Selv om andre mennesker for 99,99 procents vedkommende er irriterende, dumme, farlige, i vejen, galt afmarcheret og har dårlig smag. Ville vi blive vanvittige, hvis vi slet ikke havde nogen af dem at snakke med – for eksempel om alle dem, der er irriterende osv. Vi bliver simpelt hen mennesker ved at artikulere os over for hinanden. Dette er måske lidt langt væk at begynde, når man bare skal anmelde to af de for tiden så populære samtalebøger. Men jeg minder om dette basale behov for samtale for at forklare genrens popularitet. Men hvorfor lige nu? Er man pessimist, kan man sige, at det er et resultat af, at den lydhøre, tænksomme samtale er blevet fordrevet fra vores hverdag, fordi vi hele tiden bliver afbrudt af et mobilopkald, en sms eller en reklame, eller fordi vi lader diverse massemedier erstatte levende samtalepartnere. Er man optimist, kan man sige, at det er dejlig demokratisk, at fornuftige folks snak nu ikke bliver mellem dem, men udbredes til den måbende offentlighed. Hertil vil pessimisten straks indvende, at det er sørgeligt, at vi lader os henvise til rollen som måbende offentlighed i stedet for selv at føre kloge samtaler. Disse overvejelser skal ikke komme dagens fire samtalere og deres ordstyrere til skade. Det drejer sig om Karen Thisteds tredje samtalebog med Johannes Møllehave som den ene part. Denne gang er titlen ’Hver dag af øjeblikkets blomst’, og partneren er formanden for Ny Carlsbergfondets direktion Hans Edvard Nørregård-Nielsen, som fik noget nær et folkeligt gennembrud med sine jyske erindringer ’Mands minde’ og ’Riber ret’. Johannes Møllehave, elsket præst, forfatter og ustoppelig fortæller, behøver næppe præsentation. De to har siddet på Langeland i mor Karens varetægt og passiaret om billedkunst og litteratur. Hun var i køkkenet, når de hvilede sig, fortæller hun med et glimt i øjet i bogens forord. Hende er der tydeligvis ikke gået nogen stumper af i den anledning, men alligevel bliver oplysningen en lille brik til billedet af to andægtigt chevalereske oldtidslevn, hvad synet på kvinder angår. Det kommer til udtryk i kvindeportrætterne i deres præferencer og citater fra bl.a. Aarestrup, Claussen, Johannes V. Jensen og Tove Ditlevsen og i mindre grad i billederne. Sjovt nok hader Møllehave J.F. Willumsens maleri ’En bjergbestigerske’, som han indrømmer ikke at forstå. Nørregård-Nielsen gør sig lystig over, at Møllehave synes fremmed for begrebet ’kvinden som kammerat’, en beskyldning, denne i samme ånd beder sig fri for og fremturer: »Det er næsten det mest åndssvage billede, jeg har set i mit liv«. Hertil replicerer Nørregård-Nielsen, at så har Møllehave været privilegeret, hvis dette er det dårligste billede, han har set. Her er lidt pingpong over samtalen, men det meste af tiden er den sindigt belærende – også om ting, de to ikke behøver fortælle hinanden, men som de – og Karen Thisted – skønner, at læseren bør vide. Og det har de ganske ret i. Det hæmmer både tempo og flyvehøjde og sparer os ikke for truismer, men det gavner den folkelige formidling, som er denne bogs fornemste eksistensberettigelse. Det forsvarer også de meget lange citater; så kan man få oplevelsen så at sige sammen med de talende og skal ikke slå op i et måske ikke-eksisterende håndbibliotek. Der er ansatser til indrømmet rørstrømsk rørelse og salvelse hos Nørregård-Nielsen, hvis sprog flyder og forfører og højstemmer. Hans hengivne forhold til naturen deles ikke af bymennesket Møllehave, som er nærmest skræmt af naturen som begreb. (Hvorfor? Naturopfattelser