Det fortælles, at engelske Jonathan Stroud fik idéen til sin stort anlagte Bartimæus-trilogi, da han gik hjem fra Brugsen en regnvejrsdag. Hvordan hans landsmand Alex Williams kom på ’Talenttyven’, tør man næsten ikke tænke på. For den er til fem solstik, og den går sådan hér: Den griske Fortescue – bemærk det franskklingende navn på skurken! – samler de mest talentfulde børn i hele verden til et show på et fint hotel. Undervejs er det hans plan at stjæle de lysende »talentkugler«, som gemmer sig i deres kranier. Hans håndlanger er et velafrettet monster fra fjerne himmelstrøg. Fortescues planer lykkes kun delvist – og til sidst slet ikke – fordi der kommer et viljestærkt, forældreløst søskendepar imellem. De hedder Adam og Cressidia. ’Talenttyven’ er for større børn og talentløst fortalt Godt bakket op af en tidligere fårehyrde og en punkteret kvindelig racerkører får det handlekraftige søskendepar ryddet op i talentmassen. Efter disse oplevelser vælger de fire at blive sammen. ’Talenttyven’ er for større børn og talentløst fortalt. Den stritter med alle pegefingre. Belæringen er tyk. Og de talrige farefulde situationer er sat sammen uden energi. Fordi historien kommer fra England, er der også tid til passiar omkring kaminen imellem de gode og de mindre gode. Det skrækkelige monster viser sig at have monsterlige følelser. Det samme kan ikke siges om Fortescue, der allerede planlægger sit comeback med alle millionerne fra den fædrene fabrik for kålrabisuppe i ryggen. Penge er hans talent. Undervejs behandler Alex Williams emner som hjælpsomhed, arrogance og den blinde grådighed. Det er klistret på med syvtommersøm! Som den eneste i gruppen er drengen Adam ikke begunstiget med noget talent. Det er hans talent. At være vågen og handlekraftig. En sjældent kaloriefattig bog. Hvorfor udkommer den?