Jag trivs bäst i öppna landskap«, sang Ulf Lundell i sin velkendte vise fra 1982. Mennesker vil gerne have lys og luft omkring sig. Åbent land er bedre for os end lutter farlige, mørke og fugtige skove. Så vi har fordrevet skoven. Det åbne, menneskeskabte landskab er blevet Danmarks særkende og det landskab, som vi især har lovprist og følt os forbundet med efter den nationale identitets fødsel i guldalderen for 150-200 år siden. ’Naturen i Danmark. Det åbne land’ bør være det vigtigste af de fem bind i serien ’Naturen i Danmark’. Dels fordi det åbne land udgør over to tredjedele af Danmark, dels fordi indsigt i det åbne lands natur gemmer nøglen til at forstå, hvordan natur og kultur hænger sammen i vort lille, menneskefyldte rige. Og jo, bogen bliver med sine 668 sider det fedeste af de fem bind. Den er inddelt i fire afsnit: Natur og mennesker i det åbne land. Naturtyperne i det åbne land. Store dyr i det åbne land. De overordnede mønstre. Første afsnit har tre kapitler om henholdsvis begrebet ’det åbne land’, kulturhistorien, livsbetingelser og tilpasninger. Andet afsnit består af syv kapitler: moser og enge, græsland (nyt ord for ’overdrev’), lyngheder, eksponerede kyster, strandengskyster, det dyrkede land og bylandskabet. Tredje afsnit rummer tre kapitler: pattedyr, padder og krybdyr samt fugle. Fjerde afsnit har tre kapitler: om menneskets påvirkning af naturtyperne, mønstre i det åbne land og det åbne lands fremtid.
25 specialister Med et væld af grafer, tabeller, billeder og pædagogiske tegninger, der skal forklare, hvordan det hele hænger sammen, får læseren en indføring i det åbne lands kultur- og naturhistorie. Og de 25 specialister bag bogen skriver og forklarer i hver deres kapitler om naturtyper, planter og dyr, Wilhjelmudvalg, habitatdirektiv, vandmiljøplaner, paragraf 3-områder, naturfredning, Natura 2000-områder, økosystemer, sprøjtefri randzoner, fragmentering, faunapassager og alt det, som biologer og naturforvaltere er optaget af. Bindet er spækket med solid viden, der dog af og til brydes af synspunkter og oplysninger, der undrer mig. For eksempel påstår værkets hovedredaktør, professor Kaj Sand-Jensen, at der slet ikke ville være åbent land i Danmark uden menneskenes brug af landet. Det er en for flot generalisering. Højmoserne er naturligt åbne, og der har formentlig også været naturlige klitheder og andre åbne arealer. Han skriver også, at »al natur herhjemme er blevet kultur«. Tja ... naturen påvirkes og omformes af kulturen, men naturen som helhed kan da aldrig blive til kultur – så mister naturbegrebet jo sin mening! På side 17 ser man som helside et flot sensommerbillede med agerland, vand og drivende skyer som baggrund for titlen på afsnittet om natur og mennesker i det åbne land. Det fungerer dér, men hvorfor bruges billedet igen og igen? Man bliver træt af det, og det bruges, hvor det ikke hører hjemme. Himlens mangfoldighed Billedkvaliteten er i øvrigt påfaldende svingende og gennemgående ringe med mange kedelige billeder, der har grå og kontrastløse himler som baggrund. Himlens mangfoldighed er ikke ofret en tanke. Flere steder halter formidlingen. I forordet understreger redaktøren f.eks. den store betydning af eutrofieringsproblematikken. Javel. Det er ikke et ord, der sælger billetter! Et andet eksempel er omtalen af A-mykorrhiza og ektomykorrhiza uden nogen forklaring på, hvad ordene betyder. Der er også enkelte fejl, for eksempel er Ib Johnsen ikke formand for DN’s forretningsudvalg, figuren på side 21 om det åbne lands udvikling er forkert, og admiralen overvintrer ikke i boliger, som det fremgår af en helsidesfigur. Jeg er forundret over, hvad kapitel ti om bylandskaber gør i en bog om det åbne land. Og også her introduceres unødvendige, tunge begreber. Hvad skal den sagesløse læser for eksempel med et begreb som Agenda 21-strategier? De tre kapitler om store dyr er velskrevne og udstyret med vidunderlige illustrationer, så det er næsten synd, at disse dyr ikke er præsenteret under de naturtyper, de hører hjemme i. Og hvorfor er hjortene ikke omtalt? De er jo ikke kun skovdyr. Menneskets påvirkning De sidste tre kapitler om menneskets påvirkning, mønstre og det åbne lands fremtid rummer grundige redegørelser, der dog mere synes skrevet for biologer og administratorer end for den videbegærlige borger. Alt dette rokker ikke ved, at bogens team af førende eksperter har leveret en solid og vidensmættet lærebog, som jeg personligt er glad for at have på hylden. Det åbne land er en velsignelse, der helt overvejende er skabt af mennesker. Imidlertid er det åbne lands variation og poesi – det gode møde mellem natur og kultur – under alvorlig nedbrydning og ensretning. Dét er det virkelige alarmerende, som man kun kan gøre enhver begribeligt, hvis man viser, hvor smukt og varieret det åbne land kan være. På dét punkt udfylder bogen ikke sin mission. Den når desværre ikke folkelig flyvehøjde. Dertil er den for tør og upoetisk, og den lokker næppe mange børnefamilier eller forelskede par ud i de blomstrende bakker. Det er ærgerligt. For der er mere end nogensinde brug for at synliggøre det åbne landskabs værdier og fortælle, hvad det er, vi er nær ved at miste.