Måske er det ikke noget, man skal. Men det havde klædt den samlede udgave af Thomas Windings fire billedhistorier om ’Lille Bamse’, om den havde oplyst køberen om, at de tidligere er udkommet enkeltvis i årene 1995-96 (og på et andet forlag). Det bliver den Lille Bamse bestemt ikke mere tyndpelset af. Tidens tand har forgyldt disse mesterlige billeder og iagttagelser fra et bjørne-bamse-barne-liv. ’Lille Bamse’ er uden for pædagogisk rækkevidde i sin egen (lille) verden og med et par (meget) støjende forældre. I den samlede saga siger lille Bamse knap en snes ord. Lille Bamse siger »Bøvs!« og »Ih!« til allersidst, når han dukker frem efter at have betragtet f.eks. en flue. De to forældrebamser hopper rundt i vandet, de endevender huset og flytter rundt på møblerne. Det svært ikke at gispe af fryd De spreder en velsignet, varmhjertet uro omkring sig. Se blot til billederne! De forstår at vise travlhed og tryghed i samme ombæring. Billedsiden er formidabel. Det er maleren Thomas Winding, der leger fra farveskalaens grænseland med syrlige, bombastiske kulører, der slår som en venligsindet hammer. Selv ved tiende gennembladning er det svært ikke at gispe af fryd over f.eks. ’Bøvs’-historiens skriggule strandsand. Forældrene er tegnet som to mørke, kraftfulde væsner. De er altid sammen. ’Lille Bamse’-bogen er en direkte henvendelse fra erindringens allertidligste lag. Midt i sol og vandmelon vokser et lille menneske sig større. Lille Bamse udfordrer barnesindet med sine stensikre konstateringer. Ih! Pyh! Bøvs! Se!