I godt fire år blev den amerikanske jazzsangerinde Etta Cameron holdt som fange i det daværende Østtyskland, med en dansk manager som fangevogter. Han inddrog alle hendes honorarer – og de var store, for hun blev en strålende succes i den triste republik – ville ikke udlevere hendes pas og forhindrede hende på alle måder i at komme ud af DDR, hvortil hun var kommet for at synge ved en enkelt koncert i nytåret 1968. Det er den mest interessante af mange dramatiske historier i de erindringer, som journalisten og forfatteren Bo Østlund har sammenskrevet for Etta Cameron, der i følge bogen ikke tidligere har fortalt den sande historie om sine år bag jerntæppet, af frygt for repressalier. Hun flygtede til Danmark fra DDR i 1972 og har været et navn på den danske jazzscene lige siden, i de senere år mest som gospelsangerinde. Nu fortæller hun så om sit liv, og heldigvis er den beretning ikke så banal som bogens titel. Den er absolut værd at høre, og Bo Østlund fortæller den udmærket. Han skulle bare have holdt sig fra at skrive de forbindende tekster, som er tåkrummende sentimentale: »Men bag de smukke kostumer gemmer sig et blødende hjerte og en grædende sjæl«. Hun græder en del, Etta Cameron, og hun har også haft noget at græde over. Hendes mor døde, da hun var 11 og gjorde hende ansvarlig for fem mindre søskende, hendes far slog hende jævnligt, hun blev voldtaget af en af hans venner, og da hun giftede sig og slap hjemmefra, blev hun banket af sin mand. En smuk karriere Det samme skete i et par af hendes senere ægteskaber og i årene med den danske manager, der ifølge bogen holdt hende som fange i sit hus i Østberlin. Hun nævner ikke hans rigtige navn, og de to billeder af ham er maskeret, men musikmiljøet vil givetvis huske ham, for han skaffede engagementer til mange af datidens danske popsangere. Han er i øvrigt død nu. Midt i sit stormomsuste privatliv lykkedes det Etta Cameron at skabe sig en smuk karriere med sin stemme, der bragte hende engagementer med mange af tidens bedste orkestre. Hun fortæller fra sine ganske unge dage, at hun i to sæsoner optrådte sammen med den senere verdensberømte Tina Turner på færgen mellem Miami i Florida og Nassau på Bahamas: »Det var der, Tina lærte sin stil, hvor hun tripper afsindigt hurtigt rundt på scenen på tæerne (…). Det var hun nemlig nødt til for ikke at vælte, når båden gyngede. Jeg klamrede mig derimod bare fast i et eller andet, mens jeg sang«. Og hun fortæller underholdende om den etiopiske prins, en søn af kejseren Haile Selassie, der kurtiserede hende voldsomt i London i julen 1967 med den hensigt at hjembringe hende til Etiopien som kone nummer 50. I stedet tog hun på sin skæbnesvangre tur til Berlin. Bor stadig i Danmark I Danmark landede Etta Cameron midt i et blomstrende jazzmiljø dengang i 1972, hvor København var fyldt med berømte navne: Sahib Shibab, Dexter Gordon, Horace Parlan, Kenny Drew, Ben Webster, Thad Jones og mange flere. Hun giftede sig proforma med en dansker for at få opholdstilladelse, men først i 1976 fik hun hentet sine to børn, Debbie og Steve, som siden 1968 var blevet passet af familie i USA. De bor stadig i Danmark, Debbie Cameron er sanger, Steve er musiker, men de ser ikke meget til deres mor, der for eksempel må sidde alene juleaften, fortæller hun i bogens sidste afsnit. Det kunne man godt have undværet sammen med de sidste 100 sider, der dels er en opremsning af begivenheder og projekter, dels en lang jammerklage over sygdom, som hun har haft en del af, og over ensomheden som ældre. Her slubrer sentimentaliteten sig igen ind på historien. Og den kan lyde godt som gospel, men i prosa er den svær at få ned.