I 1314 blev Jacques de Molay, tempelriddernes sidste stormester, brændt som kætter og konspirator på bålet i Paris. Således blev hans kristne orden opløst yderst brutalt for evigt og altid. Nuvel, muligvis overlevede ordenen i små enklaver rundt omkring i Europa, for siden at påvirke frimureriet med sin økumeniske blanding af kristendom, islam, jødedom og den katolske kirkes arv fra den antikke verdens væld af symboler og ritualer. Og så selvfølgelig romantiske sjæle, såsom den skotske forfatter Walter Scott, som i hvert fald litterært lod ordenen genopstå med sin historiske roman ’Ivanhoe’ fra 1819, hvor disse korsriddere spiller en markant, men også kompliceret rolle. Men ifølge Umberto Eco skal man ellers regne med, at alt, hvad der er skrevet om tempelriddernes reelle overlevelse efter 1314 er fup på grænsen til humbug. Renæssance og relancering Sværmere kan kanske se dem overalt i mystiske og hemmelige ordner, som har taget arven op, men som historisk fænomen blev riddervæsenet, ifølge middelalderprofessor Eco, udryddet for altid af den franske konge og den romerske pave dengang i 1300-tallet. Litterær overlevelse skulle da også være alt nok for korpset med det røde kors på bryst og skjold. Især i disse år er ridderne kommet op på hestene for at bryde en lanse for en anden slags moderne middelalder end den som fundamentalistiske kristne ser som et nyt islamisk og terroristisk korstog mod den vestlige verden. Den svenske forfatter Jan Guillou er langtfra den eneste som med sin trilogi om ridder Arn Magnusson til Arnäs i det svenske Västra Götaland har givet ordenen en renæssance og relancering. Men han har gjort det yderst effektivt på vore breddegrader. Nu er filmen her Personligt og politisk ved flere gange at pege på 11. september 2001 som direkte anstødssten til hans (ny)fortolkning af korsridderne, som en eksemplarisk kloning af det bedste fra de tre hovedreligioner med afsæt i Jerusalem og omegn, Mellemøsten såvel som middelalderen. Nu er filmen her og selv USA skal efter sigende lukke døren op for Guillou og hans riddere i panser og plader, således at selv denne venstresnoede ridderroman kan komme på landets bestsellerliste. Her er så en pragtudgave af første bind, ’Vejen til Jerusalem’, en rigtig lækker og smækker ’coffee table book’ med illustrationer fra steder og sider af Arns færd til det hellige land, blandt andet over læreår i Danmark og så hans lange og høviske kærlighedshistorie med jomfru – sådan da – Cecilia. Rørende og vedkommende I mine øjne er det den bedste og mest interessante i trilogien, og selv om Gulillou selvfølgelig har en politisk intention inde bag ringbrynje og vesir, så er historien rørende og vedkommende, ja fungerer frugtbart som en senmoderne historisk roman. Og gør det noget, at bogen er flot og forbilledlig med sine illustrationer fra nær og fjern og et lille kig ind i filmens visuelle fortolkning? Vi kan som danskere fryde os over, at også vores historie med kong Valdemar den store og co. har fået plads i plottet, selv om vi mestendels indgår i skurkegalleriet sammen med Richard Løvehjerte, som her hos Jan Guillou er tættere på Søren Krarup end Walter Scott. Fortsættelse følger med samme frise af illustrationer, andet og tredje bind udkommer i samme udstyr i foråret 2008.