0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad bogbussen gemte

En aldrende dronning lægger sit liv radikalt om i Alan Bennetts fine roman. Læsningen er løsenet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I begyndelsen af det forrige århundrede skrev den irske poet W. B. Yeats skuespillet ’The Kings Threshold’ om digteren Seanchan, der pludselig mister agtelse hos kongen.

Som en åndens repræsentant havde Seanchan siddet til bords med kongen, hoffolk, biskopper, soldater og lovgivere, men nu var der ikke længere plads til ordenes mand under kongens griselampe. I protest går Seanchan i sultestrejke, og i en senere version fra 1922 lader Yeats rent faktisk digteren dø af sin sultestrejke.

Stakkels Seanchan. Havde han blot levet under den dronning Elizabeth, som er hovedpersonen i dramatikeren, skuespilleren og forfatteren Alan Bennetts fine, lille roman ’En kongelig læser’, havde meget været anderledes.

Godt nok er den aldrende dronning ikke just kendt som en læsehest. Hun finder ud af, at hun snarere er en »opsimat«, dvs. en, der lærer sent i livet. Men bedre sent end aldrig.

Forpassede muligheder
Dronningens læseglæde bliver vakt, da hun en dag forvilder sig op i en bogbus ved slottets køkkenregioner. Ærindet er at undskylde for sine hundes opførsel, men ved samme lejlighed låner hun en bog med hjem til slottet. Bogen er skrevet af Ivy Compton-Burnett, og det skuffer dronningen at få at vide, at forfatterinden, selv om dronningen oven i købet engang har adlet hende, ikke er synderlig populær.

Ved selvsyn konstaterer dronningen, at bogen er møgkedelig, men man er vel godt opdraget: »Når jeg begynder på en bog, læser jeg den til ende. Det blev man opdraget til. Bøger, brød med smør og kartoffelmos – man spiser op. Det har altid været min filosofi«.

Derfor prøver dronningen endnu en bog, da hun skal aflevere den lånte (denne gang Nancy Mitfords ’The Pursuit of Love’), og i tilgift får hun, hvad man kunne kalde en ven i ånden. I bogbussen møder hun nemlig Norman, der arbejder som opvasker i køkkenet, men mest af alt er han interesseret i bøger. På rekordtid bliver han iklædt en livristuniform, og snart har han titel af amanuensis – eller det mere mundrette: litterær assistent.

I takt med at Norman indfører dronningen i læselivets glæder (meget mod hendes øvrige rådgiveres ønske), ærgrer hun sig over alle de muligheder, hun igennem årene har forpasset i sit forpuppede liv. Hun har mødt så mange store forfattere i levende live, og tænk, hvad hun kunne have talt med dem om, hvis hun var gået om bord i litteraturen tidligere? Forfattere som T.S. Eliot og Ted Hughes; sidstnævnte brændte hun sågar lidt varm på.

Nationale skønånder
På et tidspunkt, da Norman ikke længere arbejder for dronningen, gør hun status over hans frugtbare og nænsomme rolle. Mange af de anbefalede forfattere havde været homoseksuelle, Samuel Beckett blev hun præsenteret for ret sent, mens bøger af Vladimir Nabokov og Philip Roth gradvist var blevet introduceret for hende. Og – ikke overraskende – var Roths vovede roman ’Portnoys genvordigheder’ kommet temmelig sent ind i forløbet.

Bennetts roman fortælles lige ud af landevejen; dog med en i historisk henseende spektakulær slutning, der ikke skal afsløres her. Mest af alt er det en opmuntrende bog, der forsvarer og demonstrerer de kontemplative gevinster ved læsning og ved samme lejlighed skoser de mennesker, der frygter fortællingens kaos og fantasi.

Det ligger snublende nær at se denne pointe i sammenhæng med reaktionære og diktatoriske regimer, men Bennett hugger det ikke ud i staveplader. I stedet illustrerer han subtilt sin pointe ved blandt andet at lade britiske og franske politikere af den fornemste slags – premierministre, præsidenter, kulturministre og lignende – komme til kort, når det gælder indsigt i egne nationale skønånder som f.eks. Thomas Hardy og Jean Genet.

En muskel blandt flere
Da dronningen ringer til ærkebiskoppen af Canterbury for at foreslå ham, at hun – som alle andre – kunne få lov at læse dagens tekst i kirken, bliver han både forbavset og forstyrret.