Kasper er en nittenårig dansk knøs på et dansk skib ude i Asien, nærmere bestemt Indonesien. Lige det Herrens og Djævelens år 1965, hvor et mislykket kup mod præsident Sukarno fører til et gigantisk planlagt, grænseløst hensynsløst og infamt modbydeligt folkemord, som bogen jo altså allerede med sin titel mener, er glemt i dag. Er det nu rigtigt, og er alt væk i medierne om denne masseudryddelse, som slog øriget med politisk pest og kolera? I hvert fald opdager Kasper først senere, hvad han er sejlet ind i, da han har fået en ny hyre, er brændt lidt varm på en lokal pige og har fået sig nogle nye venner. Så bryder helvede løs omkring ham. Samtidig hører vi parallelt om, hvorledes CIA er de kyniske kokke til denne massakre, som mestendels er en smertelig del af den kolde krigs vestlige strategi ude i Østen om at udrydde kommunismen med alle midler. Oplevelser som skibskok Peer Holm Jørgensen har skrevet en sympatisk spændingsroman på baggrund af egne oplevelser som skibskok derude østpå, hvor solen bryder frem som torden bag Kinabugtens kaj og De Ti Bud ikke gælder. Spøg til side, ’Den sidste massakre’ er rystende menneskeligt dokument om organiseret umenneskelighed, men også følsom som en sart udviklingsroman om en ung mands turbulente og traumatiserende vandreår ind i en verden i krig og katastrofe. Det er denne del af romanen, som virker bedst, dette at blive alt for voksen på alt for hurtig og blodig tid. Derimod virker CIA-historien, hvor vi følger amerikanske agenter og andre kupmagere, noget forudsigelig i sin kuldslåede nøgternhed, som nok virker realistisk, men også lidt søgt som ramme for en dansk sømands liv og levned i det fremmede. Det er først og fremmest spor af erindring og en egen enfoldig erkendelse hos Kasper, som gør historien rørende, ja gribende. Ond må verden endnu være, slet ikke ung og yndig længere, langt snarere grim og hæslig. ’Den glemte massakre’ fortæller hvorledes.