Uha, den her bliver svær at få gjort sexet: en gennemgang af anmeldelserne af det først udkomne bind af Gyldendals nye 'Dansk litteraturs historie'. Der skal vist en konspirationsteoretiker af Poul Behrendts kaliber til - har der monstro ikke været skjulte økonomiske eller (andre) perverse interesser på spil hos redaktørerne og/eller anmelderne? Man kan naturligvis også vælge at afsløre de allestedsnærværende kulturradikale, men det ville - selv hvis man tager herværende organ i betragtning - kun have meget begrænset pirringseffekt. Modsat litteratursyn Det eneste snavs, vi kan finde, er dette: Det nye fembindsværk - hvoraf altså bind 4 om 1920-1960 udkommer først - har ifølge Jyllands-Postens Jakob Levinsen det stik modsatte litteratursyn af den marxistiske 9-binds litteraturhistorie, der udkom midt i firserne. Den udkom også på Gyldendal, som således prøver at dække over sin røde fortid. Og hvad værre er: Flere af forfatterne er de samme! Vendekåber og vindbøjtler alle til hobe mener de nu noget andet, end de gjorde for tyve år siden! Bredt felt af litterære udtryksmåder Grå i toppen er de kommet til besindelse (eller er gået i kloster) og har lagt sig op ad en anden af de mange litteraturhistorier, vores lille sprogområde er blevet beriget med på en enkelt generation, nemlig F.J. Billeskov Jansens seks bind på Politikens forlag. Den kaldes af samme Levinsen for det »blå bedstefarværk«. Dette er »retrotider«, skriver Levinsen. Derfor har den yngre generation af forskere - »de findes nemlig« - ikke fået lov at komme videre »end 68-marxisterne og deres medløbere gjorde for 20 år siden«. Næ, hvis man mestrer den livslange læring, skulle det vel heller ikke være nødvendigt at lade andre komme til fadet. Så må man på den anden side også finde sig i at blive kaldt for »litteraturhistoriens svar på lavalampen«. Efter den indledende svada (til ære for chefen?) roser Levinsen alligevel værket for, at det viser »så bredt et felt af litterære udtryksmåder«. Og han kalder »holdets yngstemand Lasse Horne Kjældgaard« (anmelder på Politiken) velskrivende »i ualmindelig grad«. Men Levinsen lander alligevel på den for redaktørerne kedelige konstatering, at det er svært at få øje på værkets »overordnede eksistensberettigelse«. Litteraturhistorie for folket Det problem har Weekendavisens Frits Andersen ikke. Han kalder bind 4 »fremragende formidling af bedste karat«. Han roser især Søren Schou, professor ved RUC, hvis tiltrædelsesforelæsning Andersen citerer. (Lugter det ikke lidt af betænkelig respekt?). Ved denne forelæsning flyttede Schou - som virkelig har noget at sone, eftersom han var med i den marxistiske udgave - litteraturhistorien fra at være en videnskabelig til at være en pædagogisk genre. Altså litteraturhistorie for folket - helt kureret er Schou åbenbart ikke. (Man ser ham for sig som Wernher von Braun i Peter Sellers' skikkelse). Frits Andersen roser »sansen for nærlæsning og biografi light. Men de mest udfordrende og interessante kapitler er dog dem, der desuden konsekvent udfører Søren Schous to hovedgreb: for det første læser man kanon historisk, altså op imod i dag glemte værker, genrer og politiske spor; for det andet opfatter man den enkelte forfatters originalitet som en virkning af kulturmøder«. Den »gamle grønne« litteraturhistorie, som Frits Andersen (eufemistisk?) kalder den marxistiske forgænger, interesserede sig for »det ikke-kurante, det marginale og udgrænsede og for sociale konflikter. Den interesse er ført videre i det nye projekt, »men krumtappen er nu ikke længere kollektivet og klassekampen, men 'kulturmødet' opfattet i bredeste forstand«. (En naturlig arvefølge: Kulturmødet er lige så politisk sprængfarligt nu, som klassekampen var det engang). Flere gengangere I Berlingske Tidende konstaterer Nils Gunder Hansen, at 'Dansk litteraturs historie' er »konciperet som en diskret fornyelse af genren i fuld respekt for gamle dyder«. Herunder hører, at »socialhistorie, politisk historie, åndshistorie, mediehistorie m.m. begrænses til et minimum. Back to basics. Og det virker. At dømme efter dette bind er den nye litteraturhistorie let at læse og let at finde rundt i«. (Det var Gyldendals grønne marxistiske fra 1983-85 ifølge Nils Gunder Hansen ikke, for »forfattergruppen ville ikke anerkende det biografiske forfatterskab som den meningsfulde byggesten i en litteraturhistorie«). Om den nye gruppe fortsætter Nils Gunder Hansen, at »Der er en del erfarne folk med på holdet, minsandten også en håndfuld gengangere fra 'den grønne', og således kan man jo på smukkeste vis være med til at rydde op efter sig selv«. Helt har skribenterne dog ikke ryddet op, for - og her træder anmelderens tilknytning til Berlingske Tidende i karakter - de har ikke rehabiliteret »de store figurer fra det nationale, konservative, kristelige og landlige Danmark. Kaj Munk fylder langt mindre end Kjeld Abell og næsten også mindre end Soya, og vi hører mindst lige så meget om Munks diktator-fascination i 30erne, som om hans indsats under besættelsen«. Hvad med ungdommen? Lidt på linje med Jakob Levinsen konkluderer Nils Gunder Hansen, at værket er for forsigtigt. Dette er nemlig ikke bare retrotider, men også kanon-, kulturkamp- og nationalisme-tider, og redaktørerne (May Schack og Klaus P. Mortensen) skal ikke have klinket noget »... men det er alligevel lidt kedeligt, når dyden går amok«. Så har vi hørt det med. I Kristeligt Dagblad er Bo Hakon Jørgensen mest begejstret for billedredaktørens arbejde. Resten er »pålideligt uden at være sprælsk«. »Der skrives i en let kedsommelig korrekt stil til den i forvejen dannede læser - og jeg tænker med gru på nutidens unge, der skal orientere sig i en sådan tekst, når jeg af erfaring ved, hvor meget de savner forudsætning for at forstå, fordi deres liv har helt andre prioriteringer end den traditionelle almendannelse, som dette bind 4 forsøger at opretholde uproblematisk«. (Jamen, man skal vel ikke læse litteraturhistorie, hvis ens liv har andre prioriteringer?). Her i Politiken skriver Susanne Bjertrup, at »ord som fræk, kvik og øjenåbnende« bestemt ikke står i kø på hendes tastatur, når hun skal beskrive det aktuelle værk. Det undgår at bringe sindene i kog ved »at fremstille dansk litteratur i diskret vekselvirkning med kulturhistorien uden at dømme«. Hun nævner dog (som den eneste), at Kaj Munk og Lars von Trier bringes i åndelig familie, og det lyder da ikke så kedeligt ...