kunne de godt være gået lidt dybere i …). Nørregård-Nielsen fortæller i den forbindelse om en ven, som han ikke kan holde ud at have med ud i landskabet, fordi denne kun ser dyrene som endnu levende stege, og »og hjorte minder ham om waldorfsalat«! Det er morsomt – også selv om det måske skyldes, at vennen er jødisk og dermed af en kultur, der historisk har været afskåret fra at eje land. Det er ikke meget, man får at vide om de to herrers personlige liv; medmindre man gør sig den ulejlighed at kigge bag de forfattere og malere, de blufærdigt gemmer sig bag. Det er og bliver to ældre onklers kaminpassiar med mental fodskammel. Fint med mig, jeg sætter mig gerne på den ved deres fødder. Blufærdigheden trykker kun lejlighedsvis i ’Heksehyl’, Tine Bendixens redaktion af samtalerne mellem chefredaktør i Aller-koncernen Camilla Lindemann (født 1949) og Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen (født 1939). Og når den gør, beder sidstnævnte om at måtte ’gå i gården’. Det er et meget vellykket samarbejde. Når den ellers nødvendigvis meget diskrete politidirektør først lukker op for posen, leverer hun i den grad varen. (Jeg ved ikke, om jeg havde turdet, ved bevidstheden om at det samlede politikorps bagefter kan divertere sig med chefens betroelser. Det tyder på en ikke just skrøbelig autoritet og integritet. Tag den, I tilknappede mandlige ledere!). Begge de to kvinder har magt og nyder udsigten fra toppen. Men ellers repræsenterer de to forskellige private livsløb: Camilla Lindemann har været gift tre gange; i det første forhastede ægteskab fik hun sine to børn og dermed de børnebørn, der er hendes største glæde. Hanne Bech Hansen var så heldig allerede på sin første dag som studerende at møde manden i sit liv. Med ham fik hun 44 år i gensidig forelskelse, indtil han pludselig døde i 2002, og hun blev kastet ud i en sorg, som vist kun arbejdet, sønnen og især hendes misundelsesværdigt nysgerrige og forventningsfulde livssyn kan matche. Hanne Bech Hansen betragter sit liv som en endnu ikke færdigskrevet roman, og »I samme sekund, jeg slår øjnene op, kan jeg næsten begynde at boble ved tanken om det, jeg nu skal«. Når hun så også efter eget udsagn har ’et gardin’, hun kan trække for, når hun skal slappe af, må hun være svær at slå ud. Det skal dog ses på baggrund af, at lige efter mandens død var aftenens sovepille det eneste, hun glædede sig til om morgenen. Tine Bendixen gør i en af sine små forbindende tekster opmærksom på parforholdets udvikling i de ti år, der gik mellem Hanne Bech Hansens og Camilla Lindemanns bryllupper i hhv. 1962 og 1972. Det er også en del af forklaringen på, hvordan det gik dem på det felt. Camilla Lindemann lægger ikke skjul på, at hun i den grad savner en mand at dele sit liv med, mens Hanne Bech Hansen afviser at lade sådan »en fremmed herre« komme sig nær. Hvortil Lindemann fornuftigvis påpeger, at han jo ikke skulle blive ved med at være fremmed! For mig – men det er uden tvivl individuelt – var Hanne Bech Hansen bogens største oplevelse, mens det er Camilla Lindemanns betydelige fortjeneste at få hende i spil. Hvad jeg især husker, er Bech Hansens beskrivelsen af sorg, af et skønt bryllup, af det ’plop’, det gav, da hun uforsigtigt stod ud af sengen og aborterede, og så den nærmest uskyldigt kinky oplysning, at hendes overlægemand var helt vild med hende i uniform, »og han stod altid og piftede efter mig, når jeg gik«. Og når hun nu tager uniformen på, savner hun, »at han klapper mig lidt her og der«. At Lindemann arbejder