Dansk naturvidenskabs historie er netop udkommet i et smukt illustreret firebindsværk redigeret af Helge Kragh, Henry Nielsen og Peter C. Kjærgaard. Det er et af den slags værker, man skal være meget lidt nysgerrig for ikke at stikke næsen i, for selv om naturvidenskab vel mestendels anses for ufestligt og tilmed svært, så gælder det samme ikke historien om dem, der skabte den. De fleste af os render rundt med et billede i hovedet af en slags kongerække af forskere, hvor Tycho Brahe f.eks. lavede præcisionsmålinger af himmellegemerne, Kepler regnede planeternes baner ud, Newton lærte os lovene for deres bevægelse, Darwin bragte de levende væsners udvikling på formel osv. Men alle disse giganter arbejdede i et morads af modsatrettede opfattelser, hvoraf de kun med møje var i stand til at uddrage de teorier, de blev berømte for. Det er netop al denne møje, man kan bruge et værk som dette til at blive klog på. De tidligste tilløb til dansk naturvidenskab behandles i værkets bind 1, skrevet af Helge Kragh. Fra begyndelsen af 1200-tallet omtales her lægen Henrik Harpestreng, der er berømt for sin urtelære, hvor man bl.a. kan læse om de mange dyder hos galanga, roden af en art af ingefærfamilien. Et udpluk: »Fjerde dyd er, at hvis et menneske spiser den om morgenen eller har den under tungen, bliver alle ord fra hans mund mennesker kærkommne«; og »ottende dyd«: »Hvis en kvinde holder den i munden og har samleje med en mand, kan hun næppe undfange«. Dog, tilføjer Harpestreng, »det bør ikke siges kvinder«. En nok så betydningsfuld figur fra slutningen af samme århundrede var Boethius de Dacia. Boethius tilsluttede sig den aristoteliske opfattelse, at »intet kan blive til af intet«, hvorfor han konkluderede, at verden måtte være evig. At dette stred mod den kristne lære om Guds skabelse af verden, generede ham ikke, da han anså teologisk indsigt for uafhængig af viden om naturen - et synspunkt, man kunne ønske, nutidens kristne fundamentalister havde sans for. Efter reformationen i 1536 blomstrer dansk naturvidenskab for alvor op og fostrer jo i løbet af de næste to hundrede år giganter som Tycho Brahe, Nicolaus Steno og Ole Rømer. Den slags er selvfølgelig honning på den nationale stolthed, men nok så vigtigt - skønt forskningspolitisk noget overset - er nu nok videnskabsmiljøets rolle i hjemtagelsen af nye ideer og teorier fra udlandet. Det er i den proces, man får øje på betydningen af de forskellige filosofiske og teoretiske strømninger, som kriges i de videnskabelige miljøer. Dengang som nu bryder nye tanker således kun igennem i en proces, hvor alliancer og diplomatisk talent er vigtige faktorer. Et illustrativt eksempel er modtagelsen i København af den engelske læge William Harveys epokegørende ide om blodets cirkulation, der blev fremsat i 1628. Ideen nåede ikke at blive almindeligt accepteret i Harveys egen levetid, bl.a. fordi de små kar, der forbinder arterier og vener, kapillærerne, først blev opdaget året efter hans død. Da danskeren Thomas Bartholin i 1640 blev bedt om at skrive en moderniseret udgave af sin fars internationalt berømte lærebog i anatomi, havde han dog allerede stor sympati for Harveys teori, men valgte af forsigtighed at nøjes med at inkludere denne i bogen i form af to breve, hvoraf det ene var for, det andet imod. Således fandt Harveys ideer altså vej til København - og det øvrige Europa. Men der skulle gå endnu 40 år, før Harvey fik fuld anerkendelse i en dansk disputats.