Med udgivelsen af antologien ’Fluen i teleskopet’ fejres hundredåret for den norske digter Rolf Jacobsens (1907-1994) fødsel.
Jacobsen, der blev udråbt som Norges første modernistiske digter med debutværket ’Jord og jern’ fra 1933, er en af de digtere, som er særligt spændende at læse i udvalg, der giver indtryk af hele forfatterskabet. Det følger nemlig en dramatisk udviklingskurve, der løber næsten parallelt med Emil Bønnelyckes herhjemme: fra højrøstet storbybegejstring til langt mere lavmælt meditationslyrik med stærke civilisationskritiske og endda religiøse undertoner – ja, til en nærmest Rilkeagtig skræmthed over de store byer og al deres støjende uvæsen. Hele den kurve, som løber fra 1933 til 1985, kan man følge på nært hold i det ny udvalg af Jacobsens digte, som Christian Graugaard har foretaget, oversat og forsynet med en indbydende efterskrift. Her kan man for eksempel se, hvordan synet på motorer og deres brændstof og forbrændingsprodukter ændrer sig i løbet af Jacobsens forfatterskab: I de tidlige digte beruser blandingen af udstødning og kastanjeknopper, senere skildres bilos som ammoniak med væmmelse, ligesom også sammensætningen af oliesøle og urin. Fænomenerne ligner hinanden, men sindet, der opfatter dem, er forandret. Det er bare ét konkret eksempel på den ændrede opfattelse af den moderne civilisation, som manifesterer sig i Jacobsens efterkrigsdigtning. Quislings nazistparti Der er i hans tilfælde en nærliggende biografisk forklaringsmulighed på toneskiftet, nemlig at han under besættelsen tilsluttede sig Quislings nazistparti, National Samling, og efter krigen blev dømt og straffet som landssviger. Krigen og dens fornedrende efterspil forårsagede en lang pause i forfatterskabet, som først blev brudt med samlingen ’Fjerntog’ fra 1951. »