i en meget konkurrencebetonet privat virksomhed (som chefredaktør for bladene IN, Femina og Psykologi) og Bech Hansen som embedsmand, afspejles også. Hvor Lindemann er resultatorienteret og utålmodig, lægger Bech Hansen sig til at sove, når hun er kommet frem til noget, der kan forsvares og forklares. ’Heksehyl’ (titlen henviser til Hanne Bech Hansens yndlingsslik) er i høj grad et portræt af de to samtalende kvinder, men også af deres generation og – lad os være ærlige – vinderhold. Den er delt i tre: Magt, Kærlighed og Kvindeliv. Vi kommer rundt om fædrenes roller; om aldring og fysisk forfald (noget, der især plager Lindemann); om frihed og tryghed (tror I, nogen af dem er bange for at være alene i deres sommerhus?); om at være chef, om rollemodeller og meget andet. Som med Johannes Møllehave og Hans Edvard Nørregård-Nielsen er der tale om et længere forløb med forskellige mødesteder; i ’Heksehyl’ beskriver redaktøren kort scenen og i mange tilfælde også især den modebevidste Hanne Bech Hansens påklædning. Sansen for æstetik gør det endnu mere uforståeligt, at ’Heksehyl’ er illustreret (det er næsten for pænt et ord) med tændstikæskesmå mørke billeder fra de tos liv – på ellers tomme sider. At der i mange tilfælde er tale om amatørbilleder, er ingen undskyldning. Det er simpelt hen for dumt. ’Hver dag af øjeblikkets blomst’ har dels Tine Hardens fine farveportrætter af Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Johannes Møllehave i relevant interiør, dels er den naturligvis flot illustreret med de kunstværker, de taler om, herunder et smukt Janne Klerk-fotografi af Emil Aarestrups stuer. Så hvilken bog skal man vælge som julegave? Det må komme an på modtageren. Begge kan anbefales. Ikke et ondt ord om samtalebøger herfra.Selv om andre mennesker for 99,99 procents vedkommende er irriterende, dumme, farlige, i vejen, galt afmarcheret og har dårlig smag. Ville vi blive vanvittige, hvis vi slet ikke havde nogen af dem at snakke med – for eksempel om alle dem, der er irriterende osv. Vi bliver simpelt hen mennesker ved at artikulere os over for hinanden. Dette er måske lidt langt væk at begynde, når man bare skal anmelde to af de for tiden så populære samtalebøger. Men jeg minder om dette basale behov for samtale for at forklare genrens popularitet. Men hvorfor lige nu? Er man pessimist, kan man sige, at det er et resultat af, at den lydhøre, tænksomme samtale er blevet fordrevet fra vores hverdag, fordi vi hele tiden bliver afbrudt af et mobilopkald, en sms eller en reklame, eller fordi vi lader diverse massemedier erstatte levende samtalepartnere. Er man optimist, kan man sige, at det er dejlig demokratisk, at fornuftige folks snak nu ikke bliver mellem dem, men udbredes til den måbende offentlighed. Hertil vil pessimisten straks indvende, at det er sørgeligt, at vi lader os henvise til rollen som måbende offentlighed i stedet for selv at føre kloge samtaler. Disse overvejelser skal ikke komme dagens fire samtalere og deres ordstyrere til skade. Det drejer sig om Karen Thisteds tredje samtalebog med Johannes Møllehave som den ene part. Denne gang er titlen ’Hver dag af øjeblikkets blomst’, og partneren er formanden for Ny Carlsbergfondets direktion Hans Edvard Nørregård-Nielsen, som fik noget nær et folkeligt gennembrud med sine jyske erindringer ’Mands minde’ og ’Riber ret’. Johannes Møllehave, elsket præst, forfatter og ustoppelig fortæller, behøver næppe præsentation. De to har siddet på Langeland i mor Karens varetægt og passiaret om billedkunst og