Nu har cirkusfamilien Saragossa turneret på kontinentet siden oldefar var barn.
Det er måske et tegn, da bedstemors ukendte søster dør hjemme i Danmark og samtidig testamenterer dem ’Villa Dejavu’ i Lilleby. Nu ruller Saragossa’erne op foran den store villa medbringende løve, søløve og loppe. Nabodrengen, der hedder Finn, er henrykt. Det er hans far, der også hedder Finn, bestemt ikke. Mest er Camilla Hübbes ’Cirkus Saragossa’ en letflydende historie om flytning og tilvænning. Det sker uden den store sorg og i storfamiliens brede favn. Alligevel møder seneste skud på stammen – han hedder Elvis og er 10 år – den banale virkelighed i form af mobning, fra sin første skoledag. Elvis kan som resten af familien ikke læse og skrive. Men så kan han så meget andet. Elvis kan blive ven med lille Finn, og sammen får de begyndt på det legeliv, de aldrig før har kendt. Første højdepunkt er, da Elvis cykler på line over skolegården. Andet klimaks det genopstandne cirkus Saragossas festforestilling på plænen foran Villa Dejavu. Midt i historien er gemt to forløb, der handler om at sige undskyld. Først skal bedstemor forsones med sin ikke helt afdøde søster. Og lille Finn skal lære at blive stor. Der er godt gang i Camilla Hübbes beskrivelse af store og små vanskeligheder. Der er sammenhæng og nærvær. Måske mangler der noget galskab i manegen. Som ekstranummer har Maria Bramsen gennemillustreret bogen i sort-hvid. Hun har en sirlig streg, der godt kan minde om en tidlig Dorte Karrebæk. Det er sikre tegninger, men de virker sært i vejen, fordi de understøtter tekstens pænhed.
