I sidste uge udkom Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman ’Ingen’, der med udgangspunkt i hovedpersonen Elisabeth er et studie i den menneskelige psyke.

’Ingen’ er en indlevende indføring i Elisabeths psykotiske verden. Hvordan har du researchet til dette tunge emne?
»Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke selv erfaringer med at være psykotisk, men jeg har til dels kigget på mennesker, jeg kender, med vanskelige sind. Jeg har også taget udgangspunkt i nogle af mine egne erfarede tilstande fra sindets randområder som forstemning og nedtrykthed og forstørret dem op. Og så har jeg selvfølgelig læst om det«.

Er der en særlig forbindelse mellem det sindssyge og det poetiske sprog?
»Jeg mener ikke, at folk som er psykisk syge er mere poetiske end andre, men jeg tror omvendt, at det poetiske sprog kan bruges til at beskrive noget, der ligger uden for det almindeligt fattelige. Det poetiske sprog har en særlig kraft, en særlig evne. Når man begynder at bruge sproget poetisk, så har man ikke længere de samme forventninger til sproget, hvilket skaber et meget større frirum. I det øjeblik man lægger fornuften lidt på hylden, kan man lave sammenligninger, som ellers normalt vil blive betragtet som langt ude«.

Du bruger ikke kun sproget, men også det grafiske i romanen. Hvorfor det?
»Det var i håb om at kunne lave et slags tredje rum ud over skriften og handlingen. Det var ikke min intention bare at lave illustrationer i forholdet 1:1. Altså, her er en hund, så tegner jeg en hund. Det skulle gerne tilføre en ekstra betydningsdimension, som man ikke nødvendigvis kan beskrive helt stringent, men som alligevel kan nå ind under huden på læseren, ind under det rationelle lag. Lidt ligesom det lyriske«.

Har dit valg af sindslidelse som emne været motiveret af et samfundsmæssigt engagement?
»Det er jo ikke sådan en politisk kæmpende historie, men det har da været et ønske om at give stemme til de mennesker, som normalt ikke har en særlig høj røst. Jeg mener, folk som lider af depressioner og psykiske sygdomme, de gemmer sig jo. De ligger tit rundt omkring i deres senge. Jeg hiver de små stemmer frem og gør dem lidt større. Set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv lever vi i et samfund, hvor vi har meget travlt med at hylde og fremme det regelrette og normale, hvor mennesker som Elisabeth bliver skubbet længere ud«.

Hvilken funktion har den indlejrede kriminalhistorie?

»Kriminalhistorien er et slags akkompagnement til Elisabeths paranoide sider. Den indfører et realplan, som forvirrer læseren, der får svært ved at gennemskue, om der faktisk ligger noget til grund for hendes paranoia. Jeg vil gerne beskrive det indefra, så læseren selv bliver inddraget og selv bliver i tvivl. Jeg vil have, at læseren lidt får følelsen af, hvad det vil sige at være Elisabeth«.