litteratur. Hun var i køkkenet, når de hvilede sig, fortæller hun med et glimt i øjet i bogens forord. Hende er der tydeligvis ikke gået nogen stumper af i den anledning, men alligevel bliver oplysningen en lille brik til billedet af to andægtigt chevalereske oldtidslevn, hvad synet på kvinder angår. Det kommer til udtryk i kvindeportrætterne i deres præferencer og citater fra bl.a. Aarestrup, Claussen, Johannes V. Jensen og Tove Ditlevsen og i mindre grad i billederne. Sjovt nok hader Møllehave J.F. Willumsens maleri ’En bjergbestigerske’, som han indrømmer ikke at forstå. Nørregård-Nielsen gør sig lystig over, at Møllehave synes fremmed for begrebet ’kvinden som kammerat’, en beskyldning, denne i samme ånd beder sig fri for og fremturer: »Det er næsten det mest åndssvage billede, jeg har set i mit liv«. Hertil replicerer Nørregård-Nielsen, at så har Møllehave været privilegeret, hvis dette er det dårligste billede, han har set. Her er lidt pingpong over samtalen, men det meste af tiden er den sindigt belærende – også om ting, de to ikke behøver fortælle hinanden, men som de – og Karen Thisted – skønner, at læseren bør vide. Og det har de ganske ret i. Det hæmmer både tempo og flyvehøjde og sparer os ikke for truismer, men det gavner den folkelige formidling, som er denne bogs fornemste eksistensberettigelse. Det forsvarer også de meget lange citater; så kan man få oplevelsen så at sige sammen med de talende og skal ikke slå op i et måske ikke-eksisterende håndbibliotek. Der er ansatser til indrømmet rørstrømsk rørelse og salvelse hos Nørregård-Nielsen, hvis sprog flyder og forfører og højstemmer. Hans hengivne forhold til naturen deles ikke af bymennesket Møllehave, som er nærmest skræmt af naturen som begreb. (Hvorfor? Naturopfattelser kunne de godt være gået lidt dybere i …). Nørregård-Nielsen fortæller i den forbindelse om en ven, som han ikke kan holde ud at have med ud i landskabet, fordi denne kun ser dyrene som endnu levende stege, og »og hjorte minder ham om waldorfsalat«! Det er morsomt – også selv om det måske skyldes, at vennen er jødisk og dermed af en kultur, der historisk har været afskåret fra at eje land. Det er ikke meget, man får at vide om de to herrers personlige liv; medmindre man gør sig den ulejlighed at kigge bag de forfattere og malere, de blufærdigt gemmer sig bag. Det er og bliver to ældre onklers kaminpassiar med mental fodskammel. Fint med mig, jeg sætter mig gerne på den ved deres fødder. Blufærdigheden trykker kun lejlighedsvis i ’Heksehyl’, Tine Bendixens redaktion af samtalerne mellem chefredaktør i Aller-koncernen Camilla Lindemann (født 1949) og Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen (født 1939). Og når den gør, beder sidstnævnte om at måtte ’gå i gården’. Det er et meget vellykket samarbejde. Når den ellers nødvendigvis meget diskrete politidirektør først lukker op for posen, leverer hun i den grad varen. (Jeg ved ikke, om jeg havde turdet, ved bevidstheden om at det samlede politikorps bagefter kan divertere sig med chefens betroelser. Det tyder på en ikke just skrøbelig autoritet og integritet. Tag den, I tilknappede mandlige ledere!). Begge de to kvinder har magt og nyder udsigten fra toppen. Men ellers repræsenterer de to forskellige private livsløb: Camilla Lindemann har været gift tre gange; i det første forhastede ægteskab fik hun sine to børn og dermed de børnebørn, der er hendes største glæde. Hanne Bech Hansen var så heldig allerede på sin første dag som studerende at møde manden i sit liv. Med ham fik