Der er så dejligt ude på landet. Far hugger i sten, mor svinger væven, småpigerne leger, og til aftensmad spiser familien vegetariske lækkerier, mens de drikker nypresset saft til. Det kan dårligt blive bedre. Og derfor bliver det også dobbelt hårdt, når Vibeke Marx banker på døren. ’Lykkebo lukker’ er skrevet med solbriller på. Hjemme i Lykkebo har man to grundpiller. Størst er kærligheden, men lige bagefter kommer sandheden. Ingen af delene holder en meter, da idyllen begynder at krakelere. Først bliver Isabella syg. Hun er ti år. Det er alvorligt, men ingen fortæller Astrid, at Isabella skal dø. Pigen ved det godt selv, så ved hjælp af syner og mareridt bereder hun sin storesøster på det, der kommer. Isabella ser alt.
Vibeke Marx har godt fat i de ømme steder Hun ved godt, at hesten Mulle er forsvundet, at grisen bliver forbyttet, og at der er noget sprængfarligt over den nye ejer af rideskolen. I løbet af kort tid ligger det lykkelige korthus på jorden. Facaden er væk. Væv og mejsel er tavse. Far flytter og begynder at spise bøffer. Vibeke Marx har godt fat i de ømme steder. Hun punkterer selvgodhed og hyggelig adfærd. Den forstilte lykke har altid haft forfatterens bevågenhed. Handlingen bliver fortalt af Astrid. Der veksles imellem før og nu, store og små begivenheder, og når det kommer for tæt på, fortæller Astrid i tredje person. Børn og voksne vil snøfte en del Det hele er vævet tæt og rytmisk sammen. Sproget er tændt, og pointerne falder som haglbyger. ’Lykkebo lukker’ er angivelig tænkt og skrevet som en historie for børn. De vil snøfte en del. Voksne læsere vil snøfte endnu mere, fordi der kræves et vist modent overblik for at kunne gennemskue bygningens svage fundament og den tynde konstruktion. Kærlighed og sandhed virker, men ikke på sand. ’Lykkebo lukker’ har den samme uafvendelige nedturstone som Bent Hallers isnende bog om det gode liv ’Sprækker’ fra 1982.