I et lille land, der har nabostater til tre sider, og som er et konstitutionelt monarki, og som altså ikke er Portugal (vel?), sker der noget mærkeligt. Folk holder op med at dø. De dødsmærkede bliver mere og mere svækkede, de komatøse ligger stadig i koma, men døden indfinder sig ikke. Det er startpunktet for José Saramagos seneste roman på dansk, ’Døden udebliver indimellem’, en hvad nu hvis-ide, der er typisk for forfatteren. Til en begyndelse vækker nyheden jubel. Døden er besejret, det evige liv er en kendsgerning. Men hvilket liv … og hvilke konsekvenser får det for samfundet? Dødens tomme grin er ikke just smittende Med vanligt tørt-satirisk lune skildrer Saramago, hvordan bedemandsbranchen kommer i krise, hvordan forsikringsselskaberne må gribe til nytænkning, hvordan overbelægningen på hospitaler og plejehjem efterhånden bliver massiv, og hvordan den katolske kirke, kongen og regeringen sættes i alarmberedskab. Inden længe optræder der andre driftige folk på arenaen – en organisation, der kalder sig maphiaen, med ph for ikke at forveksles med den anden med f, påtager sig mod passende betaling at fragte de uhelbredeligt syge over grænsen til nabolandene, hvor døden stadig fungerer, og deres lig tilbage til fædrelandet, hvor dødsfaldene så teknisk rubriceres som ’selvmord’. Så langt, så grinagtigt, selv om dødens tomme grin jo ikke just er smittende. Men et stykke inde i bogen ændrer Saramago på præmisserne, døden genoptager sin funktion, og historien forvandler sig til en fortælling om den personificerede død, i skikkelse af en smuk kvinde, og en midaldrende cellist, der af uvisse årsager er blevet uimodtagelig for dødens ellers altomfattende magt. Spørgsmålet om køn giver ikke megen mening Den sidste del af fabelen er bittersød og smuk og skal ikke røbes her. Liv og død er det mest basale tema, litteraturen kan tage op. Meget, for ikke at sige det meste, er allerede sagt, men Saramagos rekapitulationer er i det mindste velturnerede og undertiden set fra nye vinkler. At skildre døden som en kvinde falder let på portugisisk, hvor ordet er femininum; men i andre tilstandsformer i bogen er døden den klassiske benrad i sit liglagen eller et luftigt, allestedsnærværende og altseende fluidum, og her giver spørgsmålet om køn ikke megen mening; Peer Sibasts oversættelse svinger mellem ’hun’ og ’den’ på en måske ikke helt konsekvent måde. Et typisk alderdomsværk Han skal krediteres for at have fundet det herligt sjældne verbum »at spjælke« frem på dansk i rette tid og for at have indsmuglet det indlysende adjektiv »kisteglad« på et passende sted, og hans sproglige opfindsomhed er stor, når det gælder om at følge Saramagos egensindige stil. Nogle steder har oversættelsen dog et vist hastværkspræg – når romanen f.eks. ender og begynder med den samme sætning, hvorfor er sætningen så ikke oversat på samme måde til start og til slut? Bogen er nok et typisk alderdomsværk, den er mere udtænkt end sanselig; men det står til troende, at når døden en dag indfinder sig hos den nu 85-årige nobelpristager, i hvilken skikkelse den end måtte vælge, vil den næppe finde ham uforberedt.