Vi ved jo godt, at Blekingegadebanden eksisterede, drev sit kyniske spil, blev fanget og til sidst dømt for nogle af sine ugerninger. Så er det ikke lidt unødvendigt og blasert med de fede bogstaver på omslagets inderflap: »Dette er en dokumentarisk beretning. Teksten er ikke på nogen måde baseret på forfatterens fantasi, men udelukkende på et stort antal skriftlige og mundtlige kilder. Se kilderne på www.oevig.dk«. Jo, måske. De første par sider. Men derefter må læseren hele tiden have fat i flap-teksten for at minde sig selv om, at dette ikke er fantasi. Ikke fiktion. Ikke noget, der er konstrueret. Det er ren og skær dansk virkelighed fra 70’erne og 80’erne, forstå det hvem der kan.
Blekingegadebanden Vi er i gang med Peter Øvig Knudsens andet bind om Blekingegadebanden. De over 500 sider er så rige på detaljer, så velskrevne og så dramatisk komponeret, at man bliver flov over at glæde sig til at læse slutningen, som var det en anden kriminalroman. For det er jo her, at en ung politimand 3. november 1988 kl. lidt over 5 om morgenen bliver dræbt under bandens røveri på postkontoret i Købmagergade. Her en postfunktionær bliver slået til psykisk lirekassemand. Men også her et stædigt og heldigt politiarbejde endelig får sat en stopper for bandens ugerninger – måske nærmest også til lettelse for bandemedlemmerne selv. Det var ikke længere dem, der bestemte, men sagen. Den palæstinensiske sag, der hele tiden krævede flere og flere penge. 10-15 års succesrige røverier og andre ugerninger havde sløvet enhver form for etik og moral hos bandens medlemmer. Alt kunne lade sig gøre. Næsten alt. Der er før skrevet bøger om Blekingegadebandens kriminelle aktiviteter. Men Peter Øvig Knudsen har med sine nu to bøger på tilsammen over 900 sider skrevet et stykke samtidshistorie af enestående kvalitet, hvor bandens fremfærd bliver sat i den ramme af danske og internationale begivenheder, som var bandens ideologiske udgangspunkt. Forlaget og Øvig burde redigere en stram udgave af de to bøger til brug for undervisning i bl.a. gymnasiet. Så kunne unge mennesker ’anno nu’ sætte sig ind i, hvordan politisk fanatisme og ungdommelig naivitet i 60’erne forførte en gruppe unge mennesker ud i dyb og grænseoverskridende kriminalitet i det, de mente var en bedre sags tjeneste. Tilbage til 60’erne Den bedre sag er ’den rige verdens kyniske udnyttelse af fattige lande og oprindelige befolkninger’. Vi skal tilbage til 60’erne med verdensbank-uroligheder, Vietnamkrig og snart også palæstinensiske flykapringer og andre terrorhandlinger; venstrefløjen herhjemme mobiliserede. Men vi skal så langt ud på den fløj, at ’venstre’ ikke længere giver mening. Helt herude rekrutterede maoisten Gotfred Appel en gruppe unge mennesker, den yngste stadig teenager, til politisk arbejde. Øvigs ’Blekingegadebanden 1’, der udkom i foråret, havde undertitlen ’Den danske celle’ og fortalte om Appelgruppen frem til 1980, hvor de mange politiske diskussioner og aktiviteter til fordel for undertrykte og modstandsbevægelser overalt i verden gradvist blev suppleret med tæt kontakt til den palæstinensiske befrielsesorganisation, deltagelse i våbentræning og de første røverier herhjemme. Mødommen var taget. Sidst i 70’erne går Appelgruppen op i limningen på grund af indre splid. Men en gruppe på 15-20 af de nu ikke længere så unge, men til gengæld familiemæssigt etablerede aktivister, organiserer sig i en ny celle, hvor der blev talt noget mindre politik, men til gengæld taget anderledes hårdt fat i det, gruppens medlemmer selv senere kaldte det illegale arbejde. Et pænt ord for kidnapninger og røverier en masse. Blekingegadebanden 2 fører os gennem en række dramatiske ’illegale’ begivenheder i 80’erne på en måde, som var man selv til stede. Vi deltager i planlægning og gennemførelse af røverier mod stormagasiner, postkontorer og banker. Vi er med til forberedelse af planen om at kidnappe en svensk milliardærarving. Købmagergade-røveriet Og vi er med til Købmagergade-røveriet, der bliver begyndelsen til enden. Et halvt år efter anholdes gruppens hårde kerne, og i 1991 bliver de dømt for nogle af deres forbrydelser, men bl.a. ikke for drabet på den unge politibetjent. En af de fem deltagere i røveriet skød og dræbte, men retten kunne ikke afgøre hvem. I 1994 og 1995 blev de dømte sat på fri fod. Men vi er også bogen igennem med i politiets forgæves forsøg på at opklare