hun 44 år i gensidig forelskelse, indtil han pludselig døde i 2002, og hun blev kastet ud i en sorg, som vist kun arbejdet, sønnen og især hendes misundelsesværdigt nysgerrige og forventningsfulde livssyn kan matche. Hanne Bech Hansen betragter sit liv som en endnu ikke færdigskrevet roman, og »I samme sekund, jeg slår øjnene op, kan jeg næsten begynde at boble ved tanken om det, jeg nu skal«. Når hun så også efter eget udsagn har ’et gardin’, hun kan trække for, når hun skal slappe af, må hun være svær at slå ud. Det skal dog ses på baggrund af, at lige efter mandens død var aftenens sovepille det eneste, hun glædede sig til om morgenen. Tine Bendixen gør i en af sine små forbindende tekster opmærksom på parforholdets udvikling i de ti år, der gik mellem Hanne Bech Hansens og Camilla Lindemanns bryllupper i hhv. 1962 og 1972. Det er også en del af forklaringen på, hvordan det gik dem på det felt. Camilla Lindemann lægger ikke skjul på, at hun i den grad savner en mand at dele sit liv med, mens Hanne Bech Hansen afviser at lade sådan »en fremmed herre« komme sig nær. Hvortil Lindemann fornuftigvis påpeger, at han jo ikke skulle blive ved med at være fremmed! For mig – men det er uden tvivl individuelt – var Hanne Bech Hansen bogens største oplevelse, mens det er Camilla Lindemanns betydelige fortjeneste at få hende i spil. Hvad jeg især husker, er Bech Hansens beskrivelsen af sorg, af et skønt bryllup, af det ’plop’, det gav, da hun uforsigtigt stod ud af sengen og aborterede, og så den nærmest uskyldigt kinky oplysning, at hendes overlægemand var helt vild med hende i uniform, »og han stod altid og piftede efter mig, når jeg gik«. Og når hun nu tager uniformen på, savner hun, »at han klapper mig lidt her og der«. At Lindemann arbejder i en meget konkurrencebetonet privat virksomhed (som chefredaktør for bladene IN, Femina og Psykologi) og Bech Hansen som embedsmand, afspejles også. Hvor Lindemann er resultatorienteret og utålmodig, lægger Bech Hansen sig til at sove, når hun er kommet frem til noget, der kan forsvares og forklares. ’Heksehyl’ (titlen henviser til Hanne Bech Hansens yndlingsslik) er i høj grad et portræt af de to samtalende kvinder, men også af deres generation og – lad os være ærlige – vinderhold. Den er delt i tre: Magt, Kærlighed og Kvindeliv. Vi kommer rundt om fædrenes roller; om aldring og fysisk forfald (noget, der især plager Lindemann); om frihed og tryghed (tror I, nogen af dem er bange for at være alene i deres sommerhus?); om at være chef, om rollemodeller og meget andet. Som med Johannes Møllehave og Hans Edvard Nørregård-Nielsen er der tale om et længere forløb med forskellige mødesteder; i ’Heksehyl’ beskriver redaktøren kort scenen og i mange tilfælde også især den modebevidste Hanne Bech Hansens påklædning. Sansen for æstetik gør det endnu mere uforståeligt, at ’Heksehyl’ er illustreret (det er næsten for pænt et ord) med tændstikæskesmå mørke billeder fra de tos liv – på ellers tomme sider. At der i mange tilfælde er tale om amatørbilleder, er ingen undskyldning. Det er simpelt hen for dumt. ’Hver dag af øjeblikkets blomst’ har dels Tine Hardens fine farveportrætter af Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Johannes Møllehave i relevant interiør, dels er den naturligvis flot illustreret med de kunstværker, de taler om, herunder et smukt Janne Klerk-fotografi af Emil Aarestrups stuer. Så hvilken bog skal man vælge som julegave? Det må komme an på modtageren. Begge kan anbefales. Ikke et ondt ord om samtalebøger herfra.