Umiddelbart skulle man tro, at det var rimelig let at filmatisere en god bog. Handlingen er der allerede, det gælder bare om at sætte billeder på. Men ak, som ugens ultramislykkede premierefilm 'The Da Vinci Code' til overmål demonstrerer, går springet fra tryksværte til lærred ofte grumme, grumme galt. Filmhistorien er imidlertid også fyldt med gode eksempler på, at det kan lade sig gøre. Det gælder bare om at følge en af de tre gyldne regler. Forkert strategi Den første og sikreste er at starte med en god, men ikke voldsomt kendt bog. Så har man det bedste af to verdener: En grydeklar historie, som de fleste ikke kender i forvejen. En strategi, som mesterinstruktøren Stanley Kubrick med stor succes forfulgte gennem sin karriere med eksempler som 'A Clockwork Orange', 'Full Metal Jacket' og 'Eyes Wide Shut'. Selv 'Ondskabens Hotel', en af verdens til dato uhyggeligste film, baserede sig på et af Stephen Kings mindre kendte værker. En instruktør, som med succes har taget ved lære af Kubrick, er Clint Eastwood, der med både 'Mystic River' og 'Million Dollar Baby' løftede lidet kendte værker til berømmelsens tinder ved at filmatisere dem på fornemste vis. Mange mulige måder Den går selvsagt ikke altid. Nogle kendte bøger fortjener at blive filmatiseret, og finder en instruktør sig i den vanskelige situation, gælder det om at følge den anden gyldne regel: Vær ikke for bundet af materialet. Publikum har også læst bogen, kender handlingen og gider ikke se en slavisk genskabelse. Det kan gøres på mange måder. Frækkest er film som 'Dommedag Nu', hvor Francis Ford Coppola tog Joseph Conrads legendariske mesterværk 'Mørkets Hjerte', men flyttede handlingen i både tid og sted og dermed skabte noget helt nyt og unikt. Men mindre kan også gøre det. Selv i så nye og elskede værker som J.K. Rowlings Harry Potter-serie lykkedes det efter de første tre alt for trofaste og dermed ret kedsommelige film for instruktør Mike Newell at ramme melodien i 'Harry Potter og Flammernes Pokal'. Sikker fiasko Ganske enkelt, fordi han turde skære voldsomt i handlingen og dermed gøre filmen både uforudseelig og i langt højere grad sin egen. Et andet og mere kontroversielt eksempel på, hvordan man kan skabe noget nyt ud af en kendt historie ved at zoome helt ind på en lille del af handlingen var Mel Gibsons 'The Passion of the Christ'. Her fokuserede Mad Mel udelukkende på lidelsesberetningen og skabte derved den klart mest originale og succesrige Jesus-film i nyere tid. Men kan en slavisk filmatisering af en verdensberømt bog da slet ikke lykkes? Jo, men så kræver det noget helt særligt, hvilket bringer os til filmatiseringskunstens tredje gyldne regel: Så skal der special effects til. Beviset for, at dette kan lykkes, er Peter Jacksons 'Ringenes Herre'-trilogi. Her lykkedes det Jackson at lave en så spektakulær visualisering af J.R.R Tolkiens verden, at både børn og voksne måtte overgive sig. Men det er en farlig vej at gå, noget som reelt kun kan lykkes et par gange i hvert årti, når teknikken pludselig har udviklet sig til at kunne overraske og forføre selv de mest skeptiske. Den sikre opskrift på en fiasko er at tage en verdensberømt roman, filmatisere den helt slavisk og uden nogen særlig imponerende effekter. Sådan cirka præcis, hvad Ron Howard har gjort med 'Da Vinci-mysteriet'.