røveri efter røveri og kan med stigende undren følge, hvordan de ihærdige kriminalpolitifolk ikke får nogen som helst hjælp fra PET, som har fulgt først Appelgruppen og siden den nye fraktion med skygning, aflytning mv. PET mente i gruppen at have sigte på en meget stor fisk af international betydning. Det skulle ikke ødelægges af, at den samme fisk begik smårapserier i hjemlige danske banker. Og man sidder målløs tilbage, da Øvig sandsynliggør, at Justitsministeriet, administrativt eller politisk, direkte saboterer kriminalpolitiets arbejde i en konkret røverisag. Formålet er at hindre, at Blekingegadebandens forbindelser til PFLP og dermed terror bliver offentligt kendt. Det samme gentager sig, da banden endelig bliver fanget og skal i retten. En tiltale for medvirken til terror bliver droppet af anklageren. Peter Øvig Knudsen Peter Øvig Knudsen har som grundlag for sine to bøger gennemført et gigantisk stykke interview- og researcharbejde, hvor kronjuvelen er hans adgang til politiets (men ikke PET’s) arkiver, som bl.a. rummer Blekingegadebandens egne papirer, der blev fundet i tusindvis på deres dækadresse i Blekingegade, bl.a. den såkaldte drejebog for Købmagergade-røveriet. Men Øvig har også haft mulighed for over to år at gennemføre samtaler med i hvert fald ét af de dømte bandemedlemmer, Stemmen. Hvem stemmen tilhører, har han lovet ikke at afsløre. Sit store materiale udnytter Øvig til at skrive en djævelsk dokumentar, hvor han fører os gennem de spektakulære begivenheder med en lammende autenticitet – og husker at anføre, hvis der er flere versioner af sandheden eller blot usikkerhed om detaljer. Og indimellem hører vi så Stemmen fortælle om bandens personlige forhold, om udviklingen fra unge og naive til forhærdede tidselgemytter, der ikke reflekterede nøje over et biltyveri eller røveri af en bank. »Vi var jo optændt af en ide«, siger Stemmen, »og hvis støtten til PFLP krævede, at vi gjorde de ting, så gjorde vi det som noget naturligt. Vi havde storhedsvanvid og mente, vi havde verdenshistorisk betydning«. I 80’erne Det kunne banden godt have fået, men den møder dog sin mur midt i 80’erne under planlægning af kidnapningen af en svensk milliardærsøn. Planen skulle give flere hundrede millioner kroner til PFLP’s arbejde, men opgives i sidste sekund, bl.a. fordi nogle medlemmer fik moralske skrupler. Det gik op for dem, at målet ikke altid helliger midlet. Men først her tyve år og en fængselsstraf senere siger Stemmen, at det naturligvis er en syg tanke, at man kan forsvare at udsætte nogle få mennesker for lidelser, f.eks. at de bliver slået ned under et røveri, fordi pengene fra røveriet skal bruges til at frelse mange mennesker i et andet land. Der findes ingen argumenter for at gøre ondt mod et andet menneske, siger Stemmen i sin trygge lejlighed og nye liv. Efter den mislykkede kidnapning drosler gruppen sine illegale aktiviteter ned og koncentrerer sig om det politiske arbejde. Et par medlemmer forlader gruppen. Men, som Stemmen siger, vi får gnisten igen og vender tilbage til røverierne. Det er til at finde ud af ... Lige indtil den morgen på Købmagergade, hvor en ung betjent trak sin tjenestepistol for at stoppe den røde kassevogn, som Blekingegadebanden brugte til røveriet i Købmagergade. Banden havde koreograferet røveriet i en flere hundrede sider lang drejebog. I den stod der, at hvis man blev stoppet af politiet, så skulle manden på passagersædet i den røde kassevogn stige ud og skyde. Manden i passagersædet gjorde, som der stod i drejebogen. Det kunne lade sig gøre DET KAN DISKUTERES, om Peter Øvig Knudsen med sin detaljerede, dramatiske og kliniske beskrivelse af ugerningerne æstetiserer volden, skaber en slags fascination hos læseren over, at det kunne lade sig gøre. At læseren lader sig imponere over ’kriminalromanen’ og måske endda er på vej til at acceptere bandens kriminalitet. Det er ikke Øvigs ærinde, så langtfra. Og han leverer selv hele vejen den nødvendige modvægt. Han citerer således det åbne brev fra den dræbte betjents mor til bandens medlemmer. Vi får at vide, at portvagtens tid som helt menneske sluttede den morgen i Købmagergade. Vi får alle mellemregninger med. Vi får lov at dømme selv. Men Peter Øvig Knudsen er i sin komposition af bogen og i sit sprog så djævelsk en fortæller, at det er godt, vi har en flap, hvor han har skrevet: »Dette er en dokumentarisk beretning«.