Betegnelsen ’smudslitteratur’ omfattede engang foruden trivialromantiske eller pornografiske kærlighedsromaner og knaldromaner fra det vilde vest også billige kriminalromaner.
Men når denne roman med titlen ’Smuds’ også kalder sig en ’krimi’, er det ikke ment afskrækkende. Til gengæld er det falsk reklame.
Her er ingen kriminalgåde, endsige et mord, at opklare, selv om en kvindelig anklager såvel som en kvindelig research-journalist på et tv-magasin arbejder på at afsløre lovovertrædere.
Anklageren fører sag mod folk, der har scoret kassen på alfonseri og trafficking med henblik på prostitution, men hun ser hen til den dag, hun også kan få ludernes kunder dømt efter den svenske lovgivning imod køb af sex.
At ramme de kunder, hvis efterspørgsel jo er forudsætning for den kyniske menneskehandel, er også journalistens mål, men hun finder mere gehør i sin feministiske aktivistgruppe end på tv-redaktionen.
Fortælleren lukker os ind i hovedet og bukserne på Jonas
Hendes dygtige kvindelige chef dér, ved ikke selv, hvor nærliggende emnet er, om end hun er begyndt at føle sig usikker på sit perfekt(ionistisk)e familieliv med stjerneadvokaten Jonas. Og hun kan rolig være urolig, erfarer vi meget hurtigt.
Alt for hurtigt, faktisk. Den alvidende fortællerstemme giver nemlig fri adgang til alles hemmeligheder og er følgelig en roman uden overraskelser, men med en klar hensigt:
At vække vor forargelse og samvittighed. Dét er målet, når fortælleren lukker os ind i hovedet og bukserne på Jonas, der er syg af skræk ved tanken om afsløring – men hvis trang til anonym købesex er stærkere endnu, nærmest narkomani. ’Krimiens’ eneste dødsfald skal også vække foragt for den døde, en prostitutionskunde.
Katarina Wennstam er journalist og har udgivet prisbelønnede debatbøger om kønsroller og kvindehandel m.m. Nogen romanpris tror jeg nu ikke, hun får for denne debut, for også ’Smuds’ er snarere iscenesat debat.
Undervejs er der oplysende pointer
Skematisk styret af forståelig foragt for en afstumpet, instrumentaliseret og profitorienteret holdning til sex – men som om dén indstilling er eneste eksisterende mandlige seksualitet.
Undervejs er der ellers oplysende pointer, så som mandlige dommeres og juristers tendens til mildere syn på kundernes lovovertrædelse, eller anskueliggørelsen af, at også gennemsnitsfamiliefædre og ikke kun ensomme eller ’tabere’ køber sex.
Men samtidig rummer romanens verden kun to respektable mandkønsvæsener: en smuk og ugenert erotisk indvandrer med kunstnerisk arbejde plus en præpubertær dreng.
Drengens søster, stjerneparrets fjortenårige datter, eksperimenterer selv med håndfast lir med drengene og sexchat på nettet, men skal vist helst opfattes som offer for en voldelig og nedværdigende mandskulturs krav.
Man kan godt dumpe på et bekvemt endimensionalt menneskesyn
Det samme gælder den voksne kvinde, der bagefter skammer sig over selv at have taget initiativ til analsex – og bilder sig ind, at det var fordi »han ville«.
En roman skal jo ikke op til eksamen i ’alsidighed’, men kan da godt dumpe på bekvemt endimensionalt menneskesyn med sort-hvidt persongalleri, som netop i smudslitteratur såvel som brugslitteratur.
Og en generel foragt for mænds svaghed, men skånsom fortielse af mørkere sider af kvindelig seksualitet, med tilløb til et kollektivt feminint automatmartyrium, svækker altså denne fortælling som kunst.
Men også som debatoplæg, selv om forfatterens håb måske udelukkende er at debattere med andre kvinder.
Ethvert menneske ved sine sansers fulde og skyldfri brug vil jo, uanset køn, fordømme illegal import af ludfattige kvinder til sexslaveri. Men styrkes indsatsen mod dét bedst ved almen mistænkeliggørelse af mænds varierende grader og arter af liderlighed?
Selv hvis halvdelen af den voksne befolkning en skønne dag skammede sig over sit driftsliv, så ville ikke engang dét vel afskaffe – men snarere forstærke! – selvforagten, kønsangsten og andre psykiske eller fysiske handikap, som kan skabe efterspørgsel efter købesex.
fortsæt med at læse
