger, som kan række 3-7 år frem i tiden. Og så slipper selskaberne for, hvad han kalder kvartalstyranniet, hvor børsnoterede virksomheder skal stå til ansvar over for aktiemarkedet hver tredje måned. På den anden side – og det er ikke blevet mindre aktuelt af den aktuelle finanskrise – advarer han om, at kapitalfondene er særdeles sårbare over for en generel konjunkturnedgang, fordi deres lånefinansiering er så høj. Selv om nogle af de største fonde p.t. gisper efter luft, er Robert Spliid dog ikke i tvivl om, at fondene er kommet for at blive. »Når kapitalfondene har overlevet de seneste 30 års svingende økonomiske og juridiske rammebetingelser, kan der kun være én forklaring: at der er brug for dem«, skriver han. Den største fare kommer paradoksalt nok fra kapitalfondene selv. Hvis ikke fondene begynder at åbne døren til omverdenen – og som minimum fortæller om planlagte omstruktureringer, succeskriterier og baggrunden for købet af en virksomhed – risikerer de at blive underlagt en så stram lovgivning i form af »populistiske politiske indgreb«, at deres mulighed for at agere bliver beskåret voldsomt – »til skade for både dem selv og for de mange virksomheder, som fondene har været med til at videreudvikle eller endog redde«, som Robert Spliid udtrykker det. Hans bog er selv med til at sparke døren om ikke på vid gab, så dog på klem, og kan anbefales til både lægfolk og professionelle – uanset om de gyser eller ej, når de hører ordet kapitalfond. Hvis man i stedet leder efter et partsindlæg, hvor alle budskaber er mejslet ud i granit, er det Poul Nyrup Rasmussens bog, der skal under juletræet.